Købmanden i Provence

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Efter 10 år i Paris vender Antoine hjem til faderens butik i Provence, men han bliver ikke modtaget med åbne arme af sin syge og sure far.

Det er snart ti år siden, Antoine forlod sin familie i Provence for at rejse til Paris. Måske ikke for at komme til Paris, men mest bare for at komme væk. Det hårde, men stilfærdige liv i den lille provencalske landsby, hvor forældrene driver en skrantende købmandsforretning, var ikke Antoines drøm. For at sige det mildt.

Men da faderen bliver ramt af en blodprop i hjertet må Antoine for en stund vende tilbage til landsbyen – til sin mor og til broderen Francois, der blev tilbage. Med sig tager han sin næsten-kæreste, den studerende Claire, der drømmer om at få en studieplads i Spanien.

"Købmanden i Provence" hedder på originalsproget fransk "Grossererens søn", og netop forholdet mellem fader og søn er afgørende for filmens fortællemæssige udvikling. Som en en anden fortabt søn vender Antoine hjem, men det er ikke just, fordi hans far står med åbne, barmhjertige arme, tværtimod. Antoines far er en bitter og sur gammel mand, der hverken kan finde ud af at behandle sin søde kone eller sine sure sønner ordentligt. Antoine selv ligner ham nok mere, end han vil være ved.

Erik Guirado har tidligere lavet en række dokumentarfilm, og "Købmanden i Provence" er hans første deciderede spillefilm. Den blev en stor publikumssucces i Frankrig, og med de maleriske, smukke billeder af Provence og portrættet af livet ude på landet kan man godt forstå fascinationen. Landsbyromantikken og det klassiske opgør, der lurer mellem fader og søn, er godt stof.

Desværre får Guirado ikke helt forløst sine filmiske pointer. Han har så travlt med at tegne alle figurerne i al deres usympatiskhed, at han glemmer at holde en luge åben for seeren til rent faktisk at bryde sig om personerne. Og først alt for sent bryder en vis menneskelighed igennem, som så kommer som en bølge – og det virker temmelig urealistisk, at alle figurerne så pludseligt vender på en tallerken og bliver blide som lam i et nu. Figurtegningen sammenlignet med en anden hjemstavnsfilm som Phil Morrisons Junebug falder ikke ud til "Købmanden i Provence"s fordel – overhovedet.

"Købmanden i Provence" kunne snildt have været en meget bedre film, end den er. Som nævnt kan den ses som en moderne, lidt muggen udgave af lignelsen om den fortabte søn, men det er ikke ensbetydende med, at det er nogen særlig opbyggelig film. For denne anmelder skyggede instruktørens overordnede prioriteringer voldsomt for at historien kunne folde sig ud. Resultatet virker delvist mislykket.

---