Livets Blomst

Af: Per Breindahl
En afdæmpet og poetisk film om at blive gammel. Der er ikke langt imellem at ende som en sur og bitter gammel stodder – eller få et otium, hvor man stadig kan se det smukke i livet.

VILJEN TIL EN LYKKELIG ALDERDOM
Når årene, der er levet, efter al sandsynlighed er flere end de, der er tilbage, når håret bliver gråt, når ægtefællen er død og helbredet begynder at svigte, så er der stor fare for, at man kan ende som en bitter, sur gammel stodder.

Cirka på det sted i tilværelsen er Hubert Dassonville indlagt på sygehus med dårligt hjerte. Hans søn Gaspard, en kendt tv-producer og talk-show-vært, er 63 år, men opfører sig som en levemand på 30 år. Selv om yngre kolleger ånder ham i nakken, tager han kampen om at være tv-stationens stjerne op med en blanding af charme og beskidte kneb. Også han må dog indse, at alderdomstegnene begynder at indfinde sig.

Vi møder de to på det tidspunkt, hvor Hubert indlægges, og Gaspard må til at tage ansvar for sin gamle far. Sygehuset kan kun have ham nogle få dage. På plejehjemmet er der et års ventetid, og han er for dårlig til at klare sig alene. Gaspard må tage sit liv op til revision – men inden han når så langt, forsøger han at købe sig til en løsning ved at ansætte en plejer til sin far. Det passer bare ikke den gamle gnavpot af en far, der gør, hvad han kan, for at skræmme plejerne væk. Lige indtil valget falder på den charmerende og poetiske Zana.

På trods af tvivlsomme referencer og en blakket familie, charmer hun sig ind på de to ældre herrer i en grad, så de begge bliver lidt forelskede i hende – og begge ender de med et blive klogere på livet.

Filmen har ikke voldsom meget handling og kun nogle få centrale skuespillere – men hvor gør de det godt, de tre i hovedrollerne. Som seer kommer man virkelig til at holde af dette trekløver. Filmen har mange hyggelige, poetiske og sjove scener. De 80 minutter går alt for hurtigt.

Da rulleteksterne gik over skærmen, sad jeg med en rigtig dejlig glad og varm fornemmelse af, at livet også er værd at leve, selv om man skulle blive gammel og svagelig. Men jeg sad også med en stærk påmindelse om, at vores lykke både afhænger af, hvordan vi selv vælger at opføre os, og hvordan mennesker omkring os opfører sig over for os. Hvis vi vil, kan vi ændre andre menneskers liv – både til det positive og det negative – ofte endda med ganske små handlinger eller ganske få udsagn. Nærvær og en ærlig interesse for at være der for sine nærmeste er afgørende.

Der er tidligere lavet film om livets efterår - også film, hvor betydeligt mere er på spil, film der er lavet med større budgetter, større skuespillere og større instruktører – som Amour, Driving Miss Daisy, Gran Torino og "Deres sensommer".

Med sin længde, sin enkle fortælling og sin mangel på store effekter skriver "Livets Blomst" sig nok ikke ind blandt de store filmklassikere, men den har skrevet sig ind i mit hjerte – derfor får den 5 stjerner.

---