Tæt på den ægte vare! For en gangs skyld en dæmonuddrivelsesfilm, der langt hen ad vejen ligner noget af det, det foregår i virkeligheden. En virkelige eksorcist "Når vi spotter Djævelen og siger, at han ikke findes, er han mest lykkelig." Dette citat, der indleder filmen, stammer fra hovedpersonen selv: Den katolske præst, Gabriele Amorth, der i 1986 blev udnævnt til ledende eksorcist i sognet Rom, hvilket vil sige, at han refererede direkte til paven.
*Gabriele er altså en virkelig person (døde i 2016) – der har skrevet mange berømte bøger om eksorcisme og har været i mange medier for at fortælle om sin tjeneste med at hjælpe personer, der er besat af en dæmon. Han har grundlagt International Association of Exorcists.
Filmen er som de fleste andre film produceret af flere forskellige producenter. Denne film er bl.a. produceret af Loyola Entertainment, der er en non-profit katolsk munkeordens mediearbejde.
Er det en autentisk beretning om en af fader Amorths mest spektakulære dæmonuddrivelser? Næppe. Dertil er den lidt for præget af Indiana Jones, fantasifulde konspirationsteorier og gængse eksorcisme-film. Og mange af de tekniske detaljer undervejs ville den gode fader nok ikke have skrevet under på. Men alligevel: der er betydelig større grad af ægthed over en del at den teologi og praksis, der vises, end i de fleste eksorcistfilm på markedet. Der, hvor det især stikker af fra virkeligheden, er den konspiratoriske overraskelse undervejs (som jeg ikke vil røbe, se den selv) samt nogle af de kræfter, der tillægges dæmonen. Det forbandede kloster I begyndelsen af filmen er Amorth (mesterligt spillet af Russell Crowe) i en tæt debat med ledende kræfter i den katolske kirke, der vil nedprioritere det overnaturlige, der for dem at se ikke passer til en moderne verden. Samtidig kaldes han ud til en ny sag, der skal blive en af hans største: En amerikansk enke (spillet af Alex Essoe, der efterhånden har en del erfaring med roller i denne slags film), har slæbt sin teenagedatter og sin juniordreng med til et kloster i Spanien, fordi det er det eneste, hun arvede efter sin mand, der døde et år tidligere. Nu skal de have det sat i stand og solgt, så de kan flytte tilbage til USA. Desværre viser det sted sig at være forbandet, og det onde bemægtiger sig hendes dreng. Den unge lokale præst, Thomas (Daniel Zovatto), står magtesløs. Men da Amorth kommer til, bliver Thomas hans medhjælper og vokser derved meget i erfaring og indsigt omkring dæmonuddrivelse. Voldsom kamp Den rigtige Amorth har udtalt, at en uddrivelse kan tage få minutter eller flere døgn ... og at mange af de tilfælde, man kaldes ud til, slet ikke er dæmonbesættelse, men psykiske ting. Således indledes filmen også med, at han kaldes ud til et tilfælde, der viser sig alene at være psykisk. Men i klosteret er det ikke bare psykisk: her er virkelig usædvanligt stærke onde åndsmagter på spil. Amorth kommunikerer med dem gennem drengen, hvis stemme og ansigt forvrænges til ukendelighed, når dæmonen tager over.
Kampen bliver meget voldsom, og på et tidspunkt ser dæmonen ud til at vinde. Undervejs indprenter Amorth igen og igen Thomas, at vejen til sejr er at være udholdende i tro og bøn: dæmonen kan ikke vinde, så længe uddriveren holder sig tæt til Gud. De mere tekniske forklaringer, han giver den unge præst, er for en stor del kendte katolske teknikker, som er udviklet op gennem tiden i denne kirke, der altid har haft en klar praksis og indgående studier af dæmonuddrivelser – modsat fx vores danske kirke, hvor kun et fåtal af præsterne aner, hvad de skal gøre, hvis de kontaktes af folk, der har problemer med onde ånder. Dertil har filmen så lagt nogle "fif", som vist ikke lige er autentiske – fx at nogle bønner virker stærkere på latin end på spansk eller italiensk. Synden Et helt igennem autentisk træk er, at dæmonen udbasunerer uddrivernes værste synder for dem, for at gøre dem svage. Derfor må både Amorth og Thomas flere gange undervejs skrifte for hinanden (altså bekende deres synder) og modtage Guds tilgivelse. Konspirationsdelen af filmen udfolder dette aspekt ud over det realistiske til, at klosteret er forbandet, fordi munke for århundreder siden begik en voldsom synd her. Denne synd førte til, at dæmoner kunne infiltrere store dele af den katolske kirke i mange år. Og nu har dæmonen narret Amorth til klosteret for at bemægtige sig ham og gentage infiltrationsnummeret gennem ham. Her tillægger filmen dæmonerne langt større magt over kirken og dens præster, end i virkelighedens verden. Hum hum og whisky Fader Amorth skildres som en rund præst, der nynnende kører på Peugeot-scooter, laver uskyldig sjov med de unge nonner og altid har en lommelærke med whisky med. Jeg kender ikke den virkelige Amorth, men jeg har iagttaget dette hos flere eksorcister: samtidig med at de er dybt engagerede i den åndelige dimension og dens voldsomme alvor, har de en hyggelig sans for de små glæder i livet. Så personlighedstrækket kan udmærket være autentisk og behøver ikke bare være der, fordi Crowe er så vildt god til den slags. Gyserfilm og lidt til Naturligvis skal den sælges på gyset og konspirationen. Og begge dele leveres for fuld udblæsning. Så er det det, man går efter, kan den varmt anbefales! Går man også efter at få et indblik i en del af virkeligheden, vores kirke i de seneste årtier har gemt i berøringsangst, er den bestemt også værd at se.
Gemmer din stemme...
