The Substance

Af: Christian Riis Jensen
Hvad gør en kvinde, der hele sit liv har levet af sit flotte ydre, når alderen begynder at sætte begrænsninger? En Oscarnomineret film med så meget bar hud at det er på grænsen til ubekvemt.

I ER ÈN 

”The Substance” handler om Elisabeth Sparkle (Demi Moore), som er en stor og succesrig kendis i sin karrieres efterår. Hun har en stjerne på Hollywoods ’Walk of Fame’, samt en Oscar, og hun er kendt for sin skønhed. Tæt på sin 50-års fødselsdag, bliver hun fyret fra sit Tv-program, fordi produceren (Dennis Quaid) leder efter en ung og smuk erstatning. Det går svært ud over Elisabeths selvværd, som ikke lang tid efter på skummel vis bliver tilbudt det mystiske mirakelprodukt The Substance. Produktet er et serum, som lover at fremskaffe en yngre, smukkere og mere perfekt version af dig selv. I desperation og mangel på alternative løsninger, vælger Elisabeth at tage serummet, og herefter nærmest ”fødes” en ung og smuk version (Margaret Qualley) af Elisabeth ud af hendes ryg. Herefter er Elisabeth og hendes yngre klon Sue nødt til at følge et sæt regler og skiftes til at være i live, så deres symbiose kan trives.

Filmen varer lidt over 2,5 timer, og selvom handlingen er pacet rigtig fornuftigt, så kan det alligevel godt mærkes. De ufatteligt mange og langvarige sekvenser med nærbilleder af de to kvindelige hovedkarakterers kroppe blev mere end en anelse i overkanten i længden. Især når intimgrænsen så at sige nøjedes med at være de allersidste 2 procent af deres kropsareal. Kropslig skønhed spiller en væsentlig rolle i filmens handling, og senere bliver denne skønhed temmelig usmuk, men af en gyserfilm at være, så bestod den første time af ustyrligt meget nøgenhed, så derfor blev det alligevel på grænsen til ubekvemt. Selvom næroptagelserne af de to hovedkarakterers fysik fyldte meget, var der til gengæld også plads til rigtig flot og veltænkt scenografi.

Slutningen tager en underlig drejning fra drama og horror til grotesk splatterkomedie. Gyserfilm kan godt finde på at udvikle sig til noget mere thriller-præget, når det ukendte pludselig bliver kendt, men her går ”The Substance” deres helt egen unødvendige retning med slutningen. Det kræver i hvert fald ikke særligt mange overvejelser at tænke sig til en bedre slutning.

Velspillet psykologisk drama
Det mest interessante drama udspiller sig mellem Elisabeth og Sue, der i udgangspunktet er én person, men som hurtigt bevæger sig i hver sin retning. Karakterernes personligheder former sig forskelligt, og der opstår indirekte stridigheder mellem ungdommens hybris og længslen efter fortiden.

Særligt én scene stikker ud, fordi den på helt ekstraordinær vis afspejler hovedkarakterens psykiske tilstand, som for mig var voldsomt frustrerende at være passiv vidne til. Scenen udspiller sig, lige som man tror, at Elisabeth er ved at hive sig selv op fra et mørkt og ensomt psykisk hul, da hun er på vej ud ad døren til en date. Men hun formår aldrig at komme længere end hoveddøren, da hun ved synet af Sue konstant bliver mindet om sin utilfredshed med sit udseende. Demi Moores skuespil spiller i forvejen en kæmpe rolle for filmens underholdningsværdi, og hun gør det særdeles fremragende i denne scene.

Selvom det psykologiske drama var virkelig spændende og betagende, så blev det desværre overskygget af nogle dybe plothuller. Da filmen var slut og horrorstemningen havde lagt sig, ville jeg bare ønske, at det havde været eftertænksomhed der fyldte i stedet for forvirring over uopklarede plothuller.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---