Det syvende segl

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Af: 09
Filmen hører til én af Bergmans mest kendte - blandt andet på grund af den berømte scene, hvor korsridderen Antonius spiller skak med døde.

Da Ingmar Bergman døde for få år siden efterlod han sig et rigt, omfattende livsværk i form af en lang række uomgængelige film, hvis indflydelse på andre instruktører rækker langt ud over Bergmans eget rygte som værende en kunstner, det er vanskeligt at forstå. Bergman var en nærmest instinktiv filmskaber, som skabte umiddelbare, sære og drømmende billeder med flere psykologiske lag – og netop Bergmans psykologiske indsigt gjorde ham til en enestående røst. Bergman var præstesøn og voksede op i et gudfrygtigt miljø, men han kæmpede tilsyneladende i flere omgange med sin egen ikke-tro – sådan som det f.eks. kommer til udtryk i den glimrende Lys i mørket. Også i sine skånselsløse portrætter af menneskers kærlighedsrelationer lægger instruktørens egen troskamp et tæppe af usikkerhed ud over alt.

Selvom mange ikke har set "Det syvende segl", er filmen nok én af Bergmans mest kendte og omtalte værker. Filmen er en undergangsallegori, hvis billeder af dødedans og Max von Sydows skakspil med Døden selv er blevet citeret i andre film. Filmen handler om korsridderen Antonius, som sammen med sin junker vender tilbage til sin hjemegn, der nu er plaget af pesten. Her finder han en åben kirke og går til skrifte, hvor han bekender, at Gud for ham forekommer tavs og fraværende. I hjørnet lurer en sortklædt skygge; det er selveste Døden, der har fulgt Antonius hele vejen hjem. De to slår følge.

Netop Guds fravær og Guds tavshed er filmens omdrejningspunkt. I sine billeder forekommer "Det Syvende Segl" næsten at være velsignet med en stumfilms indlysende billedsprog, alt imens Antonius og hans rejsemakker Døden vandrer igennem et landskab, pesten har forvandlet til noget grimt. Menneskene er desperate og opfører sig derefter; det er som om at almindelig anstændighed og Guds nåde er forduftet, og en hidtil udset ondskab og egoisme er trådt i stedet. For Antonius bliver dét at vende hjem derfor ikke til fred og velsignelse. Tværtimod bekræfter det, han ser, ham i hans oplevelse, af at Gud har forladt verden, som nu kan rådne op uden ham.

I sin titel henviser filmen til Johannes' Åbenbaring, hvor det syvende segl brydes som et tegn på, at endetiden for alvor er kommet nær. Efter at Lammet har brudt det syvende segl hældes der ild på jorden, og man forstår, hvis ridder Antonius føler, at det netop er dette, der er sket. Ikke desto mindre lykkes det Bergman at skabe en forunderlig lun, ja nærmest munter film. Selvom verden – og Antonius – er døende, er der dog stadig liv. Og på forunderlig vis lykkes det Bergman at lade netop det livskraftige i sin fortælling kaste lys over tvivlen, over ulykkerne og den rædselsfulde fornemmelse af, at Gud har forladt sine skabninger.

Indrømmet: filmen er ikke løssluppent underholdende, men kræver noget af sin tilskuer. For den, der vover, venter der en stor oplevelse og en ærlig overvejelse af, hvordan vi skal forstå vore liv, når vore liv er sværest at leve.

Red.: I Bergmans Ved vejs ende spiller temaer som kærlighedsrelationer og døden en central rolle.

---