NEWT I KAMP
Vi er i begyndelsen af 1920'erne, ca. 70 år før de begivenheder, der udspiller sig i Harry Potter-filmene. Universet er det "potterske" med den almindelige verden, vi kender, kombineret med en oftest usynlig magisk side-verden, hvortil kun de mennesker, der har magiske evner, har adgang.
Et af disse magiske mennesker er Newt Scamander (Eddie Redmayne). Han er specialiseret i de mange fantastiske skabninger, som zoologi og magi tilsammen har frembragt. Her er alt lige fra små charmerende vandrende pinde med høj intelligens (og et kompliceret socialt liv) og til megastore levende udgaver af de kinesiske parade-drager. Men Newt kan ikke nøjes med at hygge sig med at udforske alle disse fantastiske skabninger. Den onde troldmand Gellert Grindelwald (Johnny Depp) er undsluppet fra sit fængsel og forsøger nu at ødelægge hele den kendte verden og skabe en ny, hvor kun fuldblodstroldmænd har ret til at bestemme. Så Newt må - bl.a. i alliance med sin tidligere lærer i magi, Albus Dumbledore (Jude Law) - tage kampen op mod de onde kræfter. Hvordan det forløber, skal jeg ikke røbe – dog med den enkelte undtagelse, at filmen tydeligvis har en fortsættelse på vej, for den slutter et sted, hvor handlingen bestemt ikke kan være slut!
Et univers, der holder
Mens Fantastiske skabninger 1 kun havde en ret tynd handling og mest forsøgte at etablere et før-pottersk Potter-univers, har "Fantastiske Skabninger 2" fuldt ud indtaget dette fascinerende univers med en handlingsrække, der bestemt ikke bare får præsenteret det univers, den udspiller sig i. Her er virkelig action, kombineret med charmerende humor, kompliceret kærlighed og dybe gåder på både det menneskelige og det magiske plan. Her er helte og skurke og dem midt imellem. Her er kampen mellem det gode og det onde – og kampen for at finde ud af, hvad der egentlig er hvad af de to ting. Dette krydres med fantastisk magi og fantastiske skabninger for alle pengene. Holder man bare lidt af Potter-universet, er dette en film, man må se mindst to gange!
Godt og ondt
På det dybere plan møder vi de samme strukturer, som i det kendte Potter-univers. Som alt andet i tilværelsen kan magi bruges både godt og ondt. Alle tvinges til at vælge side, og ingen sejr vindes uden ofre. Midt i disse voldsomme modsætninger og kampe leves dagliglivet med alle dets glæder og udfordringer. Vi møder igen og igen det typiske "spring" mellem kærlighedssorger, rejseproblemer, identitetssøgen, humoristiske sjove episoder – og så pludselig den dødelige alvor, hvor tryllestavene ikke bare trækkes for hurtigt at få ryddet op eller hurtigt pakket kuffert, men for at forsvare sig på liv og død. Man kan finde disse spring forvirrende, eller man kan genkende det hos beretninger fra mennesker, der har levet med krig som en del af deres hverdag. I en af filmens klimaks-scener møder vi skurken Grindelwald i den klassiske rolle, der desværre er hentet fra mange virkelige personer op gennem menneskets grusomme historie. Han holder en tale til de fuldblodstroldmænd/-kvinder og appellerer til dem: de har alt for længe været undertrykt! Nu er det deres retmæssige tur til at få magten! Han puster til glødende følelser af at være tilsidesat, være uretfærdigt behandlet, ønske sig mere magt og den plads, der rettelig tilkommer de fuldblods osv ... Som en dygtig folkeforfører puster han til alle disse gløder, indtil der dannes et bål af hævntørst og magtsyge. Scenen er dels dygtigt konstrueret og dels spillet modbydelig godt af Depp, og fremstår som en uhyggelig indføring i, hvordan menneskemasser manipuleres. Som sådan må den få en plads i alle fremtidige lærebøger om racisme. Til dels indeholder filmen også beskrivelsen af et modspil til racisme – dog ikke nær så imponerende udfoldet. Men det hører måske næste film til, hvor vi må formode, at verden alligevel ikke går under, da vi jo ved, at den lever i bedste velgående 70 år senere ...
Se også artiklen om Harry Potters univers