Still Alice/Jeg er stadig Alice

Af: Anette Hedager Nielsen
En 50-årig professor får konstateret Alzheimers. Det må efterhånden afsløres for ægtemanden, børnene og arbejdspladsen, og dét er ydmygende.

ORDENE BLIVER VÆK
Professoren Alice (Julianne Moore) opdager kort tid efter sin 50-års fødselsdag, at ordene bliver væk for hende. Og ikke nok med det, hun mister også overblikket over, hvor hun er, selv om hun løber sin sædvanlige rute. "Jeg er stadig Alice" er en film om Alzheimers' indtog i et menneskes liv - ja i hele familiens hverdag, baseret på romanen af samme navn.

Alice fornemmer, at det ikke er almindelig glemsomhed, så hun søger læge. Han beder hende komme igen og tage en pårørende med. Men Alice har ikke lyst til at fortælle det til sin mand, John (Alec Baldwin), som hun i øvrigt har et godt forhold til. Da hun får sig taget sammen til det, slår han det hen med, at "vi glemmer alle sammen indimellem, fx ...". Alice bliver vred over, at han ikke vil tage hende alvorligt. John kommer dog hurtigt til at støtte Alice, men føler sig lige så magtesløs som Alice.

Næste step er, at deres voksne børn skal have det at vide. Alice er afklaret, men det er meget ydmygende at fortælle det. Og hun er meget ked af, at hendes Alzheimers er en meget sjælden version, som er arvelig. Vil børnene tage en test, som kan afsløre, om de bærer mutationen? Børnene reagerer meget forskelligt. De er famlende overfor, hvor meget de skal blande sig. Alice beder datteren Lydia (Kristen Stewart) om at stave et ord, så en aftale kan komme i kalenderen - og Lydia staver det. Den anden datter, Anna (Kate Bosworth) siger, at det skal Alice ikke bekymre sig om; det skal de nok minde hende om. Lydia spørger lidt ind til, hvordan sygdommen er, og Alice er glad for at kunne fortælle om, hvordan hun ser ordene hænge i luften, men ikke kan nå dem. I filmen vises flere forskellige eksempler på sygdommens konsekvenser. Det kan være ting, der er væk eller placeret forkerte steder. Eller et spørgsmål, Alice gentager fem minutter efter, at hun har fået svar på det. Det giver anledning til pinlige situationer for familien. Alice har gode dage, hvor hun husker sine "dumme" ting og siger, at hun føler sig flov over det.

Selv arbejdet kan hun ikke beholde. Det er svært at skulle sige det på universitetet. Alice har med besvær udarbejdet et foredrag om sin sygdom, som hun får lov at holde en forelæsning om. Det er en lang tale, men der er mange guldkorn i den om, hvordan Alzheimers opleves som at miste sig selv. Men Alice kæmper for at holde fast i den, hun engang var. John og Alice prøver at få nogle gode oplevelser sammen - leve i nuet - og mindes gode øjeblikke i livet.

Julianne Moore har meget fortjent fået en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle som Alice. Vi ynkes over det liv, hun går i møde. Vi har også ondt af John, som gerne vil være der for sin hustru, men som vælger eller bliver nødt til at tænke på sin karriere. Jeg så filmen sammen med en veninde, som er medhjælper for en Alzheimers-ramt. Hun synes, filmen giver et realistisk billede af, hvordan sygdommen kan være for den Alzheimers-ramte og for hele familien.

---