Vintersøvn

Af: Michael Agerbo Mørch
Tyrkisk storfilm imponerer med stærke tematikker om relationer, identitet og tro. Instruktøren bruger dialogen som det væsentligste middel i handlingen.

UDFORDREDE RELATIONER
I skrivende stund afholdes Cannes Festival 2015 i Frankrig. Det uofficielle verdensmesterskab i filmkunst plejer at kaste en større mængde interessante titler af sig, og det tegner også til at blive et godt år i år. Sidste års vinder, Nuri Bilge Ceylans "Vintersøvn", fås nu på dvd i Danmark. Og det er godt, for filmen er virkelig udmærket.

Måske vækker navnet Ceylan ikke umiddelbar genklang for Film&Tros læsere, men det kunne det godt gøre. Så godt som hele hans film-CV er nemlig blevet rost til skyerne af et enigt anmelderkorps, og mange filmelskere har fået en særlig glæde ved at se Ceylans rolige og intense dramaer. Ceylan har instrueret otte film; de seks er blevet fremvist i Cannes. Af disse seks film - "Kasaba" (1997), "Distant" (2002), "Climates" (2006), "3 Monkeys" (2008), "Once Upon a Time in Anatolia" (2011) og "Vintersøvn" (2014) - er det kun den førstnævnte, der ikke har fået en pris. Det er altså en overordentlig velrenommeret instruktør, som nu bliver præsenteret på det danske marked med en dvd-udgivelse.

"Vintersøvn" handler om den midaldrende Aydin, en velhavende tidligere skuespiller, der driver et hotel i det centrale Anatolien (i Tyrkiet) med sin smukke hustru Nihal. Udover et hotel ejer de også en stribe lejligheder og huse i nærområdet. Aydin og Nihal har Aydins søster, Necla, boende, efter hun har været igennem en hård skilsmisse. Disse tre karakterers indbyrdes forhold til hinanden driver filmen fremad.

Sammenligning med Richard Linklater
Min første tanke var, at "Vintersøvn" minder meget om Richard Linklaters film. Begge instruktører bruger dialogen som det væsentligste middel til handling. I "Vintersøvn" kan en samtale mellem Aydin og Necla tage over ti minutter, hvor de ikke laver andet end at diskutere. Det lyder trivielt, men det er fantastisk fængende. Dialogerne er velskrevne og udvikler sig på en troværdigt transparent måde. Der er frit udsyn ind i de strukturer, der ligger til grund for samtalen. En effekt der gør hele spændingen mellem de diskuterende meget nærværende.

En anden sammenligning mellem Ceylan og Linklater kunne være deres brug af det scenografiske. De flotte plateauer over landskaber, der stemningsfuldt lægger op til de lange samtaler. Naturen har tydeligvis en indvirkning på mennesket, og det bliver klart, at de diskussioner, som Aydin, Nihal og Necla har, ikke kunne været foregået på samme måde i fx Istanbul. Den melankoli, der uundgåeligt følger med den begyndende vintersne, som langsomt daler ned over hotellet, er netop central for relationerne i filmen.

Som ventet giver filmen ingen svar på disse spørgsmål, men udkaster dem til diskussion og samtale. Har man tid til at se den, vil den være meget brugbar som grundlag for en samtale i en studiegruppe eller et mindre fællesskab. Evt. kan man tale om disse spørgsmål:

1. Hvad gør det ved Aydin at møde Hamdi og hans familie og høre om den behandling, som Aydins ansætte har udsat familien for?
2. Tal om diskussionen mellem Aydin og Necla. Hvorfor udvikler den sig, som den gør?
3. Hvad er det egentlig, Aydin vil med sit liv?
4. Burde Aydin have eftergivet sine lejeres gæld? Hvorfor/hvorfor ikke?
5. Hvad gør det ved Nihal at se Ismail brænde pengene?

---