Nattens dæmoner

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En gyserfilm om hvordan dæmoner terroriserer en familie – og hvordan familien reddes. En film som også tager kirkens syn på dæmoner alvorligt.

Et skæbnesvangert flyt
Carolyn og Roger Parron - spillet rigtig godt af Lili Taylor og Ron Livingston - flytter med deres fem piger ind i et gigantisk hus på Rohde Island. Huset var billigt, fordi det er faldefærdigt og ligger langt ude i ingenting. Men måske er der en grund mere til, at det er så billigt? I hvert fald oplever familien hurtigt mange uhyggelige ting, der får dem til at søge hjælp hos specialisterne i paranormale fænomener: Lorraine og Ed Warren - spillet med god indlevelse af Vera Farmiga og Patrick Wilson. Warrens er et meget anerkendt team, der i samarbejde med den katolske kirke undersøger "spøgeri", "besættelse" og andre ubehagelige overnaturlige fænomener. Med deres kombination af Lorraines clairvoyante evner og Eds tekniske kunnen med fotografiapparater, filmoptager og lydoptagelse (vi er i 70’erne – så ingen video) analyserer de disse fænomener. Meget ofte finder de naturlige forklaringer på problemerne, men nogle gange må de konstatere, at der er noget overnaturligt på spil og tilbyde deres hjælp med at fjerne det. Familien Parrons situation er i høj grad et sådant tilfælde, og Warrens med hjælpere rykker ind i det hjemsøgte hus. Gennem mange meget dramatiske hændelser lykkes det at få de dæmoniske kræfter drevet ud af huset og af familien.

Velskrevet gyser
Det er på en måde en helt klassisk gyser: med et rigtig mørkt og gammelt hus med mange skjulte rum, uhyggelige lyde og rædselsvækkende syn. Ser man den for at hoppe i stolen, bliver man næppe skuffet. James Wan bruger hele det klassiske repertoire, men tilfører nogle nye kameravinkler. I modsætning til nogle gyserfilm er ubehagelighederne ikke kun psykiske, men også ret fysiske – fx det at blive hevet ned fra sengen, mens man ligger og sover. Stanken af råddent kød er også ret fysisk i filmen – godt at biograferne endnu ikke er udstyret med lugt-generator J.

Realistisk dæmonhistorie
Filmen bygger på de autentiske reportager fra Warrens virke. Dette understreges på forskellige måder i begyndelsen og især i slutningen af filmen, hvor vi ser fotos af de virkelige personer, som skuespillerne netop har spillet. Jeg fornemmer autentiteten i mange detaljer undervejs i filmen. Også den kirkelige del af undersøgelse og uddrivelse virker meget troværdig – i modsætning til langt de fleste andre uddrivelsesscener jeg har set i diverse gyserfilm. Det er helt befriende at møde de dæmoniske kræfter og kirkens sejr over dem på en virkelighedstro måde. Faktisk vil jeg vove at påstå, at man kan lære noget om denne mørke del af virkeligheden ved at se denne film – bl.a. dens klip fra ægteparret Warrens undervisning. Alt dette tilfører en ny dimension til gyset. For jeg kan faktisk ikke bare sidde og ryste, så popcornene rasler, og tænke: "Rolig nu, det er jo bare film!" – for det er desværre også virkelighed. Taylors spil som den besatte mor er – set i dette lys - modbydelig godt lavet!

Filmen slutter med et Warren-citat (citeret efter hukommelsen): "Djævelen eksisterer. Gud eksisterer. Dit liv og din evighed afhænger af, hvilken af dem, du følger."

For en gruppe, der tåler gyset, vil filmen være velegnet til en Film og tro-aften.

Se artiklen Film med eksorcisme.

---