Tidligere ateist skrev Ben-Hur

Af Johan Schmidt Larsen
Tilblivelsen af romanen og filmen "Ben-Hur" er en fantastisk historie. Både bog og film er blevet bestsellere. Men forfatteren er også værd at stifte bekendtskab med.

Wiliam Wylers film om Ben-Hur er i særklasse og en af 50'ernes største, mest imponerende og dyreste bibelfilm. Filmen havde et enormt budget og modtog ikke mindre end 11 Oscars samt en lang række andre priser. Optagelserne til filmens berømte hestevæddeløb varede hele fem uger og havde 15.000 statister, mens filmen i øvrigt bestod af 300 imponerende, specialbyggede kulisser.

Hovedrollen som Ben-Hur blev tildelt Charlton Heston. Han var på daværende tidspunkt på toppen af sin karriere. At det blev Heston, der scorede hovedrollen, var nok ikke helt tilfældigt. Han havde nemlig med stor succes spillet Moses i Cecil B. DeMilles lige så imponerende storfilm De ti Bud fra 1956.

I 2010 udkom miniserien Ben-Hur, som fik en god modtagelse af anmelderne på Filmogtro.

Nu er der så i 2016 kommet et nyt bud på sagaen om Judah Ben Hur. Filmen har Timur Bekmambetov som instruktør. Bekmambetov er særlig kendt for sine gyser- og vampyrfilm: "Mørkets Vogtere", "Lysets Vogtere" og Abraham Lincoln: Vampyre Hunter. Filmen har desværre fået meget blandede anmeldelser over hele linjen, og vores anmelder Carsten Riis Jensen er heller ikke særlig venlig stemt overfor filmen. Dertil er der indgået alt for mange kompromisser på alle fronter. Meget tyder på, at Tim Bekmambetovs film vil gå i filmhistorien som en af de mislykkede af slagsen.

Monumentale bibelfilm
William Wylers version af Ben-Hur blev kulminationen på 50'ernes forkærlighed for monumentale bibelfilm. Forud var gået bl.a. Quo Vadis fra 1951 og The Robe (Men jeg så ham dø) fra 1953. Senere forsøgte andre sig i samme genre, men uden samme held. Bl.a. stod instruktøren Nicolas Ray i spidsen for Kongernes Konge i 1963, men filmen fandt hverken nåde hos det kirkelige publikum eller hos anmelderne. Derfor indtager den i dag en topplacering i kategorien "glemte bibelfilm".

Med til den spændende saga om Ben-Hur hører også, at bogen af samme navn, blev skrevet af den amerikanske general Lew Wallace (1827-1905). Gert Grube fortæller i sin andagtsbog Slip glæden løs, at Wallace faktisk var ateist, da han påbegyndte sin bog:

Wallace traf på en togrejse oberst Ingersoll, der ligeledes var en kendt ateist. De diskuterede alt muligt, også "kristendommens meningsløshed". Ingersoll udfordrede i samtalens løb Wallace med følgende ord: "De er intelligent og har en god uddannelse. Hvorfor skriver De ikke en bog, hvori De beviser, at kristendommen er meningsløs, og at Jesus Kristus aldrig har levet? Det ville være en sensation!"

Wallace tog begejstret imod opfordringen og gik i gang med arbejdet. I årevis samlede han materiale til sin bog. Han havde allerede skrevet fire kapitler, da han, som ramt af lynet, måtte erkende, at Jesus Kristus faktisk havde levet. Han blev endda overbevist om, at denne Jesus var mere end bare en historisk person, og at det gik an at tro Kristus og overgive sit liv til ham.

Ben-Hur blev en bestseller
Derefter besluttede Wallace sig for at omskrive de fire kapitler, han allerede havde skrevet. Ud af anstrengelserne kom bestselleren Ben-Hur, som allerede blev en verdenssucces, mens Wallace levede.

I 1899 fik romanen sin debut som teaterforestilling på Broadway i New York. Wallace var dog i udgangspunktet særdeles betænkelig ved, om romanen nu også kunne tilpasses teateret. Han så særligt to problemer. For det første var han usikker på, om teatret kunne håndtere bogens religiøse karakter på en følsom måde. I den forbindelse var Wallace specielt usikker på, om det var muligt for en skuespiller at levendegøre Kristus. Det andet problem var, hvordan et væddeløb med stridsvogne kunne foregå på et teater? Uden væddeløbet, ville der næppe være tale om den Ben-Hur, som mange kendte og holdt af.

Teaterfolkene formåede dog at overbevise Wallace om noget andet. Det blev aftalt, at Jesus kun skulle vises som en hvid lysstråle. Problemet med væddeløbet blev løst ved at træne otte heste med stridsvogne til at løbe på et løbebånd. Båndet var installeret i scenegulvet, mens baggrundstæppet var monteret på en såkaldt cyklorama – et bevægeligt tæppe - som skulle skabe en illusion af, at heste og stridsvognene faktisk bevægede sig fremad.

Filmkunstens problemer med Jesus
Selv om Wallace var forud for sin tid, fik han jo ret i, at både teaterets og filmkunstens store problemer har været at skildre Guds søn på en troværdig og en loyal måde. I næsten alle Jesus-film har skuespillerens tolking af Jesus-skikkelsen været filmens det svageste punkt, eller i det mindste den rolle, som skilte vandede mest blandt publikum og anmeldere.

Den problematik løste filminstruktøren William Wyler på en fin måde set ud fra både en teologisk og en kunstnerisk synsvinkel. Han foretog det geniale træk, at kameraet ganske enkelt aldrig viser Jesu ansigt forfra, men at kameraet derimod er rettet mod de mennesker, Jesus mødte.  Dermed blev filmens fokus rettet mod menneskers reaktioner og oplevelser af Jesu autoritet og guddommelighed samt de konsekvenser, mødet med ham fik for deres liv.

I William Wylers film ser vi den jødiske adelsmand Ben-Hur blive taget til fange af den romerske besættelsesmagt. Han bliver sendt med én af de romerske galajskibe som en ussel lave. Sammen med hundredvis af andre slaver sad han i skibets bug og drev skibet hastigt frem, så skibet for fuld årekraft kunne vædre og sønderrive fjendens skibe.

Et skelsættende møde
På vejen til galejen, iført lænker og anført af en flok brutale romerske soldater, krydses hans vej af Jesus Kristus. Udhungret og tørstig, som han er, modtager han et bæger vand af Jesus. Og idet Jesus rækker Ben-Hur bægeret, mødes deres blik – et blik og et møde, som får skelsættende betydning for Ben-Hur:

På grund af umenneskelig udnyttelse og mangel på mad og hvile, dør slaverne som fluer. Men gennem mødet med Frelseren har Ben-Hur fået en opholdelsdrift og en indre styrke, som overgår al menneskelig forstand.

Også den afstumpede og brutale romerske kaptajn møder Jesu blik, da han forsøger at forhindre ham i at give Ben-Hur vand. Men også da deres blik mødes, lammes kaptajnen af afmagt og rådvildhed, og han formår ikke så meget som at krumme et hår på Jesu hoved.

---