Bekas

Af: Finn Andersen
To forældreløse drenge lever på sultegrænsen i en landsby i det nordlige Irak. De tror, Superman kan hjælpe dem mod ondskab, og drager til Amerika for at finde ham.

To forældreløse brødre, Zana og Dana, lever på sultegrænsen i en landsby i det irakiske Kurdistan. De klarer sig ved at tigge vand, mad og pudse sko. Det er i tiden under Saddam Hussein, og de fleste ønsker at komme væk.  De finder ud af, at se film gennem et loftsvindue i den lokale biograf – og der ser de et glimt af en Superman-film.

Drengene oplever meget ondt, men er overbevist om, at Superman kan hjælpe dem. De vil til Amerika og finde ham. Zana laver en liste over dem, Superman skal straffe, og Dana skriver en liste over de ting, de har brug for på turen, og så tager de af sted.

De tror, at der ikke er så langt til Amerika. Først går de, så køber de et æsel – og siden finder de mere tilfældige muligheder for at komme på vej mod Amerika.

De to drenge er 'bekas', som på kurdisk betyder forældreløse. De er smerteligt klar over det selv, og de besøger forældrenes gravsteder uden, at vi får at vide, hvad der egentlig er sket. Drengene er 6 og 10 år gamle, men forsøger at overleve uden voksne, der tager ansvar. Lillebror er højtråbende og fuld af ideer, mens storebror forsøger at være den fornuftige – og være voksen, selvom han kun er 10 år. De må undervejs tage nogle meget voksne valg. Filmen slutter, inden de finder Superman, men de finder hinanden.

Filmen er optaget af et svensk dramahold. Der er mange fantastiske billeder – nærmest en visuel fortælling. Filmen fortælles varmt, kærligt og med humor – og viser åbent de mange problemer, fattige og undertrykte kan have.

Instruktøren Karzan Kader er debutant og øser fra egne erfaringer i denne varme og usædvanlige roadmovie. Vi oplever svære emner som krig og undertrykkelse gennem to børns naive øjne – men med charme og interessante billeder og dialog.

Er filmen for sentimental? Det vil nogen synes. Men filmens udgangspunkt er de to drenge, og vi ser handlingen gennem deres øjne – det er filmens styrke.

Filmens verdensbillede er stærkt humanistisk. Næstekærlighed, forsoning, fællesskab – mange emner tages op, men uden at det sættes ind i en kristen sammenhæng.

Filmen er velegnet til at reflektere over hvilke forpligtelser, vi har over for verdens fattige.

---