Min lejlighed i Paris

Af: Johan Schmidt Larsen
Mathias har arvet en stor lejlighed og tror, at han er kommet til penge. Men lejligheden bebos af 90-årige Mathilde, der nægter at flytte. En seriøs komedie om utroskab.

FORÆLDRENE SPISTE SURE DRUER
Den midaldrende Mathias Gold (Kevin Kline) bruger sine sidste sparepenge på at rejse fra New York til Paris. Her har han arvet en stor lejlighed i et mondænt kvarter. Lejligheden har tilhørt hans far, som han aldrig rigtig har kendt. Han ser frem til hurtigst muligt at få lejligheden solgt, så han igen har penge mellem hænderne. Men da han ankommer, opdager han til sin store skræk, at lejligheden bebos af den 90-årige Mathilde (Maggie Smith) og datteren Chloe (Kristin Scott Thomas). Der går ikke mange dage, før Mathias må sande, at Mathilde ingen planer har om at flytte, tværtimod. Efter rådgivning hos en advokat må Mathias erkende, at han hænger på Mathilde. Det viser sig nemlig, at Mathilde og Mathias' far har haft en affære i mere end 50 år, og at lejligheden ikke kan sælges, før hun er død.

Castingen fejler ikke noget
Filmen giver sig ud for være en komedie, men bliver midtvejs dybt alvorlig. Her har manuskriptet nogle klare mangler, som lader skuespillerne lidt i stikken. Castingen fejler sådan set ikke noget med Kevin Kline, Kristin Scott Thomas og Maggie Smith i hovedrollerne, og hvor særligt Maggie Smith som sædvanlig brillerer med sine store evner.

Samtidig fortjener Israel Horovitz - der både er manuskriptforfatter og instruktør - stor ros for at behandle temaet ”utroskab” på en dyb og seriøs måde. Der lægges ikke fingre imellem i skildringen af, hvad der sker med børnene og den forsmåede part i ægteskab, hvor den anden part har været utro igennem mange år. Her er filmen sønderlemmende, og det fortjener Horovitz stor anerkendelse for. Netop her rammer filmen en psykologisk realisme, som desværre forbigås i mange af nutidens film og af samfundet i øvrigt. Man vender tilsyneladende det blinde øje til og accepterer stiltiende, at det nok ikke kan være anderledes i vores tid.

En andens liv i mine hænder
Selv om filmen ikke berører åndelige temaer, så peger den på en sandhed med bibelsk tyngde: Når jeg som menneske gør fejl eller synder – for nu at bruge et bibelsk udtryk - så er det ikke bare mig det handler om, men det får skæbnesvangre konsekvenser for mange af mine menneskelige relationer. Eller sagt med et berømt citat af Løgstrup: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej (K. E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1956).

Filmen er værd at se, ikke som komedie, men fordi den berører et stort samfundsmæssigt problem, som alt for sjældent bliver italesat, endsige taget alvorligt.

---