Rocky - 50-års jubilæum

Af Christian Thomsen
Det er 50 år siden, Rocky fik premiere i de amerikanske biografer. Det var Sylvester Stallone, der fik inspirationen til filmen, som med Stallone som hovedrolleindehaver endte med at få en Oscar for bedste film.

I år er det 50 år siden, den lille, undseelige film "Rocky" overraskede mange og vandt prisen for bedste film ved Oscaruddelingen. Det var et særdeles stærkt felt, som talte film som "Alle præsidentens mænd", "Network" og Martin Scorseses "Taxi Driver".

Mange kan ikke huske en tid, hvor "Rocky" var en lille, undseelig film, men lad os skrue tiden tilbage.

En skuespiller der nægtede at give op
I dag er Sylvester Stallone en af Hollywoods store stjerner. Men i midten af 1970’erne var han en kæmpende skuespiller, der havde svært ved at få de roller, han drømte om. Han var langt fra den selvfølgelige hovedrolleindehaver, som de store filmselskaber ville satse millioner på.

Stallone fik inspirationen til "Rocky", da han i 1975 så boksekampen mellem verdensmesteren Muhammad Ali og den forholdsvis ukendte bokser Chuck Wepner. Wepner var undertippet, men formåede at holde stand mod Ali i 15 omgange. Han tabte kampen, men havde vist, at han kunne stå distancen mod en langt stærkere modstander. Det blev udgangspunktet for historien om Rocky Balboa, den ukendte bokser fra Philadelphia, der får sit livs chance.

Stallone skrev manuskriptet på få dage. Det var en historie om en mand, der ikke nødvendigvis skulle vinde, men som kunne bevise sit værd ved at holde ud og nægte at give op.

Manuskriptet vakte interesse, og der var producenter, som gerne ville købe det. Problemet var bare, at de ikke havde Sylvester Stallone i tankerne som hovedrolleindehaver. De ville hellere have en etableret stjerne som eksempelvis Ryan O’Neal eller Burt Reynolds i rollen som Rocky.

Stallone stod imidlertid fast. Han ville selv spille hovedrollen, og han var villig til at sige nej til en stor sum penge for at holde fast i sin drøm. Det var et sats, der kunne have kostet ham hans eneste reelle mulighed for at slå igennem i Hollywood.

Producenterne Irwin Winkler og Robert Chartoff troede på projektet og kæmpede for at få det realiseret med Stallone i hovedrollen. Til sidst lykkedes det at få filmen produceret for omkring en million dollars – et beskedent beløb efter Hollywoods målestok. Optagelserne blev gennemført på blot 28 dage.

Det er svært ikke at se en parallel mellem Stallone og den figur, han havde skrevet. Begge var outsidere, som fik en mulighed, de færreste havde troet på, og som nægtede at lade andre bestemme, hvor langt de kunne nå.

Da "Rocky" fik premiere i november 1976, var der ikke nødvendigvis lagt op til den succes, filmen endte med at blive. Nogle anmeldere var langt fra begejstrede, men publikum tog filmen til sig. Og få måneder senere stod Stallone midt i et af de mest bemærkelsesværdige Oscar-kapløb i nyere filmhistorie.

Et USA i krise – og tre stærke konkurrenter
Oscarfeltet i 1977 var præget af nogle af årtiets mest markante og samfundskritiske værker.

USA var stadig præget af Vietnamkrigens eftervirkninger og Watergate-skandalen, der havde ført til Richard Nixons afgang som præsident i 1974. Tilliden til magthaverne var under pres, og amerikansk film var i gang med at udforske en mørkere og mere desillusioneret side af samfundet.

"Alle præsidentens mænd" fortalte historien om journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein, der afdækkede Watergate-skandalen. Med Robert Redford og Dustin Hoffman i hovedrollerne var filmen både en spændingshistorie og en hyldest til den undersøgende journalistik. Den viste, hvordan to journalister kunne udfordre magten og være med til at afsløre et politisk system i krise.

I "Network" rettede instruktør Sidney Lumet og manuskriptforfatter Paddy Chayefsky blikket mod tv-branchen. Filmen er en bidsk satire over et medielandskab, hvor seertal og profit risikerer at blive vigtigere end sandhed og ansvar. Peter Finch spiller tv-værten Howard Beale, der får et sammenbrud foran kameraerne og bliver gjort til en sensation. Det, der begynder som en personlig krise, bliver hurtigt til underholdning og forretning. Filmen er på mange måder uhyggeligt fremsynet i sit portræt af mediernes jagt på opmærksomhed.

Og så var der "Taxi Driver". Martin Scorseses mørke portræt af den ensomme taxachauffør Travis Bickle, spillet af Robert De Niro, er en helt anden type film. Bickle kører gennem New Yorks beskidte gader og oplever en verden, han opfatter som moralsk forfalden. Hans isolation og voksende vrede udvikler sig til en farlig besættelse af at rense samfundet for det, han ser som dets ondskab.

Hvor "Alle præsidentens mænd" undersøger magtens korruption, og "Network" udstiller mediernes kynisme, viser "Taxi Driver" et menneske, der mister grebet om virkeligheden i et samfund, han ikke længere føler sig hjemme i.

Alle tre film var stærke kandidater til Oscar for bedste film. "Network" fik hele ti nomineringer, mens "Alle præsidentens mænd" fik otte. "Taxi Driver" måtte nøjes med fire, men var til gengæld en markant kritikerfavorit.

Det var altså ikke uden grund, at der var spænding om udfaldet. De tre film repræsenterede nogle af de mest ambitiøse og udfordrende sider af amerikansk filmkunst i 1970’erne. Men hvor de andre film i høj grad kredsede om et samfund i krise, havde "Rocky" en mere enkel og umiddelbar fortælling. Måske var det netop dens styrke.

En film, publikum tog til sig
Hvad er det, der gør "Rocky" så elsket? Svaret er måske, at filmen i sin kerne handler om noget meget enkelt: ønsket om at blive set, taget alvorligt og få en chance.

Rocky Balboa er ikke nogen stor bokser. Han ernærer sig som en småkriminel inkassator for en lånehaj og bokser i små lokale kampe, hvor han sjældent får den store opmærksomhed. Han er ikke dum, men han er heller ikke rigtig klog. Han er først og fremmest en mand, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen og drømmer om, at livet måske kan blive til lidt mere.

Da verdensmesteren Apollo Creed mangler en modstander til en stor kamp, får Rocky en mulighed, som ingen forventer, han kan udnytte. Creed ser det som en chance for at skabe opmærksomhed omkring sig selv ved at lade en ukendt bokser udfordre ham. Rocky ser det som sin eneste mulighed for at bevise, at han ikke bare er endnu en taber fra gaden.

Men for mig er "Rocky" ikke først og fremmest en boksefilm. Det er en kærlighedshistorie. Om to mennesker der ikke har fået mange chancer i livet, og nu forsøger at finde den hos hinanden.

Det er også derfor, at filmens afslutning stadig virker. Rocky taber kampen mod Apollo Creed på point. Han bliver ikke verdensmester, og han får ikke den sejr, som mange sportsfilm bygger op imod. Men han har vist, at han kan stå distancen. Han har bevist over for sig selv, at han er mere end den mand, andre har gjort ham til. Og da han efter kampen råber efter Adrian, er det ikke sejren over Apollo Creed, der betyder mest. Det er, at hun er der.

En Oscarvinder, der deler vandene
Men "Rocky" er ikke nødvendigvis elsket af alle. Blandt filmkritikere og filmnørder bliver den af og til nævnt som en af de mest overraskende og ufortjente vindere af bedste film-prisen. Og det var som beskrevet et stærkt Oscar-felt, med film som mange mener havde noget dybere på hjerte: "Network" er en skarp og kompleks satire, der stadig inviterer til diskussion om mediernes rolle i samfundet. "Alle præsidentens mænd" er en præcis og engagerende skildring af journalistikkens betydning for demokratiet. Og "Taxi Driver" er et kompromisløst kunstværk, der med sin visuelle stil, sin musik og Robert De Niros præstation har sat sig dybe spor i filmhistorien.

Sammenlignet med disse film kan "Rocky" virke mere traditionel og sentimental. Den har en klassisk heltefortælling, en romantisk sidehistorie og en afslutning, der samler publikum om en følelsesmæssig forløsning. Det er ikke nødvendigvis en svaghed, men det er en anden måde at fortælle historier på.

Det er også værd at bemærke, at "Taxi Driver" var nomineret til bedste film, men ikke bedste instruktør. Martin Scorsese blev altså forbigået i instruktørkategorien, hvor John G. Avildsen vandt for "Rocky". Det siger noget om, hvordan Akademiets medlemmer fordelte deres anerkendelse mellem de forskellige film.

Da Oscaruddelingen fandt sted den 28. marts 1977, blev "Rocky" den store vinder. Den tog priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste klipning. "Network" vandt blandt andet priserne for bedste mandlige hovedrolle til Peter Finch og bedste kvindelige hovedrolle til Faye Dunaway, mens "Alle præsidentens mænd" også gik hjem med fire Oscars.

"Taxi Driver" vandt ikke en eneste Oscar. Var det retfærdigt? Det kommer naturligvis an på, hvad man lægger vægt på. Hvis man mener, at Oscarpriserne først og fremmest skal anerkende filmkunstnerisk mod, originalitet og et kompromisløst blik på samtiden, er det let at argumentere for, at "Taxi Driver" fortjente mere. Hvis man derimod ser "Rocky" som en usædvanlig vellykket fortælling om menneskelig værdighed og håb, er sejren lettere at forstå.

Måske er det netop derfor, Oscaruddelingen i 1977 stadig er interessant at diskutere. Det var ikke et tilfælde, hvor en åbenlyst svag film slog stærke konkurrenter. Det var et valg mellem forskellige opfattelser af, hvad en god film kan og skal være.

Fra lille film til levende filmhistorie
I dag er det svært at betragte "Rocky" som en lille film. Den blev begyndelsen på en hel filmserie, og Rocky Balboa er blevet en af de mest genkendelige figurer i amerikansk populærkultur. Der er kommet flere film om Rocky, og siden har Creed-filmene ført fortællingen videre med Apollo Creeds søn i centrum.

Det er bemærkelsesværdigt, at en film, der blev produceret for omkring en million dollars, kunne få så lang en levetid. Men det er netop filmens enkelhed, der har gjort den så holdbar. Rocky er ikke en superhelt, og han er ikke født til succes. Han er en mand, der forsøger at finde ud af, hvad han er værd, og som får en chance for at vise det.

Det er en fortælling, som nye generationer stadig kan spejle sig i. Og selv om nogle af filmens virkemidler kan virke velkendte i dag, var der en særlig ægthed i den oprindelige film, som de senere efterfølgere ikke altid har kunnet genskabe.

For mig er det måske også det, der gør "Rocky" interessant at vende tilbage til 50 år senere. Den er både et produkt af sin tid og en film, der rækker ud over den. Den står side om side med nogle af 1970’ernes mest markante og samfundskritiske film, men fortæller en mere personlig historie om et menneske, der forsøger at rejse sig.

Jeg har stor forståelse for, at både "Network", "Alle præsidentens mænd" og "Taxi Driver" bliver fremhævet som nogle af 1970’ernes helt store filmværker. Det mener jeg også de er! Men for mig er "Rocky" ikke bare en værdig Oscarvinder. Den er en af de mest fortjente vindere i Oscarhistorien. Der er noget helt særligt ved en film, der kan ramme os så dybt menneskeligt. "Rocky" er en film om at blive overset, om at kæmpe for sin værdighed og om at turde tro på, at man er mere værd, end andre tror. Den fortæller os, at det ikke altid handler om at vinde, men om at rejse sig, stille op og give alt, hvad man har. Det er en enkel fortælling, ja, men enkel er ikke det samme som banal. Tværtimod er det en kunst at fortælle en historie, der kan bevæge os så stærkt og blive ved med at gøre det generation efter generation.

Og måske er det netop derfor, Rocky stadig løber op ad trappen i Philadelphia – 50 år efter at han første gang gik i ringen. Ikke bare som et ikon fra filmhistorien, men som et levende symbol på håb, værdighed og viljen til at kæmpe.

---