Die Andere Heimat - En fortælling om længsel

Af: Henrik Højlund
En langsom hjemstavnshistorie i sort-hvid fra 1800-tallet i Tyskland. Kan man acceptere disse præmisser er der en stor oplevelse i vente.

UOPFYLDTE LÆNGSLER

Tre en halv times film, to dvd’er, næsten søvngængeragtigt tempo, omtrent renset for udvendig dramatik, endda sort-hvid… Gab? Nej, ikke gab! Tværtimod ret fantastisk. Men på sin helt egen måde.

Jeg skulle virkelig vænne mig til den. Første dvd så jeg sammen med fruen på computeren. Den greb ikke for alvor. Jeg overvejede at lægge den til side. Men den skulle jo anmeldes, så. Anden dvd så jeg på vores store tv-skærm. Billederne kom til sin ret. Men det gjorde fortællingen også. Jeg blev fuldstændig fanget ind af historiens helt egen rytme og stemning.

Filmen er en meget enkel hjemstavnsfortælling om nogle mennesker fra den fiktive landsby Schabbach et sted i Rheinland hen mod midten af 1800-tallet. Vi følger nogle få familier med omdrejningspunkt især i smedens søn Jakob Simon, som på en særlig måde inkarnerer drømmerens længselsfuldhed.

Han skulle følge i sin fars fodspor og blive en god smed, men til farens store frustration og vrede forsvinder han hele tiden ind i sine bøger og drømmer om et andet liv. Han lærer sig flere sydamerikanske indianersprog. Han drømmer om at udvandre til Sydamerika. (Tv-serien handler bl.a. om udvandrerne fra landsbyen). Han drømmer om videnskabelig indsigt, om digterisk erkendelse, om demokratisk samfundsomvæltning og om landsbyens søde Jettschen. Øjensynlig uden at få det, han længes efter. Det meste forbliver skuffede, uopfyldte længsler. Omend det ved enden af historien ligner begyndelsen til en smuk og meningsfuld livsbestemmelse i virkelighedens verden også for Jakob.

Filmen er en form for prequel til en lang tysk tv-serie, som begyndte i 1980'erne og fortsatte ind i det nye årtusind. Den har vist nok lidt af samme status som "Matador" har herhjemme.  Og instruktøren er den samme på serien som på filmen.

Den er som sagt holdt i sort-hvid med nogle få betydningsfulde, næsten mystificerende indslag af farver midt i det sort-hvide. Man savner på intet tidspunkt flere farver. Præcis som man heller ikke gør i den nylige Oscar-vinder "Ida". Billederne er ufatteligt smukke. Ligesom også musikken er. Det går rent ind og understreger den længselsfulde stemning af noget vedvarende uopfyldt, midt i en hård hverdag med slid og slæb og hele tiden med sygdom og død tæt på. Men også en hverdag som rummer sin egen stille, mættede skønhed.

Fortælleformen er langsom, omstændelig, næsten teatralsk. Mange af scenerne er teateragtige i sin form. Det er på en måde som at se en film af Dreyer. Men netop denne form er med til at bringe tilskueren ind i fortiden. Den skaber en form for autenticitet. Ligesom også brugen af den schwäbische dialekt gør det.

Vi er langt fra Hollywood og for den sags skyld moderne nordic noir. Men hvis man accepterer præmissen og lader sig forlede af roen og stilheden i filmen, er der en stor oplevelse i vente.

---