Fornuft og følelse

Af: Nicolaj Wibe
Romantik i klassiske højder for en mor og tre døtre i 1800-tallets England.

Hvordan får man dog tid til at se en så gammel og velkendt film som "Fornuft og Følelse"? Sådan spurgte en god ven. Svaret er, at ind imellem er det altså rart med en klassiker. En film der bare er smuk og ren i alle kanter. Her er ingen vold, krænkende sex-scener eller vulgært sprog. Her er ingen stunt eller lammende forskrækkelser. Bare en film, hvor stemning, billeder, skuespil og handling går op i en højere enhed. Undskyld at jeg er romantiker. Men det er altså ikke uden grund, at filmen er belagt med de flotteste priser!

Filmen er baseret på en roman af Jane Austen. Temaet er den uforløste kærlighed.

Filmen tager udgangspunkt i en social tragedie. Godsejeren Henry Dashwood dør pludseligt og efterlader sig kone og tre døtre, Elinor, Marianne og Margaret uden tag over hovedet og med kun få økonomiske midler. Sønnen Edward og hans kyniske og griske kone, Fanny, overtager gods og indtægter. Der er hverken plads i hjerte eller bolig til den efterladte familie.

Emma Thompson spiller den fornuftige og korrekte Elinor, der prøver at holde sammen på familien. Hendes fornuft bliver dog sat på en hård prøve. Inden familien forlader godset, møder Elinor svigerindens sky, men mandige bror Edward, spillet af Hugh Grant. Stærke følelser opstår mellem de to, men den intrigante svigerinde tvinger broderen væk, inden han får sat ord på sine følelser.

Elinor og resten af familien fuldender den sociale og følelsesmæssige nedstigning, da de flytter ind i et lejet hus på en slægtnings ejendom. Her længes Elinor efter Edward, samtidig med at hun har sit hyr med den impulsive og frigjorte søster Marianne, spillet af Kate Winslet. Marianne, der på alle måder er Elinors store modsætning, kaster sig ud i en stormfuld forelskelse i den smukke verdensmand Willoughby, der dog senere viser sig at være en skidt fyr.

De to søstre har meget at lære. Omgivet af et samfund, der er optaget af penge og social status, og for hvem to kvinder uden medgift bosiddende i et lejet hus, absolut ingen værdi har. Frustrationer og lidenskab holdes i ave af en social omgangsform, der er fuld af tomme konversationer. Elinor indordner sig for at beskytte sig selv, mens Marianne udfordrer med sin over-frimodige adfærd, hvorved hun blotter sig og i sidste ende brænder sig. Kampen mellem fornuft og følelse raser mellem og i søstrene. Mere skal ikke afsløres her!

At give sig selv lov til at se en klassiker som denne film, er at give sig selv lov til at få genoplivet de store følelser, skuffelser og glæder. Der er ikke noget at betænke sig på.

---