Perfect Days

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En midaldrende mand lever af at gøre toiletter rene i Tokyo. Han bor enkelt og er glad for sit arbejde og sine daglige rutiner. Det er en kunstfilm i langsomt tempo og med få ord.

GLÆDE OVER LIVETS LYSE SIDER 

Hvor tit sker det, at et projekt, der i udgangspunktet er en kommunalt finansieret dokumentar om de lokale offentlige toiletter, udvikler sig til en kunstfilm, hvor hovedpersonen får de gyldne palmer og filmen bliver Oscar-nomineret? Aldrig, vil det fornuftige svar være, men det skete ikke desto mindre for ”Perfect Days”. Japan indstillede filmen til en Oscar, og den blev nomineret i kategorien bedste udenlandske film, men blev overgået af The Zone of Interest.

Tag del i filmen
Den tyske instruktør Wim Wenders (læs artikel om ham her) har gennem livet kastet sig over mange forskellige temaer fra vidt forskellige lokaliteter, men fælles for alle filmene er, at han forventer medleven af sit publikum. I et interview i forbindelse med ”Perfect Days” siger han: "Folk og filmanmeldere har glemt, at der findes en anden måde at gå til en film på. En tilgang, hvor man inviteres til aktivt at tage del. Blockbuster-film indbyder os ikke til deltagelse. De serverer det bare for os på et fad, og vi spiser, og det er det." Kan man finde sig i, at en film giver sig god tid, så er det muligt at lade sig underholde af ”Perfect Days” uden at fordybe sig. Men ”tager man aktivt del” som Wenders kalder det, og prøver at leve sig ind i og se bagom handlinger, stemninger, ord og ansigtsudtryk, så åbner der sig nye perspektiver.

En rutinemæssig hverdag
Filmens hovedperson er den midaldrende Hirayama (K?ji Yakusho). Han er en stilfærdig og nøjsom mand, som bor beskedent i en lille lejlighed i et gammelt hus i Tokyo. Hirayama er meget alene, men ikke ensom. Han nyder sit arbejde som toiletrengører, og en rutinepræget hverdag. Han har en stor samling kassettebånd med amerikansk 70’er og 80’er musik, og en samling af litterære romaner. Vi følger ham, mens han vågner, folder sin sovemåtte sammen, børster tænder, vander potteplanterne og trækker en læskedrik i en automat, inden han starter en lille varevogn og begynder på sin runde til toiletterne. Og hvis vi holder øje med hans grundige arbejde dagen igennem, så lærer vi, hvordan man gør et toilet ordentligt rent. Efterhånden møder vi nogle af de mennesker, Hirayamas daglige rutiner bringer ham i forbindelse med. Og vi bliver lidt klogere på hans familiemæssige baggrund. Men det er jo en film af Wim Wenders, så vi får mange antydninger, men ingen færdige svar. Filmens grundtone er helt igennem venlig, indlevende og humoristisk.

En helt igennem tiltalende mand
Lydsiden domineres af kunstnere som Lou Reed, Patti Smith og Van Morrison, som Hirayama spiller på sine kassettebåndoptagere hjemme og i bilen. Musiknumrene er passet ind, så sangteksterne kommenterer handlingen – eller modsat. Kameraføring og klipning ligner næsten en dokumentarfilm. I et interview fortæller Wenders, at han længe havde drømt om at lave noget fiktion i en dokumentarisk stil, så han var glad, da det helt naturligt skete med denne film.

Vi blev berigede ved at møde den tiltalende Hirayama og lære ham at kende som et menneske, der glæder sig over livets lyse sider, og evner at se andre og på sin stilfærdige måde give lidt støtte. Man kunne ønske, at han kunne være en del at ens omgangskreds længe efter at filmen er slut.

Filmen er kommet på dvd.

---