• SNESØSTEREN ny familiejulefilm på Netflix

  • CIVIL WAR nu på filmstriben.dk udover Prime Video, dvd og blu-ray

  • SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

The Blind Side

En stærk (familie)film om at tage vare på samfundets svageste. Filmen gav Oscar-statuette til Sandra Bullock.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaKomedieFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 årTEMA Kristne filmTEMA SportsfilmTop 10 2009
Produktionsår: 2009
Varighed: 129 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: John Lee Hancock,
Roman/manuskript: Michael Lewis,
Medvirkende: Sandra BullockTim McGrawQuinton Aaron,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 17.05.2010



SKÆV STARTRAMPE ENDER I PLETSKUD

Det er altid svært, når man skal anmelde en Oscar-vinder, for man drukner så let i en forudindtaget mening: Skal man eller skal man ikke give den en topkarakter? Bliver jeg betaget af dens omdømme og prisbelønning eller af dens kvaliteter?

Med "The Blind Side" er det ikke helt så kompliceret, for det er ikke filmen, der er blevet hædret, men derimod filmens hovedrolleindehaver, Sandra Bullock, der spiller den omsorgsfulde og powerfulde mor Leigh Anne Touhy, der retter op på en ung, sort amerikaners liv og giver ham mod på tilværelsen.

Michael Oher (Quinton Aaron) er kommet rigtig skidt fra start i livet. Hans far skred, da han var en uge gammel, og hans mor er stofmisbruger, og mor til et utal af børn, som alle bliver tvangsfjernet og kommer i familiepleje. Det samme skete flere gange for Oher, men hver gang stak han af, og opsøgte sin mor i det forhutlede kvarter i Memphis. Michael Oher kan hverken læse eller regne, han er langsom og ugidelig i skolen, men i den samlede bedømmelse fra skolen får han 98 point ud af 100 i beskyttelsesinstinkt. Oher kan dog noget med sport. Han er fremragende til at spille basketbold, og ved lidt af et tilfælde ender han med at gå på den skole, hvor Touhy's børn går. Han må dog ikke spille på skolens hold med amerikansk fodbold - en sport han har stort potentiale i - medmindre han bliver dygtigere i skolen. Og det er lettere sagt end gjort.

Heldigvis dukker Leigh Anne op. Hun bliver slået af Ohers stille ydre og meget store og markante fremtoning. Hun tager ham med hjem, så han kan sove på sofaen. Oher oplever, hvad det vil sige at have en familie, og langsomt bliver der skabt så tryg en ramme, at det måske er muligt at indhente noget af det forsømte i skolen, så han kan vise sine kvaliteter på fodboldbanen …

Filmen er ikke nogen æstetisk perle. Manuskriptet er heller ikke revolutionerende, og det er så som så med effekterne. Lidt kontra-zoom er faktisk, hvad det bliver til; en effekt som er såre simpel at lave, selvom det ser brandgodt ud. Filmen er alligevel anbefalelsesværdig, for selve filmens grundindstilling og livsopfattelse er prisværdig. Filmen foregår i Memphis, på en kristen skole, og med udgangspunkt i familien Touhy. Touhy-familien er også kristen, omend den ikke er missionerende. Men det diakonale sindelag ligger dem stærkt på sinde - især for Leigh Anne. For mig at se er en af filmens store kvaliteter nogle små finesser, som giver den et godt, forkyndende budskab.

For det første: Omdrejningspunktet for Leigh Annes omsorg for Michael Oher er hele tiden, at de er ligeværdige, og at hun ser de samme muligheder i ham, som i sine egne børn. Og det på en ikke-stræberisk måde, men gennem et kærligt og moderligt sind.

For det andet: Familien står sammen om at integrere Oher i familien, og manden, datteren og sønnen er gode til at bakke op om "projektet". For mig at se er det væsentligt, at Leigh Annes store omsorg ikke kommer til at overtrumfe familien, og flere gange snakker hun også med bl.a. datteren om, om det er okay for hende, at Oher bor i huset. Det viser omsorg for den enkelte, og ikke bare "skyklap-barmhjertighed".

Filmen er hyggelig, sjov og meget rørende. Der er momenter, hvor det måske bliver en anelse for klistret til min smag, men det er bestemt dejligt at se en film uden sex- og voldsscener og nærmest uden bandeord. Dejligt at en sådan film er blevet prisbelønnet.

Jeg ser filmen som en oplagt familiefilm, fordi alle vil kunne blive rørt af den, og det gode syn på familien som en enhed, og hjemmet som en stærk platform for mission, gør den oplagt til netop det. Filmen ville også fint kunne gå til en menighedsaften, da en diskussion om den enkeltes værdi, den sociale omsorg og andet af det ovennævnte ville kunne give nogle gode samtaler.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

Se også The Blind Side - overrasket af nåde.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.2 af 6. 9 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer