Solaris

Af: Henrik Højlund
Tarkovskijs film er en kompleks og gådefuld film. En film som kræver flere gennemsyn for at forstå handling og symbolik.

Jeg så først Steven Soderberghs genindspilning fra 2002 af den russiske mester Andrej Tarkovskijs "Solaris" fra 1972. Jeg tror, det var en fordel. Soderberghs er helt klart mere tilgængelig, i mine øjne også mere entydig. Måske har jeg ikke forstået Soderberghs hensigt, men jeg oplevede det som en vidunderlig film om opstandelsens mulighed.

Og med de briller på gik jeg til Tarkovskijs film. Jeg forventede mig noget mere komplekst, sådan som det er med Tarkovskijs langt fra lettilgængelige film. Men samtidig forestillede jeg mig også, at lige netop opstandelsestemaet kunne tænkes at være tydeligt, fordi Tarkovskij har en klar kristen tematik i sine film. Jeg tænker på Andrei Rublev: Den yderste dom og "Offeret".

Og Tarkovskijs "Solaris" er kompleks, skulle jeg hilse at sige! Den er komplet umulig at yde retfærdighed ved et enkelt gennemsyn. Jeg vil tro, at man bør se den mindst fem gange, før man kan sige ret meget fornuftigt om den. Derfor skal følgende "anmeldelse" ikke læses som andet end en enkelt tilskuers første indtryk ved mødet med en film, som på én gang er gådefuld, grænsende til det helt uforståelige samtidig med, at den også virkede meget umiddelbar på undertegnede med nogle nærmest arketypiske billeder og symboler.

Genren er science-fiction. Psykologen Kris Kelvin sendes fra jorden til en rumstation ved en fjern planet. Folkene på rumstationen har oplevet uforklarlige, foruroligende fænomener, og Kris skal forsøge at løse gåden og redde stationen. At man sender en psykolog har noget at gøre med, at problemerne på rumstationen muligvis er af mere psykologisk end teknologisk art. Problemet består i, at folkene på rumstationen oplever en form for genoplivninger af mennesker fra deres egen fortid. Der sker en slags materialiseringer af afdøde mennesker.

Kris oplever snart det samme ombord. Hans elskede, afdøde hustru materialiserer sig meget levende og fysisk.  Og selv når hun og de andre materialiseringer skaffes brutalt af vejen, dukker de op igen.

Man har en formodning om, at det gådefulde fænomen skyldes det hav, som fylder den nærliggende planet. Havet, hele planeten synes at fungere som en levende, intelligent organisme.

Vi er meget langt fra en normal thriller-action-agtig sci-fi-film med "Solaris". Filmen tager sig uendelig god tid – til meget lidt, eller til vanskelige dialoger, sære sceneskift, uforståelige sammenhænge og billeder. Det er en film for nørder, for filosoffer, for folk, der vil meget mere end underholdes. Filmen siges at have meditative kvaliteter. Som Tarkovskijs øvrige (få) film. Jeg tror, der er noget om snakken. Den bevæger ikke på et umiddelbart psyko-dramatisk plan, men den bevæger alligevel. Måske på et dybere plan. For det er ikke kun tanken, der sættes i gang – med alle de rynker, man får i panden undervejs for at forstå det ene og det andet. Der er noget i Tarkovskijs måde at lave billeder på, måden at putte særlige, egentlig meget enkle virkemidler ind i billederne, sammen med de underligste billedskift, som gør, at filmen bevæger, trods dens uforståelighed.

På den måde er der noget ved Tarkovskijs film, der kan minde om et moderne digt, som øjensynlig er blottet for almindelig sproglig logik, og som derfor snarere skal læses som ordbilleder, der hænger sammen på et dybere, associativt, følelses-erkendende plan.

Nu er ikke alt uforståeligt. Filmens temaer cirkulerer, så langt jeg forstår den, om forholdet mellem tro og videnskab, moral og videnskab, videnskabens grænser over for de eksistentielle spørgsmål.

Nogle klokkeklare citater fra filmen peger i den retning: "Viden er kun sand, når den hviler på et moralsk grundlag." Og sagt med tydelig distance: "Gør ikke et videnskabeligt problem til en banal kærlighedshistorie." Hvad er egentlig banalt: kærligheden eller videnskaben? Og denne: "Skam er den følelse, der vil redde menneskeheden."

Filmen plæderer for, at det mest grundmenneskelige: at søge meningen med livet, med lidelsen, med døden, det finder vi ikke gennem den rene fornuft og videnskab.

Bliver der så noget opstandelse – som i Soderberghs nyindspilning? Ikke nær så tydeligt. Eller også har jeg bare slet ikke forstået den underliggende symbolik. Men jeg tror nok, at også det tema spiller med. "Jeg vænner mig aldrig til de genopstandelser," siger en af personerne på et tidspunkt. En næsten omvendt ironisk kommentar fra kristen opstandelsestro versus enhver afvisning af opstandelse i den moderne fornufts navn.

Der er meget lidt musik i filmen, men ét stykke går igen hele vejen: Bachs "Ich ruf' zu dir, Herr Jesu Christ ". Så er vi i hvert fald ikke i tvivl om den underliggende kristne tone.

Jeg anbefaler stadig Soderberghs indspilning, som er en enklere film med et, synes jeg, stærkt budskab om opstandelsen. Men man bør unde sig selv bagefter at se originalen. Man kan jo tage den lidt i bidder, som jeg gjorde. Det er antagelig en forbrydelse mod noget af selve filmens virkningsmulighed, men skidt pyt, kan man tvinge sig selv til at se den på den måde, belønnes man alligevel. Og man tænker: Den skal ses igen.

Jeg finder det noget nær umuligt at give den stjerner. Filmen er i en kategori for sig. Den kan ikke få stjerner i forhold til nogen anden film. Skulle jeg give den stjerner for underholdningsværdien, for dramaet, for det umiddelbart medrivende, måtte jeg nøjes med en 2-3 stykker. Men den målestok dur ikke. Jeg overlader bestjerningen til læseren.

---