Filmen bygger på en artikel i Los Angeles Times, hvor Leslie Gornstein beskrev en række virkelige hændelser, der var centreret om en antik trækasse, som havde haft forfærdelig skadelig virkning på dens skiftende ejere.
En farlig trækasse
I filmen møder vi en familie, der lige er kommet igennem en skilsmisse. Stephanie (Kyra Sedgwick) har smidt sin mand Clyde (Jeffrey Morgan) ud og har fået sig en ny mand. Parrets to døtre, Emily (Natasha Calis) og Hannah (Madison Davenport)bor hos moren, men er ofte hos faren i weekenden.
Emily køber på et tilfældigt garagesalg en smuk gammel trækasse med mystiske inskriptioner. Hurtigt udvikler forholdet mellem trækassen (der kan tale) og Emily sig. Emily vil have kassen helt for sig selv og samtidig begynder hendes adfærd at ændre sig i en besynderlig retning.
Længe tænker både forældrene og skolen, at Emilys forandring skyldes skilsmissen, der mildt sagt ikke er forløbet "lykkeligt". Men efterhånden synes Clyde, at det er for mærkeligt og begynder at læse om jødiske åndeuddrivere, der kan berette om fænomener, der ligner det, Emily udsættes for. Han må hente hjælp i et dybt ortodokst jødisk miljø, hvor Tzadok tager med tilbage til Emily, og ved fælles hjælp får de uddrevet den dæmon, der fra sin bolig i kassen nu har besat Emily.
Psykologisk gyser
Som Bornedal selv siger i et interview, er det ikke en gyserfilm, der spiller på de store mængder blod og afhuggede hoveder. Der er bestemt dramatiske scener og voldsomme dødsfald, men i det meste af filmen er gyset formidlet gennem stemninger, tonefald og en markant underlægningsmusik. De ganske få traditionelle horror-effekter, som fx dæmonens hånd, der kravler ud af en besats mund, får desværre misvisende stor plads i PR for filmen, men spiller en meget lille rolle i selve filmen.
Filmen kan forstås som en psykologisk thriller, hvor Emily er ved at blive ødelagt af den "dæmon", som skilsmissen har manet frem. Da dæmonen skal skabe kontakt til Emily, bruger den budskabet om, at hun er værdifuld og elsket – netop ømme punkter for et skilsmissebarn.
Filmen kan også tages for pålydende: en autentisk gyser om den frygtelige ondskab, der findes i form af dæmoner. Uanset synsvinkel er man godt underholdt. Både fordi skuespillerne spiller godt og fordi man bestemt ikke snydes for lige at hoppe lidt i sædet indimellem – og så er plottet sammenhængende og medrivende.
Kan det være virkelighed?
Hvis man er jøde eller kristen (eller for den sags skyld også muslim, selvom de ikke er repræsenteret i filmen) anerkender man eksistensen af dæmoner/onde ånder, og ens religiøse ledere har op igennem hele historien arbejdet med at tilbyde hjælp til dem, der blev plaget af dæmoner. I denne film er det så den jødiske afdeling, det sker, hvor det i de fleste andre film om besættelser er den kristne (overvejende katolske) afdeling, vi er i.
Selve fænomenet med en særlig slags dæmon, der er spærret inde i en trækasse, har vi som kristne ingen referencer til i Bibelen. Vi ved gennem erfaringer op igennem kirkehistorien, at dæmoner kan bruge konkrete ting som udgangspunkt for deres aktiviteter. Men at de skulle kunne uskadeliggøres ved at bindes til en genstand, er ikke noget, vi støder på. Både, når Jesus uddrev dæmoner, og når kristne senere hen har gjort det, har midlet altid været, at de blev drevet tilbage til det sted, de kom fra, nemlig Satan. Jøderne på Jesu tid havde samme praksis.
Om der med tiden - i den mangfoldige og mystiske jødiske tradition - har udviklet sig en praksis med at binde dæmoner til ting, skal jeg ikke kunne sige. Men det lyder umiddelbart mere som magi end som ægte åndelig kraft at prøve at binde noget åndeligt med noget materielt.
Tzadok er i virkeligheden en kendt jødisk sanger – så han er nok mere med for sit udseendes skyld end for sin ekspertise som dæmonuddriver J. Selve uddrivelsen foregår med traditionelle elementer som bøn og oplæsning fra Bibelen. Så bortset fra det med æsken, ser det ret autentisk ud. At dæmonen inden i Emily kan ses på en CT-scanning, tror jeg må være en filmisk nyskabelse, der ikke hører virkeligheden til.
Men se selv filmen og døm! Og lad være med at stoppe de sidste popkorn i munden lige inden slutscenen, for så får du dem galt i halsen.
Se artiklen Film med eksorcisme.