Diplomati

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den tyske general von Choltitz har af Hitler fået ordre til at sprænge Paris i luften. Den svenske diplomat Nordling prøver at overtale ham til at lade være.

EN KRIG PÅ ORD
Det meste af filmen er en samtale mellem en tysker og en svensker i et hotelværelse i Paris. Og vi kender slutningen. Alligevel er "Diplomati" en spændende film, der holdt os fanget hele vejen. Det er august 1944. De allierede står lige uden for byen, og Hitler har befalet, at inden de overtager byen, skal alle de kendte steder i Paris sprænges i luften. Han vi ikke have, at den franske hovedstad skal overstråle Berlin.

General Dietrich von Choltitz (Niels Arestrup) er øverstbefalende, og det er hans opgave at sørge for, at Hitlers ordre bliver udført. Han bliver opsøgt af Raoul Nordling (André Dussollier), der er svensk diplomat. De to kender hinanden i forvejen fra forhandlinger om frigivelse af krigsfanger. Nordling er kommet for at overtale von Choltitz til ikke at udføre Hitlers ordre.

Filmen igennem krydser de to klinger med argumenter. Krigens ubarmhjertige spilleregler, som blandt andet handler om lydighed, ære, gengældelse og konsekvens, og det enkelte menneskes moral og etik kommer i spil i en intens udveksling af argumenter. Ingen af de to bruger kristne argumenter, men alligevel kommer Abrahams ofring af sin søn ind i billedet på et tidspunkt. "Hvis Hitler befalede dig at ofre din søn, ville du så gøre det?" spørger Nordling. Det spørgsmål rummer mere, end Nordling havde regnet med.

Filmen bygger på en virkelig begivenhed, og vi ved, at Paris står endnu, så filmens spænding ligger et andet sted, men det gør den ikke mindre fængslende. Dialogen er vedkommende og intens. Indimellem bringer en rammende bemærkning humor ind i samtalen, men ellers er det bogstavelig talt dødelig alvor. Tusinder af civile liv og uvurderlige kulturskatte er på spil.

To fremragende karakterskuespillere, en stærk historie, et godt manuskript og den tyske instruktør Volker Schlöndorff gør det til en film, som vi gerne giver fem stjerner. Helt ved filmens slutning fortælles et par af begivenhederne i antydninger, som vi ikke er helt sikre på, at vi fik fat i. Måske var det heller ikke meningen.

---