Boychoir

Af: Henrik Højlund
En fin feelgood-film om en utilpasset dreng, der optages i en berømt korskole. Filmen mangler måske dybde, men er værd at se.

EN RØRENDE SAG
"Boychoir" er ikke en stor historie eller film, men det er alligevel en lille rørende sag.

Historien er set i hundrede varianter. Fortællingen om den utilpassede og fortabte, som viser uanet potentiale, og som går gruelig meget ondt igennem for til sidst at folde sig ud som en blomst. H. C. Andersen har som bekendt skrevet en historie med samme plot, Den grimme ælling (som for øvrigt handlede om ham selv).

Drengen Stet lever i en anonym by med sin fordrukne mor. Han har lært at slå fra sig i skolen for at overleve og rammes af samme grund jævnligt af skolens disciplinærstraffe. Det antydes, at der er evner i ham til mere end det udsigtsløse liv, han lever nu.

En lærerinde på skolen har set mulighederne i ham, og hun har lokket et af nationens bedste drengekor forbi, i deres stadige søgen efter nye talenter. Men da Stet skal fremvise sit talent, stikker han af. En dag dør Stets mor i en bilulykke. En komplet ukendt far dukker op og er tvunget til at tage ansvar for Stet. Han vil imidlertid helst have historien afviklet så diskret som muligt, for drengen var frugten af et sidespring.

Smuk drengekorsmusik
Faren betaler for ophold på drengekorsskolen, som lærerinden tidligere havde set mulighederne i. Men vejen til succes er lang og fuld af sten.

Ret tidligt i filmen tænkte jeg: Gad vide hvor glat historien bliver. Gad vide, hvor få eller mange modhager, den byder på. Gad vide, hvor happy ending, den leverer. Jeg kan afsløre, at der er en del modhager, men ikke stærke, og ikke dybe, og enden er – nå ja, se den selv. For den er – trods manglen på stærkere farver og dybde – en fin lille feelgood-film. Måske især, hvis man lader sig forføre af klassisk, smuk drengekorsmusik.

Den evige historie
Ikke en film med lang eftersmag, men mindre har også nogle gange ret.

Dustin Hoffmann spiller dirigenten. Han har jo leveret store ting gennem årene. Dette hører måske ikke til de største præstationer. Der er altid noget lidt komisk ved at se amatører give den som professionelle musikere. Hoffmann svinger lidt med hænderne foran koret. Det er ikke dybt overbevisende. Ikke desto mindre klemte jeg en tåre et par gange. Over musikken. Og måske også over den evige historie om den fortabte søn, der bliver fundet.

---