STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
GLADIATOR ii i biografen
I hvert et menneskehjerte findes en drøm om en befrier, en redningsmand, der kan redde dagen, livet, verden. Det er blandt andet derfor, vi elsker film om superhelte og modige hobbitter, selvopofrende rumagenter, skarptskydende sheriffer og rådsnare detektiver.
Der var engang, og det var godt. Nu er det der ikke mere, fordi nogen ødelagde det. Men der er håb om, at vi kan genoprette eller genopfinde det. Det er kun et spørgsmål om den rette kvinde, den rette mand med de helt rigtige egenskaber, der vil ofre sig og/eller ordne skurkene og redde dagen.
Kender du den film? Det er der en god chance for. Det er nemlig en grundlæggende fortælling, en rød tråd, som løber hen over det hvide lærred, hvad enten det foregår i en øde, vindblæst western-by, i en skolegård i Brønshøj eller i det ydre rum.
Hvordan kan det være, at vi bliver ved med vende tilbage til disse temaer, dette mønster? Nogle mener, det er, fordi vi er påvirket af den bibelske fortælling. Men måske er der en anden og dybere forklaring ...
Grundfortællingen på fem linjer
Først er det måske nødvendigt lige at genopfriske den bibelske grundfortælling – på fem linjer: Først levede mennesker i Paradis. Her var orden, balance i naturen og fællesskab mellem mennesker og Gud. Men synden kom ind i verden ved skurken, Satan, og ved menneskets svaghed. Det førte til splittelse, uorden og fremmedgørelse. Mennesker blev udstødt af Paradis. Men Gud lovede, at en frelser, en helt skulle komme til verden, overvinde synden og Satan og genoprette orden og harmoni. Det skabte nyt håb og mod i mennesket.
I langt de fleste film er de kristne temaer og mønstre ikke så tydelige som ovenstående (se faktaboks om film med bibelske fortællinger). Alligevel genfinder vi den bibelske grundfortælling i dem, uden at vi behøver at kratte særligt meget i overfladen. Nogle eksempler:
Ødelæggelsen truer
Tre af tidens (i skrivende stund) mest omtalte film er Avatar (2009), The Road (2009) og 2012 (2009).
Fælles for dem er, at jordens eller en planets balance er bragt ud af sin orden (paradiset er tabt). Det, som var godt, er ødelagt, som regel af mennesker, som har overtrådt nogle helt fundamentale spilleregler eller begrænsninger (syndefald). Naturen hævner sig – som den gør i en række andre lignende film fra det seneste årti (straf). Men håbet om sejr over katastrofen eller truslen, om genoprettelse lever.
I "The Road" fx vandrer en far og hans søn rundt i en verden, der er præget af mørke, kulde, fremmedgørelse og frygt. Vi aner, at der har været et før, med et familieliv og med mad og med orden i kaos. De vandrer mod havet; i et håb om, at der findes en bedre tilværelse. Faren kan ikke tro på, at der en Gud, der kan hjælpe, mens sønnen ikke kan lade være. Og historien slutter … det skal jeg nok ikke røbe, men lad mig bare sige, at slutningen er alt andet end sødsuppe, men alligevel har karakter af frelse.
Hvad det er, der har ødelagt "paradiset", skifter fra tid til anden. I en periode var det kommunismen eller atomkraften, der var den store trussel. I nyere tid har det været okkulte fantasy-figurer eller trusler fra rummet, mens superheltefilmene som regel har en superskurk, der vil ødelægge alt godt. Men fælles for langt de fleste film på tværs af genrerne er håbet om og troen på en redningsmand eller -kvinde. Længslen efter en, som kan nedkæmpe den/det/de onde og genoprette det tabte.
Frelseren i det ydre rum
Et markant eksempel på en frelserfigur à la Kristus finder vi bl.a. i en af de efterhånden mange Alien-film, nemlig den særegne 3'er fra 1992.
I Alien-filmene møder vi Ellen Ripley, spillet af Sigourney Weaver, der i film efter film bekæmper de ondskabsfulde fremmede væsener, aliens. I 3'eren er hun på flugt i et rumskib, som må nødlande på en ukendt planet, der viser sig at være en fangekoloni.
Da fangerne begynder at dø på stribe, opdager Ripley, at ondskaben er løs på planeten – en alien er kommet med ombord på rumskibet, da Ripley flygtede. En kronraget, Jeanne d'Arc-lignende Weaver bekæmper og dræber denne alien, men snart viser det sig, at ondskaben er rykket helt tæt på Ripley, faktisk helt ind i hendes krop.
Som en anden Kristus har hun bogstaveligt talt taget ondskaben på sig, og i slutscenen breder hun sine arme ud i kors-positur og kaster sig i ildhavet, ofrer sit eget liv for at udslette ondskaben. Ondskaben er udslettet, og der er håb om genoprettelse af den tidligere orden.
Hvorfor denne slutning? Og hvorfor virker netop denne slutning langt stærkere end nogen af de andre alien-films afslutninger? Hvad er det, den rører i os?
En lignende Kristus-symbolik og frelseshistorie finder vi i flere af superheltefilmene om Superman, Batman, Spiderman og Iron Man, som har fået en renæssance i de seneste to årtier.Den mest tydelige Kristus-figur blandt superheltene er Superman, der kommer til jorden fra en anden planet (Jesus Kristus var Guds søn), opdrages af plejeforældre (Josef var ikke Jesu far), har særlige evner (Jesus udførte mirakler), men lever et tilsyneladende normalt, beskedent liv (Jesus voksede op som tømrersøn). Han misforstås af mange omkring ham (som Jesus), men når byen og verden trues, træder Superman i karakter, ofrer sin personlige lykke for helheden, ofte med fare for sit eget liv (som Jesus ofrede sig for verdens frelse).Vi håber på heltenDet sjove er, at vi genfinder mønsteret, om end lidt mere "forklædt" i de mest overraskende genrer. Fx den mest publikums-populære genre: krimien/thrilleren.Fra Humphrey Bogarts Philip Marlowe til Krister Henrikssons Kurt Wallander ser vi:
Men dette gælder også i romantiske historier: Kvinde længes efter en helt, som kan udfri hende af ensomheden og oprette harmoni og give fylde.
Eller de socialt engagerede historier: Idealisten føler stærkt, at sådan som tingene er nu, sådan var det ikke meningen, det skulle være. Han længes efter genoprettelse af social retfærdighed og lighed, harmoni. Hans "helt" er den rette ideologi, politik og/eller et forbillede, der vil gå foran.
Personlige dramaer: Faren, der mister sin dreng. Før var de sammen, nu er de skilt ad af døden, faren længes efter forsoning eller genoprettelse, måske opnår han det gennem et andet menneske, måske gør han ikke, men længselen lever. Osv.
To mulige forklaringer
Skyldes det virkelig, at alle filmskaberne har hørt den kristne grundfortælling? Er så mange, også decideret ikke-kristne instruktører, ubevidst inspirerede af den kristne fortælling, så de ikke kan lade være med at gennemspille – og gen-indspille – den igen og igen?
Jeg tror det ikke. Der er to andre forklaringer, som er mere sandsynlige.
Den første mulige forklaring er, at den kristne fortælling er udsprunget af en endnu mere grundlæggende fortælling, som ligger lagret i os mennesker. En slags mønster, som ligger så dybt i os, at selv forfatteren til den flere tusinde år gamle tekst, Første Mosebog, skrev ud fra dette mønster.Den anden mulige forklaring er, at Bibelens fortælling om Paradis, syndefald, frelse gennem helten Jesus og genoprettelse faktisk er sand. At den er så dybt indprentet i vores sjæle og sind, at vi søger at gen-fortælle eller gen-se den igen og igen. Enten fordi den er blevet fortalt til alle tider, lige fra de første mennesker til i dag. Eller fordi vi fødes med en kollektiv hukommelse om et paradis, som vi har tabt. At vi alle fornemmer, at livet her på jorden ikke er helt, som det burde være, og jeg heller ikke er helt, som jeg burde være. Og at vi håber, vi længes efter den helt, den frelser, som vi ved, findes, og som kan redde dagen, livet, verden for os.Det er for mig at se de mulige forklaringer. Jeg håber, den sidste er sand. Jeg tror det.
Jesus Christ movie star
Kilde: 24/12 - et skridt nærmere - udgivet af LogosMedia (2010).
