Anden sæson af The Witcher viser, at sæson 2 i en serie kan byde på virkelige løft og udvidelser i forhold til første sæson. Farverne er nu varmere, detaljerne I billederne er tydeligere – og personskildringerne vokser i dybden!
Læs venligst anmeldelsen af sæson 1. Jeg repeterer lige lidt omkring seriens tre hovedpersoner: Geralt fra Rivia (Henry Cavill) blev som stor dreng ved hjælp af magi "muteret" til at blive en witcher. Det vil sige en person med overmenneskelige kræfter og evner og en overlevelsesevne langt ud over almindelige mennesker. Yennefer (Yen, Anya Chalotra) fra Vengerberg begynder sit liv som vanskabt pige, der foragtes af de fleste og sælges til en troldkvinde for under det halve af, hvad en gris koster. Men hun har evner og består sin uddannelse, hvor man som eksamensgave får en ny krop. Prinsesse Cirilla (Ciri, Freya Allen) har arvet nogle magiske evner, men endnu er hun selv ret uvidende om, hvad det kan føre til. Derimod er hun blevet pinlig bevidst om, at mange ser hende som den altafgørende nøgle til at åbne for skæbnens rigdomme. Derfor jagtes hun af folk og magter, der ikke skyr noget middel for at få hende over på deres side. Personerne Da Geralt bliver en slags "far" for Ciri, udvides hans ordforråd fra grynt og enkelte eder til ligefrem at udtrykke tanker, menneskelighed og varme. Det bliver helt tydeligt, at hans witcher-transformation ikke har udryddet de menneskelige træk. Glæd dig i denne sammenhæng til første afsnit af sæson 2, hvor vi møder en vidunderlig og ganske anderledes udgave af "Skønheden og udyret", hvor Geralt spiller sandhedsspil med et vildsvineorne-menneske og derved kommer til at svare på en del af de spørgsmål, vi alle sammen gerne ville stille ham.
Yennefer endte sæson 1 med at anvende den forbudte ildmagi for at slå Nilfgaards hær tilbage. Dette koster hende dyrt, hvilket bl.a. betyder, at hun og Geralt er skilt fra hinanden det meste af sæson 2. Hun bruger bl.a. tiden på at gennemtænke sit liv og meningen med det. Findes der noget, der er stærkere end den magi, hun indtil nu har levet af? Her og på andre områder udfolder sæson 2 en nuancering af de sort-hvide billeder af de "gode" og de "onde", der på flere måder i bedste fantasystil blev introduceret i første sæson.
Da Geralt og Ciri når witchernes hemmelige borg, introduceres en ny fantastisk person for os: Geralts gamle mentor Vesemir. Han spilles af Kim Bodnia, der har en fremragende rolle, som han udfylder perfekt med både humor, smerte og visdom. Det er bestemt ikke opgangstid for witcherne, og det præger både stemning og begivenheder.
Ciri vokser meget i selvindsigt og tanker omkring sin fremtid. Hendes altdominerende mål for fremtiden er at tage blodig hævn over dem, der har dræbt hendes familie. På mange måder fremstår Ciri som den centrale person i sæson 2 og spilles fremragende af Freya Allen. I slutningen af sæsonen synes hendes virkelige identitet som den lovende frelser at blive tydelig. Linjerne Som så mange andre serier af denne type, spiller også denne på både de store linjer (med krigen mellem Nord og Syd) og de nære relationer (især mellem de tre hovedpersoner). I nogle serier fører det til lidt for mange løse ender, men her fungerer det fint. Indviklende forhandlinger ved diverse magters "råd" (som vi kender til hudløshed fra fx Game of Thrones) med partier og antipartier og korridorforhandlinger og forræderi og alverdens intriger undgår denne verden heller ikke. Portaler og monstrene, der dukker op gennem dem, når nye højder, så der er meget godt for dem af os, der er fascinerede af monstre. Familie Midt i alle disse fantastiske små og store linjer udspilles faktisk en ganske almen (men derfor ikke mindre spændende) fortælling om familieliv. Det er godt nok i nogle omstændigheder, der er en del op ad bakke, men alligevel: kærlighed og sammenhold og udfordringerne i hverdagens samspil vises fint mellem "far" Geralt og "mor" Yennefer, der kæmper for at beskytte deres "pige" Ciri. Og med "farfar" Vesemir og Yennefers "veninder" (kampfæller) som gode støtter. Sidste afsnit, hvor Geralt og Yennefer og Ciri kæmper sammen, hedder betegnende nok "family". Kræfter Magi (herunder sætninger på oldsprog), krigskunst og intelligens er kendte kræfter i fantasyverdener, og i denne serie er der mange udgaver af det hele – med begrebet "kaos" i centrum. "Den hvide flamme" er det nærmeste, vi kommer en direkte sammenhængende religion. Nogle specialiserer sig i magi – med eller uden religiøs overbygning - andre i krigskunst, men næsten alle har begge dele. "Højere magter" er der vel på mange måder, men én samlet fremstilling af den metafysiske ramme er der ikke. Det giver fortælleren rigtig mange muligheder, men fratager os som seere muligheden for at regne odds ud og se sammenhænge. Men serien her udnytter det mystiske og dets mangfoldigheder på en god måde.
Som i alle gode fantasy-serier er der også her lånt noget fra Bibelen. Ciri som den "frelser", elverberetningerne forudsiger, ligner rigtig meget beretningen om Jesus, der voksede op som et rimelig almindeligt menneske (dog med lidt usædvanlige kræfter) for så at udfoldes som den frelser, de gamle skrifter havde forudsagt. Ciri har så en ganske anden måde at "frelse" på end Jesus – eller hvad? Lad os se i sæson 3, hvor den lille "familie" på tre er på rejse for at finde et sted, hvor de kan være i fred, mens Yen træner Ciri i at udvikle sit enorme potentiale for magi. Første afsnit i tre'eren begynder for øvrigt med noget ret blodigt sværdarbejde af Geralt – der er mere udpenslet end normalt i de to første sæsoner.
Kan ses på Netflix.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 6.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
