Crash

Hvis man kan lide at være detektiv på jagt efter plottet, er der noget at rive i i denne film, som foregår i det multietniske Los Angeles. Drama, Krimi, Filmstriben.dk, Top 10 2005, 
Produktionsår: Produktionsår: 2004
Varighed: 108 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Paul Haggis,
Manuskript:Paul Haggis,
Medvirkende: Sandra Bullock, Don Cheadle, Brendan Fraser, Thandie Newton,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Mirian Due Steffensen - 11.05.2006

"Moving with the speed of life, we are bound to collide with each other."

Hvis man kan lide at være en detektiv på jagt efter plottet, som man gør det i film som Magnolia, "Usual Suspects" og Fight Club, er der noget at rive i i filmen "Crash". Filmen foregår i det multietniske Los Angeles, hvor den følger en håndfuld mennesker fra forskellige sociale lag og med forskellige etniske oprindelser.

Deres forskellighed holdes sammen af byen omkring dem, og deres historier må uundgåeligt ramle sammen. I "Crash" flettes personerne ikke elegant ind i hinanden som i f.eks. "Magnolia", men de støder sammen efter skæbnens forgodtbefindende. De braser simpelthen ind i hinanden i biluheld, overfald, røveri, mordforsøg og raserianfald. I situationer, som er sat på spidsen af racisme og fordomme.

De racistiske aggressioner har ifølge filmen deres udspring i, at alle dybest set er ensomme og bitre på livet trods storbyens folkemængde og vitalitet. En af borgerne udtrykker det således: "People bump into you, but no one ever touches you, we are allways behind this metal and glas."

Heldigvis stopper filmen ikke ved denne erkendelse og lader ikke figurerne synke ned i rendyrket vold, kulde og ensomhed. Man ånder lettet op, når det går op for én, at det ikke er filmens intention at stampe den neglebidende biografgænger helt ned under sædet. For disse "crash" giver trods deres grusomhed en chance for pludselig nærhed mellem folk. Med ét kan situationen vende fra tilfældighed og egoisme til opofrelse, forståelse og noget, der ligner forudbestemmelse. Det paradoksale er, at relationerne til venner og familie - de mennesker, som burde være tæt på - er kølige og uholdbare, mens den ufrivillige konfrontation mellem personerne, skaber en mulighed for virkelig nærvær og varme - og det er dejligt livsbekræftende, når det sker!

Indimellem kan det dog være svært ikke at være forbeholdende over for disse patetiske lysglimt, som hen mod slutningen kammer over i en sentimental kavalkade af heltegerninger, kærlighedserklæringer og åbenbaringer. Ærgerligt er det også, at filmens stærke politiske budskab, nemlig den racisme, der trives skræmmende godt i alle folkegrupper, i slutningen udglattes med nogle flade jokes. Man kommer til at gå ud af biografen med følelsen af, at det hele slet ikke er så slemt alligevel, og det er uheldigt, da filmen faktisk ønsker at vise, at det virkelig er slemt samtidig med, at problemerne er mulige at overvinde i små stykker.

Men lad ikke filmen gå op i ren kritik for den fortjener, at man lever med i disse håb for karaktererne og glæden over, at der måske er nogen eller noget (om det så er engle eller skæbnen eller …), der leder mennesker sammen, beskytter og skaber kærlighed. Så er man i det rette hjørne med indlevelsesevnen i top, kan man godt risikere at sluge det hele råt og få en filmoplevelse, som giver noget at tænke over.

Kilde: Til Tro nr. 5/2005

---