Inderst inde

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 01
For en 11-årig pige er følelser som glæde, sorg, vrede osv. blevet animerede figurer, der bor på et kontor i hendes hoved.

I FØLELSERNES VOLD
Det er stort, hver gang der kommer en ny film fra Pixar. Klassikere som Toy Story og "Find Nemo" og "Monsters Inc." er geniale film, skabt af et filmselskab, som igennem underholdning og leg vælger at skabe historier, som skaber samtale og påvirker holdninger. Pixars film er i en klasse helt for sig, og det er den nyeste, "Inderst inde", i allerhøjeste grad også.

Hvem andre end Pixar finder på at skabe en animationsfilm om et menneskes følelsesliv – og gøre det på en måde, som er lærerig og underholdende for både (lidt større) børn og voksne? Det er simpelthen genialt at gøre de grundlæggende følelser – glæde, sorg, vrede, osv. – til karakterer og personer, som bor på et kontor inde i menneskets hoved og både styrer menneskets følelser og frustreres over, hvorfor mennesket vælger, som det gør. Og så at lade filmen handle om en 11-årig pige, der dermed er lige på kanten af pubertet og teenageliv, gør jo bare det hele endnu mere sjovt og interessant.

I filmen "Inderst inde" følger vi den 11-årige Riley fra fødsel til hun med forældrene flytter fra landet ind til storbyen. Det skaber en masse følelser i hende. Følelser, som vi følger i form af førnævnte karakterer. Og da bestemte følelser og oplevelser på en særlig måde er med til at forme pigen – i filmen kaldet grunderfaringer – er det katastrofalt, da pigens liv nærmest bryder sammen, og alt må bygges op igen. Lidt ligesom man siger, at enhver teenager burde få et skilt på sig: "Under ombygning".

Det er en skøn film, fordi vi alle kan genkende de forskellige følelser og det trin i livet, Riley befinder sig på. Jeg vil dog sige, at for en gangs skyld har Pixar lavet en film, der ikke er for de mindste. "Inderst inde" vil - med sin megen snak - gå hen over hovedet på dem, så tag i stedet de lidt større børn med i biografen og se denne herlige film, som i hvert fald her hos os fik en samtale i gang bagefter.

Og så vil jeg nævne en ting, der for mig er vigtig: Det er rigtigt, at de forskellige følelser spiller en vigtig rolle i et menneskes liv. Men skulle man være lidt dristig, kunne der måske være føjet en åndelig/spirituel dimension til også. Måske i form af en engel, i Rileys hoved? I hvert fald er det en film, der bygger på en bestemt psykologisk forståelse af mennesket – og her altså ikke tilsat en direkte åndelig dimension. Til gengæld er det jo blandt andet den, man kan tale sammen om efter filmen.

Til sidst vil jeg sige, at både "Inderst inde" og Pixars øvrige katalog af film er vidunderlige. Det er de først og fremmest, fordi vi holder af karaktererne. Vi holder ikke specielt af ideen om, at legetøj kan tale, eller at følelserne er figurer. Nej det, der gør Pixars film langtidsholdbare – og det der gør, at jeg har en Woody-dukke stående på mit kontor – er, at vi holder af karaktererne.

Der er så meget liv, så megen genkendelse, så meget historie, i karakternerne, vi kan relatere til. Det gælder også "Inderst inde", som hele vejen igennem er et flot, medrivende, smukt og sjovt forsøg på at beskrive noget af det, der danner og former et menneske. Se den, med de lidt større børn.

Læs også refleksionen: Sorrig og glæde inderst inde.

---