Jesus på film - en filmografi

Af: Ebbe Villadsen
En komplet liste over film, hvor Jesus optræder, lader sig selvsagt ikke opstille. Her følger imidlertid de vigtigste offentlige viste fiktionsfilm, der har Jesus som hoved- eller biperson.

Jesus på film - en filmografi
En komplet liste over film, hvor Jesus optræder, lader sig selvsagt ikke opstille.

Her følger imidlertid de vigtigste offentlige viste fiktionsfilm, der har Jesus som hoved- eller biperson og i større eller mindre grad bygger på evangelierne eller på skønlitteratur, som benytter evangelisk stof.

Listen medtager tillige film om Jesu genkomst og om nutidige passionsspil, der bliver paralleller til den bibelske passion for de involverede. Endvidere anføres enkelte oplagte allegorier, mens flertydige allegorier som Frank Borzages "Strange Cargo" ("De fordømtes flugt") eller Pier Paolo Pasolinis "Teorema" ("Skandalen i Milano") normalt er udeladt. Udeladt er også film, der i en eller anden form genfortæller nytestamentlige lignelser, f.eks. Richard Thorpes "The Prodigal" ("Skøgen fra Damaskus"), og film om de første kristne, hvor Jesus ikke direkte optræder, f.eks. de mange filmatiseringer af "Quo Vadis?".

Filmene anføres under originaltitlen. Har de været vist i Danmark, anføres dernæst deres danske titel (også hvis den er identisk med originaltitlen). Dateringen angiver premiereåret, ikke optagelsesåret. Efter de vigtigste data følger så en omtale, der søger at være neutral. Filmene er valgt ud fra filmhistoriske og sociologiske kriterier. En liste over de kunstnerisk væsentlige Jesus-film ville naturligvis blive langt mindre.

La passion du Christ
Frankrig 1897. Prod: Société Léar. Ca. 5 minutter.
Den første kendte (men ikke længere eksisterende) film om Jesus og formodentlig den første film med bibelsk emne i det hele taget. Oplysningerne om filmens instruktion er usikre.

La vie et la passion du Jésus-Christ
Frankrig 1897. Prod: Brødrene Lumière. 221 meter.
De franske filmpionerer Auguste og Louis Lumière stod bag denne film, der ifølge nogle kilder var en optagelse af det årlige passionsspil i Oberammergau, ifølge andre en optagelse af et tilsvarende spil i landsbyen Horitz i Böhmen. I 13 scener skildredes Jesu liv fra de hellige tre kongers tilbedelse til opstandelsen.

La passione de Gesu
Italien 1897. Prod. og instr: Luigi Topi.
Tidlig italiensk Jesus-film med Fremio, en kendt tryllekunstner, i rollen som Jesus.

The Passion Play
USA 1898. Prod: Richard Hollaman og Albert Eaves. Instr: Henry C. Vincent. Manus: Salmi Morse. Medv: Frank Russell (Jesus), Frank Gaylor (Judas), Fred Strong (Pilatus). 700 meter.
Den første længere amerikanske film om Jesus gav sig ud for at være optaget i Oberammergau, men var optaget i taghaven på Grand Central Palace Hotel i New York. Frank Russell var den første professionelle skuespiller, der fremstillede Jesus på film. Han og fotografen William Paley havde muligvis større andel i filmens udformning end den officielt anførte instruktør, der var en teatermand uden kendskab til det ny medium. Filmen bestod af 23 scener og forudsatte et ledsagende foredrag. Kun et fragment er bevaret.

The Passion Play
USA 1898. Prod: Sigmund Lubin.
En anden tidlig amerikansk film om Jesu lidelse og død, optaget i Philadelphia i kølvandet på den succes, Hollaman og Eaves' produktion nød.

Vie du Christ
Frankrig 1899. Prod: Gaumont. Instr: Alice Guy. 220 meter.
Jesu liv skildret i en række tableauer, der var inspireret af kendte malerier. Vistnok den eneste Jesus-film af en kvindelig instruktør.

Le Christ marchant sur les eaux
Frankrig 1899. Prod. og instr: Georges Meliès. 20 meter.
Trickfilmenes franske pioner viste i denne lille film Jesus gå på vandet og skabte dermed den første Jesus-film, der ikke havde et passionsspil som forbillede.

Passion Play/Passionsspillene i Oberammergau
England 1905. Prod: Warwick. Instr: Ludwig Deutsch. Manus: Paul Grollhesel. 700 meter.
De kilder, der anser Lumière-filmen fra 1897 for optaget i Böhmen, anfører denne film som den første optagelse af Oberammregau-spillene. Der er dog også kilder, der opfatter den britiske produktion som endnu en version af det böhmiske spil. Det er måske den første Jesus-film, der har været vist herhjemme, idet en film med titlen "Passionsspillene i Oberammergau" vistes i Nakskov i 1907 og året efter i København. Titlen kan dog også dække over en tidligere produktion, være identisk med nedennævnte "Jesu liv og levned" eller være brugt om flere film.

La vie et la passion du Jésus-Christ/Jesu liv og levned
Frankrig 1905. Prod: Pathé. Instr.: Ferdinand Zecca og Lucien Nonguet. 700 meter.
Den kendteste og mest udbredte af de tidlige passionsfilm, påbegyndt allerede i 1902 og også kaldet "La passion de Nôtre-Seigneur". Den skildrede i 31 tableauer begivenhederne fra Marias bebudelse til himmelfarten. I 1908 udsendte Pathé en ny version. Nu anførtes det, at en vis hr. Normand spillede Jesus, fru Moreau Maria og hr. Jacquinett Judas, mens Jesus som barn blev spillet af "le petit Briand".
I de følgende år udsendtes filmen i flere omklippede og udvidede udgaver, således i en 950 meters udgave med 38 tableauer i farver (håndkolorerede enkeltbilleder!). Denne version vistes i København i april 1912. Allerede i 1910 vistes versioner af "Jesu liv og levned" dog herhjemme. I 1921 blev farvefilmen i USA forsynet med en nutidig (sort-hvid) rammehistorie, instrueret af Spencer Gordon Bennet, og udsendt som en helt ny film med titlen "Behold the Man".

La baiser de Judas
Frankrig 1908. Prod: Film d'Art. Instr: Armand Bour. Manus: Henri Lavedan. Medv: Albert Lambert (Jesus), Paul Mounet-Sully (Judas), Albert Dieudonné (Johannes).
Kort, seriøst anlagt skildring af begivenhederne fra den sidste nadver til Judas' selvmord med kendte skuespillere fra Comédie Française i rollerne.

From the Manger to the Cross
USA 1912. Prod: Kalem. Instr: Sidney Olcott. Manus: Gene Gauntier. Medv: Robert Henderson-Bland (Jesus), Percy Dyer (Jesus som barn), Gene Gauntier (Maria), Jack Clark (Johannes), Robert G. Vignola (Judas), Alice Hollister (Maria Magdalene), J. P. McGowan (Andreas), Sydney Baber (Lazarus), Sidney Olcott (blind mand). Ca. 2000 meter.
Denne første bibelske storfilm kostede 100.000 dollars, men indspillede over en million. Skuespillerinden Gene Gauntier skrev genfortællingen af evangelierne, begyndende med fødslen i Betlehem og sluttede med opstandelsen. Filmen blev optaget on location i Palæstina og Egypten og varede godt en time. Englænderen Robert Henderson-Bland skrev senere to bøger om de store åndelige krav, rollen som Jesus stillede til ham. Så sent som i 1937 kunne filmen genudsendes med indføjede nærbilleder og musik- og lydunderlægning. Den synes dog aldrig at have været vist i Danmark.

Satana
Italien 1912. Prod: Ambrosia. Instr: Luigi Maggi. Manus: Guido Volante. Medv: Mario Bonnard, Rina Alby, Antonio Grisanti. Ca. 2000 meter.
Løst baseret på episke digte som Miltons Paradise Lost og Klopstocks Messias skildres Satans virke i fire forskellige historiske sammenhænge. I anden episode frister han Jesus.

Mary Magdalene
USA 1914. Prod: Kennedy Films.
Der foreligger næsten ingen konkrete data om denne ikke-bevarede film, men af handlingsreferater fremgår det, at historien har drejet sig om Maria Magdalene og hendes kærlighedsforhold dels til Judas, dels til en romer, og at Jesus også har spillet en vigtig rolle. Den komplicerede historie er et af de første eksempler på en film, der tager sig store friheder i forhold til det nytestamentlige stof.

The Birth of Our Saviour
USA 1914. Prod: Edison. Instr: Charles Brabin. Manus: DeWitt L. Pelton. Medv: Carlton King (Josef), Gertrude McCoy (Maria), Harry Linson, Charles Sutton og Harry Eytinge (de tre vise mænd), Frank McGlynn (Herodes). 300 meter.
Fødslen i Betlehem og flugten til Egypten.

Christus
Italien 1915. Prod: Cines. Instr: Giulio de Antamore. Manus: Fausto Salvatori. Medv: Alberto Pasquali (Jesus), Leda Gys (Maria), Amleto Novelli (Pilatus), Lina d'Chiesa (Salome). 2000 meter.
Timelang italiensk storfilm, der genfortæller det meste af Jesu liv. Filmen benyttede kendte skuespillere og blev for en stor del optaget i Egypten, hvor Lord Kitchener leverede statister og kameler.

Civilization/Menneskehedens svøbe
USA 1916. Prod: Triangle. Instr: Raymond B. West og Reginald Barker med Thomas H. Ince som supervisor. Manus: C. Gardner Sullivan. Medv: George Fisher (Jesus), Hershel Mayall (kongen). Ca. 100 minutter.
Stort anlagt, pacifistisk nutidsdrama om en konge, der fører krig mod nabolandet. Jesus viser sig for ham og fører ham rundt på slagmarken. Rystet over krigens rædsler slutter kongen fred. Filmen var ment som en støtte til præsident Wilsons forsøg på at holde USA ude af krigen i Europa, men da USA alligevel kom med, blev mange kopier omredigeret og fik indsat patriotiske scener. I 1931 genudsendtes filmen i forkortet version, men med lydspor og tintede billeder.

Intolerance/Intolerance
USA 1916. Prod: Wark Releasing Company. Instr. og manus: D. W. Griffith. Medv. i det bibelske afsnit: Howard Gaye (Jesus), Lillian Langdon (Maria), Olga Grey (Maria Magdalene), Gunther von Ritzau, Erich von Stroheim (farisæere), Bessie Love og Georges Walsh (brudepar i Kana). Oprindelig 210 minutter, senere 189, 180 og 138 minutter.
Filmhistorisk milepæl, der via fire parallelt fortalte historier skildrer menneskelig godhed over for had og intolerance gennem tiderne. Foruden en Jesus-historie oplever man Babylons fald, Bartholomæus-natten og en social nutidshistorie. Jesus-afsnittet omhandler brylluppet i Kana, kvinden, der er grebet i hor, og korsfæstelsen.
Tidsbilledet var omhyggeligt rekonstrueret, men efter pres fra jødiske kredse måtte en scene, der viste jøderne korsfæste Jesus, dog udgå og erstattes af en nyindspillet, der gjorde romerne ansvarlige for korsfæstelsen. Instruktøren måtte også acceptere, at brylluppet i Kana visse steder i USA blev ledsaget af en mellemtekst, der oplyste, at Jesus egentlig var imod alkohol.

Blade af Satans Bog
Danmark 1919 (dansk premiere 1921). Prod: Nordisk Film. Instr: Carl Th. Dreyer. Manus: Edgard Høyer, bearbejdet af Dreyer. Medv. i det bibelske afsnit: Halvard Hoff (Jesus), Helge Nissen (Satan), Jacob Texiere (Judas), Erling Hansson (Johannes). 2600 meter/140 minutter.

Carl Th. Dreyers anden spillefilm var løst baseret på Marie Corellis roman The Sorrows of Satan (filmet af D. W. Griffith i 1925, hvor Jesus ikke optræder), men især inspireret af Griffiths "Intolerance". I fire episoder, der dog ikke er parallelt fortalte, vises Satans gerninger på forskellige tidspunkter i historien. En episode skildrer, hvordan Satan i en farisæers skikkelse lokker Judas til at forråde Jesus, mens de følgende episoder foregår under den spanske inkvisition, den franske revolution og den finske borgerkrig i 1918. Det bibelske afsnit, som mange regner for mest vellykket, kan ses som en slags forarbejde til den store Jesus-film, Dreyer arbejdede på det meste af sit liv uden at få realiseret.

Der Stern von Bethlehem
Tyskland 1921. Instr: Lotte Reiniger.
Silhouetfilm om Jesu fødsel, skabt af denne specielle filmforms internationale mester. Hun lavede i 1956 i England en ny version, nu i farver.

I.N.R.I - Ein film der Menschlichkeit/I.N.R.I
Tyskland 1923. Prod: Neumann Produktion. Instr. og manus: Robert Wiene. Medv: Gregori Chmara (Jesus), Henny Porten (Maria), Asta Nielsen (Maria Magdalene), Werner Krauss (Pilatus), Alexander Granach (Judas). 2880 meter.
Den hidtil da kunstnerisk mest ambitiøse Jesus-film. Med udgangspunkt i en roman af Peter Rosegger fortæller Robert Wiene, en af den tyske filmekspressionismes mestre, om Jesu lidelse og død inden for en nutidig rammehistorie, hvor en attentatmand afventer sin henrettelse. De bibelske scener var inspireret af renæssancens malerkunst og rollerne besat med kendte skuespillere.

Ben-Hur
USA 1926. Prod: MGM. Instr: Fred Niblo. Manus: Carey Wilson og Bess Meredyth. Medv: Ramon Navarro, Francis X. Bushman, May McAvoy, Claire McDowell, Mitchell Lewis. Ca. 170 minutter, senere 150 og 140 minutter.
Amerikansk stumfilm kulminerede med denne storslåede filmatisering af Lewis Wallaces roman om jøden Ben-Hurs skæbne i det romersk besatte Palæstina på Jesu tid. En anonym spillede Jesus, og man så aldrig hans ansigt i de scener, hvor hans og titelpersonens veje krydsedes. Mod instruktøren Fred Niblos vilje tilføjede man en indledende skildring af Jesu fødsel, optaget i farver og instrueret af F. P. Earle. Romanen havde allerede i 1907 været filmatiseret af Sidney Olcott med manuskript af Gene Gauntier, men i denne ganske korte version optrådte Jesus ikke. 1907-versionen havde i øvrigt medført den første sag om filmfolks krænkelse af en forfatters ophavsret. I 1959 fulgte en tredje filmatisering af bogen.

The King of Kings/Kongernes konge
USA 1927. Prod: PDC. Instr: Cecil B. DeMille. Manus: Jeannie McPherson. Medv: H. B. Warner (Jesus), Dorothy Cumming (Maria), Ernest Torrence (Peter), Joseph Schildkraut (Judas), Joseph Striker (Johannes) Jacqueline Logan (Maria Magdalene) Alan Brooks (Satan), Victor Varconi (Pilatus), Rudolph Schildkraut (Kaifas), George Siegmann (Barabbas), William Boyd (Simon fra Kyrene). Oprindelig 155 minutter, senere versioner ned til 115 minutter.
Med "King of Kings" gentog Cecil B. DeMille den internationale succes, han allerede i 1923 havde haft med bibelfilmen "The Ten Commandments" ("De ti bud"), og grundlagde sit ry som monumentalfilmens mester. Filmen skildrer med en sær blanding af naiv billedfromhed og sensationslyst Jesu liv som voksen, hans lidelse og død. H. B. Warners Jesus ses i reglen adskilt fra de øvrige optrædende (og der er mange), omgivet af en aura af værdighed. Historikere vil kunne udsætte en del på tidsbilledet. En kærlighedsaffære mellem Maria Magdalene og Judas bortfaldt ved filmens endelige redigering. DeMilles film blev stumfilmperiodens sidste vigtige Jesus-film.

Der Judas von Tirol
Tyskland 1933. Prod: Lothar Stark. Instr: Franz Osten. Manus: H. Curjel. Medv: Fritz Rasp, Camilla Spira, Marianne Hoppe, Fritz Kampers. 81 minutter.
Tonefilmens første år bringer kun få Jesus-film, men denne tyske produktion kan med lidt god vilje henregnes til gruppen. I en fransk besat landsby i Tyrol i 1810 vil en ung bonde forfærdelig gerne spille Jesus i det lokale passionsspil, men tildeles altid rollen som Judas. Han ender med at forråde en frihedskæmper og får så selv samme skæbne som Judas.

Golgatha/Golgatha
Frankrig 1935. Prod: Ichtys Films. Instr: Julien Duvivier. Manus: Julien Duvivier og Joseph Reymond. Medv: Robert Le Vigan (Jesus), Jean Gabin (Pilatus), Harry Baur (Herodes), Juliette Verneuil (Maria), Lucas Gridaux (Judas). Oprindelig 105 minutter, senere versioner ned til 90 minutter.
Tredivernes eneste væsentlige Jesus-film beskriver uden forkyndende sigte begivenhederne fra palmesøndag til opstandelsen. Dialogen er udelukkende hentet fra bibelteksten. I begyndelsen er optrinene vist fra Jesu egen synsvinkel, først senere ses han selv. Filmen er også kendt under titlen "Ecce Homo".

The Last Days of Pompeii/Pompejis sidste dage
USA 1935. Prod: RKO Radio Pictures. Instr: Ernest B. Schoedsack. Manus: Ruth Rose og Boris Ingster. Medv: Preston Foster (hovedpersonen Marcus, en gladiator), Basil Rathbone (Pilatus). 90 minutter.
Der er lavet adskillige mere eller mindre frie filmversioner af Edvard Bulwer-Lyttons roman fra 1843 om skæbner i tiden op til Vesuvs udbrud i år 79, men kun i denne version optræder Jesus direkte, idet noget af handlingen er henlagt til Jerusalem en generation tidligere. Jesus ses dog kun som en skygge eller på stor afstand.

Prince of Peace
England 1939. Prod: GB Instructional. Instr: Donald Carter. Medv: Pamela Kelino (Maria). 23 minutter.
Kortfilm, der skildrer Jesu fødsel i Lukasevangeliets version.

The Great Commandment
USA 1941. Prod: Cathedral Films. Instr: Irving Pichel. Manus: Dana Burnet. Medv: John Beal, Albert Dekker, Maurice Moscovitch, Marjorie Cooley, Ian Wolfe. 82 minutter.
Fortælling om en gruppe militante jøder, der bekæmper den romerske besættelsesmagt, men hvis leder skifter holdning efter et møde med Jesus. Instruktøren Irving Pichel lagde selv stemme til Jesus, som man aldrig så. Filmen var lavet af det kristne filmproduktionsselskab Cathedral Films i 1939. Det var første gang et sådant selskab havde lavet en spillefilm med forholdsvis kendte Hollywood-skuespillere. Filmen blev imidlertid købt af 20th Century-Fox, som i 1941 gav den almindelig biografdistribution. I øvrigt blev der ingen film med bibelske emner lavet under anden verdenskrig.

Which Will Ye Have?
England 1949. Prod: GB Instgructional. Instr: Donald Taylor. Manus: Lawrence Barratt. Medv: Niall MacGinnis (Barabbas), Betty Ann Davies (Maria Magdalene). 36 minutter.
Kortfilm, der med Barabbas som hovedperson fortæller om begivenhederne fra Jesu indtog i Jerusalem til korsfæstelsen. Jesus ses aldrig, man hører kun hans stemme. Britisk filmcensur forbød faktisk fra 1913 at vise Jesus på film, men forbuddet blev ellers ikke længere taget alvorligt.

The Lawton Story
USA 1949. Prod: Hallmark. Instr: William Beaudine og Harold Daniels. Manus: Scott Darling og De Vallon Scott. Medv: Millard Coody (Jesus), Darlene Bridges (Maria), A. S. Fisher (Peter), Hazel Lee Becker (Maria Magdalene). 125 minutter.
En filmatisering af det passionsspil, som siden 1926 årligt blev opført af den kongregationalistiske menighed i Lawton i staten Oklahoma. I et indledende afsnit møder man amatørskuespillerne privat under forberedelserne til spillet, der involverer alle byens 3000 indbyggere. Det indledende afsnit var sort-hvid, selve passionsspillet i farver. I de følgende år bliver de fleste amerikanske bibelfilm farvefilm.

Passion
Tyskland 1950. Prod: Ethos. Instr: Ernst Martin. Manus: Ernst Martin, Ernst Saier og Eva Müller-Graf. Medv: Kurt Müller-Graf, H. Ponto samt amatører. 86 minutter.
Filmatisering af et friluftspassionsspil, der siden 1910 har været opført i landsbyen Oetigheim ved Rastatt i Baden.

Behold the Man
England 1951. Prod: Film Reports/Companions of the Cross. Instr: Walter Rilla. Manus: Walter Rilla, Walter Meyjes og Charles P. Carr. Medv: Walter Meyjes (fortæller), Charles P. Carr (Jesus) samt amatører. 75 minutter.
Den tyske skuespiller Walter Rillas amatørfilmatisering af det årlige passionsspil i Westminster Cathedral.

Der fallende Stern
Tyskland 1951. Prod: NDF. Instr: Harald Braun. Manus: Harald Braun og Herbert Witt. Medv: Dieter Borsche, Paul Dahlke, Werner Krauss, Bernhard Wicki. 108 minutter.
Symbolfyldt eksperimentalfilm, hvor Jesus og Satan slås om en kvindes sjæl.

El Judas
Spanien 1952. Prod: IFI-Sociedad Anomima. Instr. og manus: Ignacio F. Iquino. Medv: Antonio Vilar, Ramona Cubeles. 93 minutter.
Religiøst drama om en grådig forretningsmand, hvis liv ændres, da han får rollen som Jesus i et lokalt passionsspil.

The Robe/Men jeg så ham dø
USA 1953. Prod: 20th Century-Fox. Instr: Henry Koster. Manus: Philip Dunne. Medv: Richard Burton (Marcellus, der vinder kjortlen), Jean Simmons (Diana, kristen kvinde), Victor Mature (Demetrius, kristen slave), Michael Rennie (Peter), Jeff Morrow (Paulus), Richard Boone (Pilatus), Ernest Thesiger (kejser Tiberius), Jay Robinson (kejser Caligula). 135 minutter.
Filmatisering af Lloyd Douglas' populære roman om, hvordan det gik romeren, der efter korsfæstelsen vandt Jesu kjortel i terningspil. I den bølge af amerikanske og italienske storfilm med bibelsk eller oldtidshistorisk emne, som i halvtredserne tog konkurrencen op med det nye medium tv, var det den første film med nytestamentligt emne og den første spillefilm i cinemascope-format overhovedet.
Jesus selv optræder kun under indtoget i Jerusalem og på Golgata, og man ser aldrig hans ansigt, men hører kun hans stemme (som skuespilleren Cameron Mitchell leverer). Den centrale Golgata-scene blev i øvrigt året efter genbrugt i "Demetrius and the Gladiators" ("Demetrius og gladiatorerne"), en selvstændig fortsættelse af filmen.

Salome/Salome
USA 1953. Prod: Columbia. Instr: William Dieterle. Manus: Harry Kleiner. Medv: Rita Hayworth (Salome), Stewart Granger (Claudius, romersk officer), Charles Laughton (Herodes), Judith Anderson (Herodias), Alan Badel (Johannes Døber), Basil Sydney (Pilatus), Cedric Hardwicke (kejser Tiberius). 105 minutter.
Danserinden, der fik Johannes Døbers hoved på et fad, er indlagt i flere Jesus-film, men har tillige været hovedpersonen i en del film (nogle baseret på Oscar Wildes skuespil "Salomé"), hvor Jesus i reglen ikke optræder. I William Dieterles film ses han dog et par gange fra ryggen. Dette kulørte udstyrsstykke behandler ellers det bibelske stof meget frit, idet Salome her forsøger at hindre Døberens henrettelse og senere omvendes til tro på Jesus. Filmens slutning lader hende overvære bjergprædikenen.

El beso de Judas
Spanien 1953. Prod: Aspa. Instr: Rafael Gill. Manus: Pedro L. Ramirez. Medv: Gabriel Alcover (Jesus), Rafael Rivelles (Judas), Francisco Rabal (romersk officer), Gerard Tichy (Pilatus), Luis Hurtado (Kaifas). 94 minutter.
Et psykologiserende drama om Judas' forræderi, som forholder sig ret frit til Det nye Testamente.

Barabbas/Barabbas
Sverige 1953. Prod: Sandrews. Instr. og manus: Alf Sjöberg. Medv: Ulf Palme (Barabbas), Inge Waern (hans kæreste), Olof Widgren (slaven Sahak), Erik Strandmark (Peter), Anders Henrikson (romersk statholder på Cypern), Sif Ruud (bordelmutter), Georg Årlin (Lazarus), Hugo Björne (blind mand), Eva Dahlbeck (Maria/kvinde ved Barabbas' kors), Per Oscarsson (dreng, der viser vej til Lazarus), Jarl Kulle (spedalsk mand). 108 minutter.
Filmatisering af den svenske nobelpristager Pär Lagerkvists legende-roman om røveren, der frigives i stedet for Jesus og siden rastløs søger en bekræftelse på, at Jesus var Guds søn. Dette enlige svenske bidrag til Jesus-filmene var optaget bl.a. i Israel og Rom og lagt an på et internationalt publikum, men holdt i en stil, der intet havde med Hollywood at gøre. Da filmen ikke blev nogen succes, videresolgtes rettighederne til den italienske producent Dino de Laurentiis, der udsendte en ny filmatisering af bogen i 1961.

Day of Triumf
USA 1954. Prod: Cathedral Films. Instr: Irving Pichel og John T. Coyle. Manus: Arthur T. Horman. Medv: Robert Wilson (Jesus), James Griffith (Judas), Lee J. Cobb (Zadok, jødisk oprørsleder), Joanne Dru (Maria Magdalene), Lowell Gilmore (Pilatus), Tyler McVey (Peter), Ralph Freud (Kaifas), Anthony Warde (Barabbas). 110 minutter, senere 90 minutter.
En film fra det kristne selskab Cathedral Films, produceret til kirkelig undervisning, men ligesom "The Great Commandment" (1941) af en sådan kvalitet, at den kom i almindelig biografdistribution (dog ikke i Danmark). Historien lader Judas tilhøre en jødisk oprørsgruppe, som han ikke kan vinde Jesus for, men skildrer ellers trofast de bibelske tildragelser. Robert Wilson fremstillede Jesus i adskillige af selskabets produktioner.

Celui qui doit mourir/Han som skal dø
Frankrig-Italien 1957. Prod: Indus/Prima/Filmsonor/Cinetel/Da.Ma. Cinematografica. Instr: Jules Dassin. Manus: Jules Dassin, Ben Barzman og André Obey. Medv: Pierre Vaneck, Jean Servais, Carl Möhner, Gert Froebe, Roger Hanin, Melina Mercouri, Fernand Ledoux, Maurice Ronet. 135 minutter.
Filmatisering af grækeren Nikos Kazantzákis' roman O Christós ksanastavrónetai (egl. "Kristus genkorsfæstes", men dansk titel: Den evige vandring opad), hvor handlingen udspilles i en græsk landsby i Lilleasien i 1921. Mens man forbereder påskens passionsspil, dukker en gruppe flygtninge fra en massakre op. Præsten tør ikke hjælpe dem af frygt for de tyrkiske myndigheder, men for de optrædende i passionsspillet får rollerne virkeligt indhold, og den unge hyrde, der spiller Jesus, sætter sig op mod de lokale farisæere og hjælper de nødstedte.

La spada e la croce
Italien 1958. Prod: Liber. Instr: Carlo Ludovico Bragaglia. Manus: Ottavio Poggi. Medv: Yvonne de Carlo (Maria Magdalene), Jorge Mistral (romersk officer), Rossana Podesta (Marta). 105 minutter.
Italiensk udstyrsstykke, hvis historie nærmest bruger de nytestamentlige skikkelser vilkårligt. Maria Magdalene tages til fange af røveren Barabbas, befries af en romersk officer, som hun forelsker sig i, men omvendes så til kristendommen, efter at Jesus har åbenbaret sig for hende og opvakt hendes bror, Lazarus, fra de døde.

El maestro
Italien 1958. Prod. og instr: Aldo Fabrizi. Manus: Aldo Fabrizi, Mario Amendola, L. Lucas og J. Gallardo. Medv: Aldo Fabrizi, Marco Paoletti, Eduardo Nevola, Alfredo Mayo, Mary Lamar. 100 minutter.
Den fremtrædende italienske skuespiller Aldo Fabrizi stod bag denne lille filmfabel og spillede selv hovedrollen som en lærer, der efter sønnens død ved en trafikulykke har mistet sin tro. En ny, dygtig elev gengiver ham imidlertid livsmodet, men forsvinder så. Senere ser læreren i en kirke en statue af Madonna med et barn, der nøje ligner den forsvundne elev.

Nazarin/Tro og lidenskab
Mexico 1959. Prod: Producciones Barbachano Ponce S. A. Instr: Luis Buñuel. Manus: Luis Buñuel og Julio Alejandro. Medv: Francisco Rabal, Margal López, Rita Macedo, Jesús Fernández, Ignacio López Tarso. 97 minutter.
Luis Buñuel beretter med udgangspunkt i en roman af Benito Pérez Galdós om en fattig og ydmyg præst, der søger at leve helt efter evangeliets forskrifter, men kun mødes med hån og foragt. Historien kan ses som en parallel til Jesu skæbne, men filmen er samtidig et voldsomt og dybtgående angreb på kristendommen. Alligevel er den belønnet med en international katolsk filmpris.

Ben-Hur
USA 1959. Prod: MGM. Instr: William Wyler. Manus: Karl Tunberg (med ukrediteret assistance af Christopher Fry, Maxwell Anderson, Core Vidal og S. N. Behrman). Medv: Charlton Heston, Stephen Boyd, Jack Hawkins, Haya Harareet, Hugh Griffith, Martha Scott, Sam Jaffe, Claude Heater. 213 minutter.
Tredje filmatisering af Lewis Wallaces roman fra 1880. Trods lyd, farve og bredformat har William Wylers mammutfilm dog ikke fordunklet mindet om Fred Niblos 1926-version, heller ikke i spektakulære højdepunkter som søslag og væddeløb.

Jesu optræden som vigtig biperson er der imidlertid denne gang gjort meget mere ud af, og der inddrages nytestamentligt stof, som romanen ikke brugte. Heller ikke hos Wyler ser man dog Jesu ansigt, selvom skuespilleren ikke længere er anonym. Det oplyses nederst på den lange rolleliste, at han hedder Claude Heater. MGM skal have tjent over 40 millioner dollars på filmen, som modtog 11 oscars i diverse kategorier.

The Big Fisherman/Den store fisker
USA 1959. Prod: Centurion films. Instr: Frank Borzage. Manus: Rowland V. Lee og Howard Estabrook. Medv: Howard Keel (Peter), Susan Kohner (Fara), Herbert Lom (Herodes), Martha Hyer (Herodias), Jay Barney (Johannes Døber), Thomas Troupe (Jakob), Brian Hutton (Johannes), Beulah Bondi (Hannah). 180 minutter.

Frank Borzages sidste film, en genfortælling af Lloyd Douglas' roman om apostlen Peters liv og kald, produceret af det kristne Centurion Films, men distribueret via Walt Disneys selskab Buena Vista. Hvor Jesus optræder, ser man kun hans hånd eller kappesøm, og en anonym lægger stemme til.

King of Kings/Kongernes konge
USA 1961. Prod: MGM. Instr: Nicholas Ray. Manus: Philip Yordan (med assistance af Ray Bradbury). Medv: Jeffrey Hunter (Jesus), Siobhan McKenna (Maria), Rip Torn (Judas), Robert Ryan (Johannes Døber), Hurd Hatfield (Pilatus), Harry Guardino (Barabbas), Royal Dano (Peter), Gregoire Aslan (Herodes), Frank Thring (Herodes Antipas), Rita Gam (Herodias), Carmen Sevilla (Maria Magdalene), Viveca Lindfors (Claudia), Brigid Bazlen (Salome), Guy Rolfe (Kaifas), Orson Welles (fortællerstemme). 169 minutter.

Nicholas Rays helaftensfilm søger at genfortælle historien om Jesus i en overvejende naturalistisk stil og har i øvrigt kun titlen fælles med Cecil B. DeMilles stumfilm. Tilskueren må selv finde ud af, om Jesus var Guds søn. Teenage-idolet Jeffrey Hunter var ifølge filmens program valgt til rollen "på grund af sin myndige fremtræden, oprigtighed og personlige retskaffenhed". Filmen udelader alle undere, den rummer tilløb til et forsvar for Judas og gør Barabbas til politisk oprørsleder og en vigtig person i historien. Mange teologer kritiserede filmen, og hverken hos anmeldere eller publikum var den en succes. Man var måske ved at være træt af bibelfilm.

Barabba/Barabbas
Italien 1961. Prod: Dino de Laurentiis. Instr: Richard Fleischer. Manus: Christopher Fry, Ivo Perilli, Diego Fabbri og Nigel Balchin. Medv: Anthony Quinn (Barabbas), Silvana Mangano (Rachel), Arthur Kennedy (Pilatus), Roy Mangano (Jesus), Vittorio Gassman (slaven Sahak), Harry Andrews (Peter), Jack Palance (Torwald), Katy Jurado (Sara), Ernest Borgnine (Lucius), Valentina Cortese (Julia). 144 minutter.

Storfilm over Pär Lagerkvists roman, som internationalt kom til at overskygge den kunstnerisk mere ambitiøse filmatisering af bogen, som Alf Sjöberg havde lavet i Sverige i 1953. I Richard Fleischers version ser man mere til Jesus i begyndelsen, men ellers interesserer instruktøren sig i højere grad for gladiatorkampe end for den religiøse problematik. I Danmark vist i engelsksproget version.

Ponzio Pilato
Italien-Frankrig 1961. Prod: Glomer/Lux C. C. F. Instr: Irving Rapper. Manus: Gino de Santis, Orste Biancoli, Guglielmo Santagelo og Gian Paolo Callegari. Medv: Jan Marais (Pilatus), John Drew Barrymore (Jesus og Judas), Basil Rathbone (Kaifas), Jeanne Crain (Claudia), Livio Lorenzo (Barabbas). 103 minutter.

Pilatus' historie, delvis med udgangspunkt i de såkaldte Pilatusakter, et apokryft skrift. De bibelske hændelser fortælles i tilbageblik, da Pilatus over for kejser Caligula skal redegøre for sin embedsperiode i Palæstina. Hovedvægten ligger på konfrontationen mellem Jesus og ypperstepræsten Kaifas. Samme skuespiller fremstillede Jesus og Judas (uden at nogen forstod pointen hermed).

La ricotta/Rygeosten
Italien 1962. Prod: Arco/Cineriz/Lyre. Instr. og manus: Pier Paolo Pasolini. Medv: Mario Cipriani (statisten), Orson Welles (instruktøren). 30 minutter.

Under optagelserne af en Jesus-film står filmfolkenes private adfærd i grel modsætning til det højtidelige emne. En fattig statist propper sig med gratis mad og dør af forstoppelse, mens han agerer korsfæstet røver. Denne episodefilm, der sammen med tre andre af henholdsvis Roberto Rossellini, Ugo Gregoretti og Jean-Luc Godard udgør filmen "RoGoPaG", indbragte instruktøren Pier Paolo Pasolini en dom på fire måneders fængsel for blasfemi. Film og instruktør frikendtes dog ved en appelinstans. To år senere lavede Pasolini sin filmversion af Matthæusevangeliet.

O acto da primavera
Portugal 1962. Prod: Lusomondo/Cinefil. Instr. og manus: Manoel de Oliveira. 94 minutter.

Et passionsspil fra 16. årh. af Francisco Vaz de Guimaraes, opført af bønder fra Curalha i Portugal og fastholdt på film af landets kendteste instruktør. Manoel de Oliveira indføjer også scener fra bøndernes dagligdag og sætter passionsspillets indhold i relation til aktuelle problemer.

Il vangelo secondo Matteo/Matthæusevangeliet
Italien 1964. Prod: Arco. Instr. og manus: Pier Paolo Pasolini. Medv: Enrique Irazoqui (Jesus), Margherita Caruso (Maria som yngre), Susanna Pasolini (Maria som ældre), Marcello Morante (Josef), Mario Socrate (Johannes Døber), Otello Sestili (Judas), Settimo de Porto (Peter), Enrico Maria Salerno (Jesu stemme). 142 minutter.

Pasolinis enkle og trofaste gengivelse af Matthæusevangeliet, der dog især fremhæver de sociale aspekter. De optrædende var amatører, bl.a. spillede Pasolinis mor Jesu mor. En neutraltudseende spansk student fremstillede Jesus. I sit hjemland blev han relegeret fra universitetet og retsforfulgt for at have medvirket i en "kommunistisk propagandafilm". Ellers blev filmen nu særdeles positivt modtaget både af filmkritikken og af kirkelige kredse, og mange anser den for den bedste Jesus-film.

The Greatest Story Ever Told/The Greatest Story Ever Told
USA 1965. Prod: United Artists. Instr: George Stevens. Manus: George Stevens, James Lee Barrett og David Hall med Carl Sandburg som konsulent. Medv: Max von Sydow (Jesus), Dorothy McGuire (Maria), David McCallum (Judas), Telly Savalas (Pilatus), Charlton Heston (Johannes Døber), Donald Pleasence (Satan), Claude Rains (Herodes), José Ferrer (Herodes Antipas), Joanna Dunham (Maria Magdalene), Richard Conte (Barabbas), Martin Landau (Kaifas), Angela Lansbury (Claudia), Sidney Poitier (Simon fra Kyrene), Carroll Baker (Veronika), John Wayne (romersk officer), Pat Boone (englen ved graven), Gary Raymond (Peter), Van Heflin (Bar Amand), Joseph Schildkraut (Nikodemus), Shelley Winters (en kvinde). 260 minutter, senere 196 og 141 minutter.

Den sidste af Hollywoods store bibelfilm, en respektfuld gengivelse af evangelierne i imponerende billeder. Filmen blev indspillet 1962-63 i Utahs ørken- og bjergområder, da man ikke længere i Israel kunne finde lokaliteter med karakter af urlandskab. Svenskeren Max von Sydow gav et afdæmpet, men myndigt portræt af Jesus. I USA var han kun kendt af Ingmar Bergmans snævre publikum, men rollen som Jesus gjorde ham til international skuespiller. De fleste andre roller var besat med store Hollywood-navne. Generelt vendte filmkritikken tommelfingeren nedad, men i mange kirkelige kredse blev filmen rost for sin sobre holdning til stoffet. Nogen stor publikumssucces blev den ikke.

Au hasard, Balthazar/Hvad med Balthazar?
Frankrig 1966. Prod: Argos/Parc/Athos/Svensk Filmindustri. Instr. og manus: Robert Bresson. Medv: Ikke-professionelle. 95 minutter.

Jesu fødsel, liv og død fortalt i form af et lille æsels historie. I denne usædvanlige filmfabel kombinerer instruktøren Robert Bresson sin vanlige asketiske stil med et lyrisk tonefald.

La voie lactée/Mælkevejen
Frankrig-Italien 1969. Prod: Greenwich/UM/Fraia. Instr: Luis Buñuel. Manus: Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière. Medv. i det relevante afsnit: Bernard Verley (Jesus), Edith Scob (Maria). 103 minutter.

Buñuels underfundige rejse gennem kirkens historie, hvor de dogmatiske stridigheder fremstår som absurditeter, hører måske ikke til de egentlige Jesus-film. Man møder dog Jesus under brylluppet i Kana og i en scene, hvor hans mor overtaler ham til ikke at barbere skægget af.

Hvezda Betlémská
Tjekkoslovakiet 1969. Instr: Hermína Týrlová. 10 minutter.

En lille animationsfilm, der skildrer Jesu fødsel. Den tjekkiske titel betyder "Betlehems stjerne". Egentlige Jesus-film kendes ikke fra det kommunistiske Østeuropa.

Johnny Got His Gun/Johnny Got His Gun
USA 1971. Prod: Cinemation. Instr. og manus: Dalton Trumbo. Medv: Timothy Bottoms (soldaten), Kathy Fields (hans kærete), Jason Robards (hans far), Marsha Hunt (hans mor), Diane Varsi (sygeplejerske), Donald Sutherland (Jesus). 111 minutter.

Følelsesladet pacifistisk filmmanifest. På et lazaret efter første verdenskrig ligger en soldat, som har fået ansigtet og alle lemmer skudt bort. For hans indre øje veksler erindringsbilleder med fantasier, hvor Jesus ofte optræder.

Salomè
Italien 1971. Prod: Italnolegio Films. Instr. og manus: Carmelo Bené. 77 minutter.

Halvfjerdsernes bølge af sex-film skånede heller ikke Det nye Testamente. Denne version af Salome-historien svælger i nøgen-scener, men rummer også en brutal og sadistisk skildring af Jesus, der bliver torteret og derpå forsøger at korsfæste sig selv (!).

Pilatus und andere
Tyskland 1972. Prod: ZDF. Instr. og manus: Andrzej Wajda. Medv: Jan Kreczmar (Pilatus), Wojciech Pzoniak (Jesus), Daniel Olbrychsky (Matthæus), Jerzy Zelnik (Judas). 90 minutter.

Den polske instruktør Andrzej Wajda stod bag den første vigtigere Jesus-film, som blev lavet direkte for tv. Med brug af motiver fra Mikhail Bulgakovs roman Master i Margarita (dansk Mesteren og Margarita) fortælles om Pilatus, der som følge af politiske og religiøse intriger må dødsdømme en ung jøde, her kaldet Jeshua.

Jesus Christ Superstar/Jesus Christ Superstar
USA 1973. Prod: Universal. Instr: Norman Jewison. Manus: Norman Jewison og Melvyn Bragg. Medv: Ted Neeley (Jesus), Carl Anderson (Judas), Yvonne Elliman (Maria Magdalene), Joshua Mostel (Herodes), Barry Dennen (Pilatus), Philip Toubus (Peter), Bob Bingham (Kaifas). 107 minutter.

Halvfjerdsernes mest sete Jesus-film i biograferne var filmversionen af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices succesfulde rock-musical. Den flot fotograferede film blev indspillet i Israel. Blandt antikke ruiner i Negev-ørknen opfører en gruppe unge skuespillere (som man har set ankomme i bus) i sang og dans scener fra de sidste fem dage af Jesu liv. Judas fremstår som den tragiske skikkelse i historien. Såvel billeder som sangtekster rummer en masse bevidste anakronismer, men evangeliets egne ord har stadig en central placering. Filmen er da også kun blevet mødt med indvendinger fra de mest konservative kristne.

Godspell/Godspell
USA 1973. Prod: Columbia. Instr: David Greene. Manus: David Greene og John Michael Tebelak. Medv: Victor Garber (Jesus), David Haskell (Johannes Døber og Judas). 103 minutter.

Efter den succes, "Jesus Christ Superstar" oplevede, fulgte straks endnu en filmatisering af en rockmusical om Jesus, John Michael Tebelak og Stephen Schwartz' "Godspell". Den fremstår i endnu højere grad end "Jesus Christ Superstar" som et produkt af hippie-kulturen (der gik på hæld). I en bevidst barnlig-naiv stil vises en gruppe blomsterbørn, der midt i New Yorks gader sætter episoder fra Matthæusevangeliet i sang og dans. Jesus optræder i klovneantræk. En forventet kirkelig kritik udebliv; kirkelige ungdomsgrupper tog tværtimod filmen til sig.


The Gospel Road
USA 1973. Prod: 20th Century-Fox. Instr: Robert Elfstrom. Manus: Johnny Cash og Larry Murray. Medv: Robert Elfstrom (Jesus), June Carter Cash (Maria Magdalene), Larry Lee (Johannes Døber), Paul Smith (Peter), Johnny Cash (fortæller). 93 minutter.

Sangeren Johnny Cash var drivkraften bag denne musikfilm, der var countrymusikkens svar på de samtidige rock-musicals om Jesus. Den former sig som en rejse gennem det hellige land, vekslende med scener fra Jesu liv, akkompagneret af Johnny Cash's sang. Instruktøren spillede selv Jesus, der ikke har replikker i filmen.

Die Neider nicht gezählt
Østrig 1975. Prod: Gruppe Borobya Instr: Wilhelm Pellert. Manus: Wilhelm Pellert og Helmut Korherr. Medv: Rudolf Prack, Hilde Sochor, Peter Hey, Marianne Gerzner. 94 minutter.

En filmatisering af Wilhelm Pellert og Helmut Korherrs eget teaterstykke, hvor beboere i kvarteret Ottakring i Wien forfølger og dræber en mand, de kalder Jesus, og hvis adfærd har forarget dem. Den dræbte bliver siden genstand for en kult. Kendes også som "Jesus von Ottakring".

Jeg så Jesus dø
Danmark 1975. Prod: Scorpio. Instr. og manus: Ib Fyrsting. Medv: Finn Tavbe (Jesus) samt anonyme. 88 minutter.

Jesu liv og død som ramme om udpenslede skildringer af sex og vold. En primitiv spekulationsfilm, der ville udnytte den blæst, der på den tid stod om Jens Jørgen Thorsens planlagte kontroversielle Jesus-film. Filmen vakte dog ikke synderlig opmærksomhed, heller ikke omdøbt til "Det blodige kors".

The Passover Plot
USA-Israel 1976. Prod: Atlas. Instr: Michael Campus. Manus: Millard Cohan og Patricia Knop. Medv: Zalman King (Jesus), Donald Pleasence (Pilatus), Hugh Griffith (Kaifas), Scott Wilson (Judas). 128 minutter, senere 88 minutter.

En ikke særlig kendt filmatisering af en fantasifuld roman af Hugh J. Schonfield. Her fremstilles Jesus til en afveksling som politisk demagog, der udnytter tidens sociale uro. Han vil erklære sig for Messias, omstyrte det romerske herredømme og selv tage magten i Israel. En fingeret korsfæstelse indgår i planerne, der forpurres, da en romersk soldat stikker sin lanse i ham.

Gesù di Nazareth/Jesus af Nazareth
Italien-England 1977. Prod: RAI/ITC/NBC. Instr: Franco Zeffirelli. Manus: Franco Zeffirelli, Suso Cecchi d'Amico og Anthony Burgess. Medv: Robert Powell (Jesus), Olivia Hussey (Maria), Anne Bancroft (Maria Magdalene), James Farantino (Peter), Ian McShane (Judas), Rod Steiger (Pilatus), Michael York (Johannes Døber), Peter Ustinov (Herodes), Christopher Plummer (Herodes Antipas), Valentina Cortese (Herodias), Ian Holm (tempelpræsten Zerah), Stacy Keach (Barabbas), Anthony Quinn (Kaifas), Laurence Olivier (Nikodemus), James Mason (Josef fra Arimatæa), Ernest Borgnine (romersk officer), Donald Pleasence, Fernando Rey og James Earl Jones (de tre vise mænd), Ralph Richardson (Simeon), Claudia Cardinale (kvinden, der gribes i hor).

Den længste og mest omfattende Jesus-film, fjernsynets svar på de store Hollywood-film. Franco Zeffirellis tv-film findes i en version i to afsnit på i alt seks en halv time og en version på fire afsnit på i alt godt otte timer. Lokale tv-stationer kan forkorte versionerne.

Filmen blev indspillet i Tunesien og Marokko 1975-76 og har meget kendte skuespillere i selv de mindste roller. Robert Powells fremstilling af titelpersonen bryder ikke med nogen traditioner. Hele Jesu historie er søgt medtaget, men fremstillingen følger især Johannesevangeliet. Der er indlagt enkelte fiktive elementer, f.eks. gøres Zerah, en tempelpræst, til den egentlige ansvarlige for Judas' forræderi. Generelt er manuskriptets respekt for bibelteksten dog stor, og filmen er blevet vel modtaget i de fleste kirkelige kredse. I Danmark vist i engelsksproget version.

Il Messia
Italien-Frankrig 1978. Prod: Orizzonte 2000/Procinex/FR 3/Tele Films. Instr: Roberto Rossellini. Manus: Roberto Rossellini og Silvia d'Amico Bendico. Medv: Pier-Maria Rossi (Jesus), Mita Ungaro (Maria) Carlos de Carvalho (Johannes Døber), Vittorio Caprioli (Herodes), Fausto di Bella (Paulus). 140 minutter.

Roberto Rossellinis sidste film, lavet for tv og udsendt efter hans død. Filmen er en trofast gengivelse af evangeliernes beretning med særlig betoning af forkyndelsen af det kommende gudsrige og af Jesu kærlighedsbudskab. Rossellini havde allerede i 1968 lavet en seks timer lang halvdokumentarisk tv-film over Apostlenes Gerninger.

Jesus
USA 1979. Prod: Inspirational Films/Arrowhead Springs. Instr: Peter Sykes og John Krish. Manus: Barnet Fishbein. Medv: Brian Deacon (Jesus), Niko Nitai (Peter), Talia Shapira (Maria Magdalene), Rivka Noiman (Maria), Peter Frye (Pilatus), Eli Danker (Judas), Richard Peterson (Herodes). 120 minutter.

En filmisk dramatisering af Lukasevangeliet. Filmen er oversat til alle levende sprog i verden og anses derfor for at være en af de mest sete film i verden. Filmen distribueres af missionsorganisationen Campus Crusade.

Monty Python's Life of Brian/Life of Brian - Et herrens liv
England 1979. Prod: Handmade Films. Instr: Terry Jones. Manus og medv: Terry Jones, Graham Chapman, John Cleese, Eric Idle, Michael Palin og Terry Gilliam. 94 minutter.

Jesus optræder kun i udkanten af denne film, der handler om hans samtidige Brian, en profet, man ikke tidligere har hørt om. Intet er helligt for komikergruppen Monty Python, men denne grovkornede spøg gør ikke grin med evangeliet, hvorimod det går ud over Hollywoods bibelfilm. Platte vittigheder veksler med begavet komik, der røber godt kendskab til nytestamentlig tidshistorie.

Das Gespenst/Kors for et spøgelse
Tyskland 1982. Prod., instr. og manus: Herbert Achternbusch. Medv: Herbert Achternbusch, Annamirl Bierbichler, Kurt Raab, Dietmar Schneider, Werner Schroeter. 88 minutter.

Tysk films landsbytosse, Herbert Achternbusch, spiller selv hovedrollen i sin bevidst primitive filmsatire om "den 42. Jesus", der stiger ned fra sit kors i et bayersk kloster. Forundret går han rundt i byen og vil have folk til at besørge i et snapseglas. Han kommer i konflikt med politiet, hygger sig med en nonne osv. Alt i alt nok den mest særprægede Jesus-film til dato.

Cercasi Gesù
Italien 1982. Prod: Intercontineltal/Cinevog. Instr: Luigi Comencini. Manus: Luigi Comencini, Massimo Patrici og Antonio Ricci. Medv: Beppe Grillo, Fernando Rey, Maria Schneider, Alexandra Stewart, Nestor Garay. 105 minutter.

En magtfuld organisation i Rom forsøger at markedsføre en ung mand som en genkommet Jesus. Den unge mand tager imidlertid rollen alvorligt, ja, måske er han faktisk Jesus. En satirisk komedie med en alvorlig undertone og en klar evangelisk slutpointe.

Cammina cammina
Italien 1983. Prod: RAI/Scenario/ZDF. Instr. og manus: Ermanno Olmi. Medv: Alberto Fumagalli, Antonio Cucciarrè, Eligio Martellacci, Vittorio Trinciarelli. 145 minutter.

Et poetisk mysteriespil for tv. Efter at en komet har vist sig, begiver en landsbypræst sig sammen med nogle af sine sognebørn ud på den besværlige søgen efter den nyfødte frelser. De finder barnet i en ruin.

Je vous salue, Marie
Frankrig-Schweiz 1984. Prod: Sara/Pegase/JLG/SFR/Channel 4. Instr. og manus: Jean-Luc Godard. Medv: Myriem Roussel (Maria), Thierry Rode (Josef), Malachi Jara Kohan (Jesus), Philippe Lacoste (ærkeenglen Gabriel), Juliette Binoche (Juliette), Anne Gauthier (Eva). 70 minutter.

Nutidshistorie om tankpasseren Maria, der bliver gravid, selvom hun stadig er jomfru. Hun føder sønnen Jesus og må nu sammen med sin ven, taxachaufføren Josef, vænne sig til den underlige situation. Jean-Luc Godards betragtninger over den ubesmittede undfangelse er et seriøst forsøg på at konfrontere Ny Testamentes fortælling med moderne menneskers levevilkår. Filmen, der er fuld af litterære og filosofiske referencer og holdt i instruktørens vanlige anarkistiske stil, blev fordømt fra katolsk side.

Johannes' hemmelighed
Danmark 1985. Prod: Nordisk Film. Instr. og manus: Åke Sandgren. Medv: Jakob Katz (Johannes), Ina-Miriam Rosenbaum (Jesus), Kirsten Olesen (mor). 53 minutter.

Usædvanlig dansk børnefilm om den niårige Johannes, der er begyndt at tænke over tilværelsens store spørgsmål. En nat kommer Jesus i skikkelse af en ung pige op af wc-kummen og tager ham med ud på en tur, hvor han konfronteres med ondskaben i forskellige former. Åke Sandgren hævdede, at han i trods havde lavet en upædagogisk film, der overlod svarene til børnene selv. Religionen ville han hente ned på jorden for at få folk interesseret i den.

Jesus - der Film
Tyskland 1986. Prod: Michael Brynntrup. Instr: Michael Brynntrup, Dietrich Kuhlbrodt og gruppen Anarchistische Gummizelle. 140 minutter.

En undergrundsfilm, der består af en række eksperimentalgruppers opblæste super-8 kortfilm. Grupperne har hver især leveret deres særprægede tolkning af en episode fra Det nye Testamente.

The Last Temptation of Christ/Den sidste fristelse
USA 1988. Prod: Universal. Instr: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader. Medv: Willem Dafoe (Jesus), Harvey Keitel (Judas), Verna Bloom (Maria), Barbara Hershey (Maria Magdalene), Harry Dean Stanton (Paulus), David Bowie (Pilatus), André Gregory (Johannes Døber), Juliette Caton (engel). 164 minutter.

Katolikken Martin Scorsese og calvinisten Paul Schrader, der begge en kort overgang studerede teologi, bygger ikke deres Jesus-film på evangelierne, men på grækeren Nikos Kazantzákis' roman O teleftéos pirasmós (dvs. "Den sidste fristelse" - bogen er ikke oversat til dansk) fra 1955, en dristig udforskning af striden mellem Jesu to naturer, den menneskelige og den guddommelige.

Filmens form gør flere steder op med Hollywood-klicheer, men rummer også meget, der ligner traditionelle bibelfilm. Scorseses foretrukne skuespiller, Robert De Niro, afslog rollen som Jesus, som i stedet gik til den udtryksfulde, men udpræget nordeuropæiske Willem Dafoe.

Bortset fra danskeren Jens Jørgen Thorsens urealiserede Jesus-projekt har ingen Jesus-film fremkaldt så voldsomme protester fra konservative kirkelige kredse. Filmen mødtes også med stærk fagteologisk kritik. Det kontroversielle ligger i dens sidste del, hvor Jesus på korset i en vision oplever, hvordan hans jordiske tilværelse kunne have formet sig: Han bliver gift med Maria Magdalene, får en masse børn og opnår en høj alder. Han oplever også at høre Paulus prædike om den opstandne frelser. Visionen indgives ham imidlertid af Djævelen, og Jesus vælger til slut døden på korset.

Un bambino de nome Gesù
Italien 1988. Prod: Leone Film/Mediacom. Instr: Franco Rossi. Manus: Franco Rossi, Vittorio Bonicelli og Francesco Scardamaglia. Medv: Allessandro Gassman (Jesus som voksen), Matteo Bellina (Jesus som barn), Pierre Clementi (Sefir, der skal dræbe Jesus), Carmen Sanmartin (Maria), Bekim Fehmiu (Josef). 200 minutter fordelt over to afsnit.

Tv-film om Jesu barndom, skildret som flygtningens situation i stadig angst for omgivelserne. En udsending fra kong Herodes skal dræbe Jesusbarnet, men afstår fra sit forehavende, da et mirakel overbeviser ham om, at barnet er den lovede Messias.

Jésus de Montréal/Jesus fra Montreal
Canada 1989. Prod: Max Films/Gerard Mital/National Film Board of Canada. Instr. og manus: Denys Arcand. Medv: Lothaire Bluteau, Catherine Wilkening, Johanne-Marie Tremblay, Rémy Girard, Robert Lepage, Gilles Pelletier, Denys Arcand. 119 minutter.

Denys Arcand vakte international opmærksomhed med denne fransksprogede canadiske filmallegori om en ung skuespiller, der skal være Jesus i et moderniseret passionsspil. Han identificerer sig mere og mere med rollen og taler magthavere og den golde materialisme imod. Det får alvorlige konsekvenser, og han lider til sidst samme skæbne som Jesus.

Jesus vender tilbage
Danmark 1992. Prod: Superfilm. Instr. og manus: Jens Jørgen Thorsen. Medv: Marco de Stefano, Johnny Melville, Jed Curtis, Jean-Michel Dagory, Benny Hansen, John Hahn-Petersen, Jacob Haugaard, Paul Hagen, Hans Henrik Bærentsen, Hugo Øster Bendtsen. 105 minutter.

Meget løst fortalt fabel om Jesus, der vender tilbage og finder vore dages jord bedre end himlen. Han forelsker sig i en kvindelig terrorist. De forskellige kirker kommer op at slås om, hvem der har mest ret til at bruge ham i sin PR-virksomhed.

Filmen er ikke en endelig realisering af det projekt, Jens Jørgen Thorsen vakte en storm af forargelse og voldsomme protester med i halvfjerdserne. Dette projekt, som staten først gav støtte til og efter protesterne dernæst ulovligt fratog støtten igen, hed dels "The Many Faces of Jesus Christ", dels "The Love Life of Jesus Christ". "Jesus vender tilbage" (med den internationale titel "The Return") er derimod en ny Jesus-film. Anmelderne fandt ikke denne nye film hverken forargende eller interessant på nogen måde, og opsigtsvækkende sex-scener gik man forgæves efter. Publikum svigtede også aldeles. Jesus blev i øvrigt spillet af den helt ukendte italiener Marco de Stefano.

Kilde: "Jesus i hovedrollen" - et hefte om Jesus som film-star! - Religionspædagogisk Center 1994

 

 

---