Requiem

Af: Henrik Højlund
Michaela forlader sit fromme barndomshjem og tager til storbyen. Hun er i tvivl om, om hendes epileptiske anfald har fået tilføjet en åndelig dimension.

I 2005 kunne man se den amerikanske film Besat - The Exorcism of Emily Rose om en ung kvindelig studerende, som øjensynlig blev besat af onde ånder. Året efter kom en tysk film, "Requiem", som handlede om samme historie. Historien fandt oprindelig sted i Tyskland en gang i begyndelsen af 70'erne. Begge film tager sig vist nok store friheder i forhold til den oprindelige historie og serverer da også historien meget forskelligt.

Den afgørende forskel på filmene ligger imidlertid i vinklen, i pointen så at sige. Den amerikanske film hælder stærkt til at se kvinden som besat og lader filmen fremstå som en diskussion om, hvorvidt man i et moderne, sekulært samfund kan operere med den mulighed. Den tyske film derimod lader historien handle om religiøst kvaksalveri over for noget, som rettelig burde være behandlet medicinsk. I "Requiem" kommer historien derfor til at handle om religiøs forsnævring contra almindelig oplysthed og menneskelig fornuft.

Filmen indleder med den unge Michaelas afsked med sit fromme, katolske barndomshjem med en varm, forstående far og en kold, uforstående mor. Selv deler hun oprigtigt fromheden og tager den med sig til storbyens universitetsliv. Sammenstødet mellem hendes fromme baggrund og det almindelige, verdslige liv er betydelig. Jeg tænkte uvilkårligt: Her manglede et troværdigt kristeligt ungdomsmiljø ved studiestedet a la KFS, som tør tage livtag med spændingsfeltet mellem tro og viden, kristen livsførelse og alt det liv, der smager af noget andet.

Michaela har tidligere døjet med epilepsi, som hun nu holder i skak med medicin. Men anfaldene vender tilbage, og denne gang øjensynlig tilføjet en åndelig dimension. Som tilskuer er man ikke meget i tvivl om, at det er sygdom, der er på spil, men Michaela selv er i tvivl. Hun opsøger sin gamle sognepræst, som dels viser sig at være en elendig sjælesørger, dels en moderne teolog, for hvem Gud og Djævlen kun er symboler. En anden, yngre præst blandes ind i historien, og han møder hende for det første med større omsorg, for det andet med en helt anden forestilling om både Gud og Djævelen. Hans nidkærhed – og omsorg - er uden forstand, så han efterhånden mere eller mindre påtvinger Michaela sine eksorcistiske behandling.

Filmen serverer hele historien på en meget usensationel måde. Her er ingen billige gysereffekter (som i "Besat - The Exorcism of Emily Rose"). Filmen har i det hele taget ikke spor gyserkarakter, men holdes hele tiden i hverdagsrealistiske toner. Undervejs slipper vi endda for noget, der i ni ud af ti moderne film ville have endt som en hed erotisk scene. Her klippes der lige nøjagtig der, hvor vi har set tilstrækkeligt til, at de indre billeder kan overtage. Denne blufærdighed er i øvrigt helt i filmens ånd, lavmælt og uden overspillede effekter som den er. Ikke engang på musiksiden smøres der på. I et par vigtige overgangsscener lægges der en sang ind over, ellers intet.

Skuespillet er af højeste klasse. Især yder Sandra Huller en pragtpræstation som Michaela. Kort sagt: Filmen burde have fem stjerner, ikke sandt. Når jeg kun giver den fire, er det fordi, jeg sidder tilbage med en træls følelse af, at den alt i alt bliver stærkt fordomsbekræftende. Bekræftende over for alle fordomme om, at ethvert fromhedsmiljø uvægerligt må ende, hvor filmen ender.

Måske er jeg uretfærdig. Hvis ikke filmen viser andet end historien, som den vitterlig var, så er der vel ikke noget at komme efter? Nej, egentlig ikke. Og måske skal man også bare konstatere, at sådanne miljøer med garanti findes. Miljøer som ville have reageret lige nøjagtig så usundt på en sådan situation. Og det viser filmen altså. Længere er den ikke …

Problemet er, at den altid er længere. Sådan en film lægger sig uundgåeligt i kølvandet af alle de mange andre film og historier, som lige netop bekræfter den fordom. Man savner bare et enkelt hul filmen. Hullet til en anden mulighed i sådan et miljø, en anden måde at møde den slags problemer på. Jeg gætter på, at langt de fleste fra et tilsvarende almindeligt, dansk fromhedsmiljø a la Indre Mission trods alt vil ryste på hovedet af den måde, Michaelas problem tackles på. Man kunne så sige: Det kan man lade end anden film, en anden historie tage sig af – at der i et sådant miljø overvejende findes helt andre tilgange til den slags. Det hænder også, at der dukker film og historier op, som gør det. Problemet er bare, at de udgør et forsvindende lille mindretal ud af de mange, der giver de allerfleste det indtryk, at den slags kristelige miljøer mestendels er mentalt indskrænkede og menneskeligt usunde.

Måske skriver jeg dette som udtryk for en smule paranoia (der var det med usundheden …). Måske er det bare sådan, at enhver film og historie altid vil gå efter det i et miljø, som rummer potentiale til drama med nerve og kulør.

Bare så irriterende at det for hver gang lægger lidt oven i fordommene.

Filmen blev i 2006 vinder af Sølvbjørnen i Berlin.

Se artiklen Film med eksorcisme.

---