Toy Story 1 Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har refereret til den første "Toy Story"-film, når jeg har undervist både unge og voksne i, hvad Bibelen siger om dåb og om at være i pagt med Gud. Til formålet købte jeg i USA for år tilbage en Woody-dukke, og den har en hædersplads på mit kontor.
Filmene om legetøjet på Anders' værelse er simpelthen i særklasse og indeholder en række temaer, som helt naturligt kan tages op i undervisning og forkyndelse. Det gælder fx dette med, at legetøjet har Anders' navn skrevet med uforgængelig tusch under fødderne. De er i "pagt" med, ejet af Anders, ligesom vi er i pagt med Gud, og Gud har skrevet sit navn på os.
Og så er der det skønne faktum, at filmene fokuserer på, at alle har værdi, og de har derfor også meget fokus på troskab og venskab.
Filmselskabet Pixars katalog af vidunderlige film (fx Ratatouille, Wall-E og Biler) begyndte med den første "Toy Story"-film, som udkom i 1995. Det var således den første fuldlængde spillefilm som var 100 procent computeranimeret. Det er i denne første film, at Pixar præsenterer os for et vidunderligt univers af levende legetøj.
Toy Story 2 Den tekniske udvikling og historien om legetøjet fortsætter i 2'eren, som udkom i 1999. Her opdager cowboydukken Woody, at han er et sjældent samlerobjekt. I modsætning til 1'eren, hvor han føler, han mister al værdi, da rumdukken Buzz Lightyear kommer til huset, så er det i 2'eren Woody, der opdager, at han har en helt særlig værdi.
Det, der endnu en gang gør historien så rørende, er, at den særlige værdi, han har, er ved at få ham alvorligt i fedtefadet, og ved sine venners hjælp genopdager han den særligt-særlige værdi, han har som Anders' legetøj og sine venners bedste ven.
To af filmens smukkeste scener er, da Woodys arm går i stykker, og han først bliver repareret til mindste detalje af en professionel – og sidst i filmen, da Anders reparerer ham (på sin egen barnlige måde). To smukke scener, som i kristen kontekst kan bruges til at tale om, at selv om vi "går i stykker", så elsker Gud os stadig og ønsker at hele os.
Det er en grundfæstet og trofast cowboydukke, vi oplever i slutningen af 2'eren.
Toy Story 3 er glædeligt gensyn Hele 11 år efter 2'eren udkom, har Toy Story 3 premiere. Og det har absolut været ventetiden værd. Det er et på alle måder vidunderligt og hjertevarmende gensyn med legetøjsuniverset og de kendte dukker, Woody, Buzz, Cowboy-Jane, Slinky, osv. Som nævnt er det i 2'eren en grundfæstet og trofast Woody, vi møder. Sådan er han stadig i 3'eren, og det er netop disse gode karaktertræk, der gør, at hans venner elsker ham – og vi elsker ham, fordi han samtidig med er en, der stadig kæmper med sig selv, kæmper med sin værdi og kæmper med, om han nu er god nok.
3'eren er naturligvis teknisk endnu flottere end 1'eren og 2'eren, og stemningen er blevet mere "dyster" og sine steder ganske uhyggelig. Men uhyggen er der dog i alle tre film, først i nabodrengen Svends værelse (i 1'eren), dernæst hos den gale legetøjshandler (i 2'eren) og nu i børnehaven Sunnyside, styret af den diktatoriske bamse Lotso.
I 3'eren er der altså både glædelige gensyn med de karakteristika ved legetøjet, der gjorde at vi først elskede 1'eren, og nogle historie-tematiske gensyn fra 2'eren (flugt, ondt legetøj) – og så er der nogle vidunderlige og tårefremkaldende slutscener i 3'eren, som bare gør filmen vidunderlig.
Man sidder hele filmen igennem og håber, at det ikke må slutte. At vi må få lov at beholde det skønne legetøjsunivers. Men hen mod slutningen af filmen – og da især i en lang og for små børn uhyggelig scene på en forbrændingsanstalt – er vi klar over, at det får en ende. Men sikke en ende… positivt forstået. Både jeg selv og vores ældste søn sad med tårer i øjnene, fordi vi er kommet til at holde så meget af figurerne, og fordi legetøjet får en… (nej, du må selv se filmen og se, hvad det hele ender med).
Gemmer din stemme...
