De vilde svaner

Af: Michael Agerbo Mørch
En jævn film, som til gengæld hæves ved nogle spændende og kreative kostumer og kulisser kreeret af Dronning Margrethe.

H.C. Andersens gamle eventyr er blevet genfortolket, nu som spillefilm. Det lyder ikke særligt originalt, og det er det faktisk heller ikke. Dog er der alligevel nogle faktorer, som hæver denne film over det kedelige gennemsnit.

For det første: Filmen er kort, hvilket gør, at man ikke når at kede sig i den meget stringente fortællerstil med en speaker som guide til historien.

For det andet: Filmen er visuelt en nydelse, hvilket overraskede undertegnede, da det er Dronning Margrethe den 2. af Danmark, der har lavet scenografien og kostumerne. Jeg bryder mig ikke meget om hendes gobeliner, men hendes fabulerende decoupager er en nydelse, og de matcher elegant det fortryllende univers. På trods af mine manglende royalistiske tilbøjeligheder, må jeg erkende, at netop kulissen giver minimum to stjerner til denne film.

Filmen holder sig meget til det originale eventyr, hvor en konge tager sig en ny kone, efter at den gamle dronning er bortgået. Stedmoderen er en ond heks, som forvandler kongens 11 sønner til vilde svaner. Dernæst sender hun kongens eneste datter, historiens hovedperson Elisa, bort til skoven.

Elisa er optaget af at befri sine brødre, og hun finder ud af, at det kun kan lade sig gøre, hvis hun strikker 11 hør-dragter med uld fra knuste brændenælder. Mens hun arbejder på dragterne, må hun ikke tale, hvilket er en kæmpe udfordring, da en smuk prins viser hende sin opmærksomhed.

Filmen er underholdende, og tiden går egentlig meget fornuftigt. Jeg trættes dog af de klicherede sætninger, såsom "hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set" og "roserne var så smukke, at de ikke kendte deres lige". Det hører måske med, men det er noget mere kvalmende at høre det udtalt, end at læse det i H.C. Andersens bøger.

Skuespillet er på det jævne, men Stine Fischer Christensen, der er prinsessen Elisa, gør det egentlig meget fornuftigt. Et minus er, at Thure Lindhardt og Ghita Nørby virker til at betragte det som en rutineopgave, og ikke helt leverer de karaktermættede roller, man ellers kender dem for.

Langt det mest spændende ved filmen er den undertone, som H.C. Andersen skrev historien med. På overfladen er det et medrivende eventyr, som fanger både børn og gamle; men graver man lidt i dybden, er der mange Kristus-skikkelser, som dukker op. Jeg vil komme med nogle eksempler, og man kan selv finde flere. En ond stedmor forbander brødrene, og de kan ikke selv ophæve forbandelsen, ligesom vi mennesker er født i arvesynd og ikke af egen kraft kan frelse os. Stedmoderen forsøger at forhekse Elisa, men hun er for uskyldig til at kunne rammes, ligesom Kristus blev fristet i ørkenen af Satan, men var retfærdig og stolede kun på Gud. Elisa er nødt til at bringe det krævende offer for at "frelse mine brødre", som hun siger. På samme måde lod Jesus en masse smerter ramme sig, for at frelse og forløse os.

Det er klart de mest spændende elementer i en jævn film, der – må jeg gentage mig selv – overrasker ved de spændende og kreative kulisser, som vores gamle dronning har præsteret.

Filmen er kommet på dvd.

---