Vejen til Betlehem

Af: Bettina Drachmann Bech
Af: 01
"Vejen til Betlehem" er forunderlig, fuld af farer og fornøjelige scener - og ikke en kilometer for lang!

DEN FØRSTE JUL
Lad mig sige det, som det er, jeg var grebet fra filmens første tone "O kom, o kom, Immanuel" (DDS nr. 77), og med teksten fra Jeremias' Bog kap. 23 vers 5-6 på lærredet sammen med stjernebilleder fra verdensrummet var det oplagt at komme i julehumør. Man kender jo sin julehistorie, så jeg lænede mig godt tilbage med julehumør i hjertet. Måske netop derfor var chokket så stort over næste scene! Barnemordet i Betlehem. Det var en barsk opvågnen, som forvirrede mig lidt. Barnemordet i Betlehem hører ikke rigtig hjemme i mit juleevangelium. At filmen indledes med dette, lægger på mange måder en dæmper på julestemningen. Det fjerner fra begyndelsen alle glansbilledforestillinger, jeg måtte have om begivenhederne dengang. Det var en farlig og barsk tid at leve i.

Efter denne voldsomme konfrontation klipper filmen tilbage i tiden, og vi møder Josef og Maria. Eller rettere en filmisk fremstilling af hvem og hvordan de og deres familie måske har været, for vi kender jo kun de store linier og ikke alle de små dagligdags detaljer. Alle de store kendte begivenheder; bl.a. besøget af englen Gabriel, Josefs drøm, og de tre vise mænd er med. Filmen illustrerer fint de politiske og sociale forhold på den tid og beskriver, hvordan dagligdagen kunne have formet sig for dem med rejser, høst, skattebetaling, leg, forlovelse, m.m. Det var en hjælp, at jeg ikke kendte nogle af skuespillerne. Jeg blev således ikke distraheret af, hvilke andre roller de havde haft før. De var bare dem, de var, og jeg synes, de udfyldte deres roller fint.

Maria er meget ung. Kun et barn, vil vi sige, og det vises meget godt i filmen; hun leger, arbejder og hjælper til. Josef er en retsindig mand, en arbejdsom tømrer, der sætter andres behov over sine egne. Den personlige pris, han må betale ved at tage en gravid Maria til sig, beskrives fint i filmen. Jeg har aldrig før tænkt på, hvilken skandale det har været i den tids samfund! De følelser af frygt og forvirring, de begge oplever, træder tydeligt frem. Der er særlig to scener, som gjorde et stort indtryk på mig. Et sted, efter at Maria har haft besøg af Gabriel, ser man hende sidde vågen om natten, mens alle andre sover omkring hende. Jeg fik den tanke, at nu på tærsklen til at blive voksen oplever hun ensomheden, adskillelsen og fornemmelsen af, ikke som et barn at kunne dele alt med sine forældre. Senere - i stalden i Betlehem - er der en tilsvarende scene, her med Maria og Josef trygt sovende, men med det vågne Jesusbarn imellem sig. Måske lægger jeg for meget i de to scener, men for mig blev det en oplevelse af Jesus som genopretter af fællesskabet, af det, der i sin tid blev ødelagt ved syndefaldet.

Chokket fra indledningen er med til at sætte stemningen filmen igennem. Hvor de dog behøver og længes efter Messias, efter forløsningen, den konge, der skal sætte dem fri! Dog ikke alle, for der er også onde kræfter på spil. Barnet er i fare, endnu inden han fødes. Magtmennesket, den selvforherligende Herodes, frygter ham og forsøger at finde ham. Der er andre, der søger i glæde og forventning: de tre vise mænd. Ja, jeg morede mig over dem. De var et underholdende indslag, som jeg også kunne lære noget af. Tænk at tilsidesætte alt for at søge efter det vigtigste! Det var jo ikke en lille rejse, de var ude på. For dem var vejen til Betlehem lang. En af dem kommenterer på et tidspunkt i filmen, at de har været undervejs i over 100 dage. Hvis man nogensinde har siddet på en kamel, så ved man, at en halv time er nok! Zoomer vi ud og ser på det store billede, ved vi, at Herodes blot er en repræsentant for den onde. Han kendte også til profetien om Messias og frygtede den. Men Guds frelsesplan var lagt fra begyndelsen og havde været undervejs længe, så længe at der var vise mænd, der rejste over 100 dage for at nå frem!

"Vejen til Betlehem" begynder ude i himmelrummet og slutter i en stald. Ja, ganske vist når vi at se lidt til barnemordet i Betlehem, og flugten til Egypten, men det er alligevel den stjerneoplyste scene i stalden med hyrder og vismænd, der står prentet på nethinden. Alle disse samles om barnet. Stjernerne i universet, Josef og Maria, hyrderne og vismændene var intet uden det barn, og det barn var alt, de behøvede! Filmen forsøger ikke at prædike eller evangelisere, men jeg gik fra biografen i opløftet stemning. Jeg hører også til blandt den brogede skare i stalden. I denne travle, krigshærgede verden. En verden hvor der ikke er særlig mange gode nyheder, og hvor julens budskab ofte drukner i glimmer, guld og granguirlander. Derfor må vi skynde os til stalden og knæle ved det barn, der betyder alt.

En god måde at minde sig selv om dette, ville være at haste i biografen og se denne film. Jeg nød den. Musikken var vidunderlig, der var velkendte strofer af julemusik, og bliver man siddende under rulleteksterne, kan man læse at selv æslet i filmen nævnes ved navn! Til allersidst afsluttes der med "En rose så jeg skyde", så und dig selv at blive siddende til filmen er helt slut, og vid så at dagligdagen venter og julen bæres med over alt i hjertet - også når december er slut - på grund af det barn, der fødtes dengang for 2000 år siden.

Læs om manuskriptforfatteren Mike Rich i Personlig tragedie inspirerede.

Og læs også refleksionen: Da Josef fik hovedrollen.

---