Det er aldrig for sent

Af: Finn Andersen
En feel good-film om en sur gammel mand, der ser frem til at trække sig tilbage i fred og ro. Men pludselig får han ansvar for et barnebarn, som vender op og ned på tilværelsen.

SENIORLIV MED NYE UDFORDRINGER
"Det er aldrig for sent" handler om ejendomsmægleren Oren Little (Michael Douglas), der siden sin kones død er blevet en sur, egocentrisk gammel mand. Nu mangler han bare at få solgt deres dyre luksushus, før han kan flytte langt væk fra de larmende naboer og børnefamilier, som han bor side om side med. Men det er ikke så nemt at få lukket den handel.

I begyndelsen er Oren er sand kyniker, der bruger billige tricks for at få solgt det meget dyre hus, selvom hans kolleger mener, at prisen er sat alt, alt for højt. Der sættes fx billeder frem, alt efter hvem køberne er.

Orens søn dukker op – en lidt klodset del af historien – der skal få den sure mand til at bløde lidt op. Sønnen er narkoman, og han står til et fængselsophold, så barnebarnet Sarah bliver afleveret hos Oren. Det synes Oren ikke er en god idé – et barnebarn lige midt i hans forsøg på at bryde op. Men det bliver et vendepunkt for Oren, der nu får brug for al den hjælp han kan få. Han må med andre ord mande sig op og komme på god fod med sin søde og omsorgsfulde nabo, Leah (Diane Keaton). Det bliver starten på et uventet forhold.

Diane Keaton har ikke meget at arbejde med. Hun spiller en temmelig grådlabil kvinde, der optræder som sanger på den lokale bistro. Hun klarer sig sjældent gennem en hel sang uden at bryde sammen i gråd over sin afdøde mand. Hun mangler en ny mand, Oren mangler en ny kone, og sådan passer det hele lidt for godt sammen.

Filmen har ikke rigtig nogen konflikter eller modgang - og det er med til at gøre filmen en anelse uinteressant. Alt bevæger sig mod det gode – som fx da en tilfældig chat på Facebook afslører, at narko-sønnen måske er uskyldig.

Filmen er sukkersød på en forceret måde. Det virker som et håbløst billede på den nye, forbedrede Oren, når han optræder som den gode bedstefar, der kan huske, hvor mange stykker pølse, Sarah foretrækker i sin sandwich. Og det bliver værre endnu, da Oren bliver kureret for sine småracistiske tilbøjeligheder. Pludselig er han i en situation, hvor han skal hjælpe sin nabo, en sort kvinde, med at føde.

De senere år har budt på mange film, der er målrettet det grå guld, som filmbranchen så gerne vil have til at fylde biograferne i dagtimerne. The Best Exotic Marigold Hotel og Kvartetten er andre eksempler på denne type af - ofte tandløse - komedier, der helst ikke må forarge på nogen måde.

Rob Reiner har før instrueret vellykkede og charmerende komedier som "Da Harry mødte Sally" og Nu eller aldrig. Den bedste anbefaling, jeg kan give, er at det ikke føltes som spild af tid at se filmen.

---