• Film med stikordet PÅSKE fx RISEN - på dvd og blu-ray og fx lån på bibliotek.dk

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Animation

Stjernen

The Star

En herlig tegnefilm, der genfortæller historien om Maria, der bliver gravid og skal føde Guds søn. På den farlige rejse til Betlehem bliver de hjulpet af et æsel, en due, et får og tre kameler. Få genopfrisket julens budskab sammen med hele familien.

AnimationFamiliefilmAffirm filmsTEMA Familiefilm julTEMA Bibelfilm
Produktionsår: 2017
Varighed: 83 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Timothy Reckart,
Medvirkende: Danske stemmer:Andreas JessenJosef AarskovJulie Lund,
Stikord:
 Jul,
 Bøn,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 17.11.2018



ET BETYDNINGSFULDT ÆSEL 

Vi befinder os i Israel for 2.000 år siden. Det unge æsel, Bo (Andreas Jessen) må træde rundt i en trækmølle og male korn hele dagen. Indespærret i det lille møllerum drømmer han om at være med i den kongelige karavane. Så blev man da til noget og blev betydningsfuld. Han får næring til sine drømme af duen David (Josef Aarskov), der dagligt besøger ham og fortæller ham om livet udenfor. Og især fortæller han om den kongelige karavane.

Sideløbende med, at vi følger disse to dyr, møder vi også den unge kvinde, Maria (Julie Lund) og hendes forlovede/senere ægtemand, Josef. Maria oplever noget absolut enestående: en engel besøger hende og fortæller hende, at hun skal blive gravid helt uden at have haft sex med nogen – og hun skal føde Guds egen søn! Et godt stykke henne i graviditeten befaler kejseren, at alle skal samles til folketælling i den by, deres slægt stammer fra. Så Maria og Josef må begive sig ud på rejsen til byen Betlehem, selv om hun er højgravid.

Vi følger også de tre vise mænd og deres tre kameler, der kommer til kongen, fordi de har set den store stjerne, og ved, at det betyder, at jødernes konge skal fødes. Den onde kong Herodes befaler sin ondeste jæger og hans to dræberhunde at følge efter de vise mænd for at finde den nye kongesøn og slå ham ihjel! Det lykkes musen Bo at stikke af fra møllen – og så samles det hele til en tempofyldt, begivenhedsrig og farefyldt rejse til Betlehem for alle tre grupper.

Fryd og fest og lidt fare
Der er – som så ofte i animationsfilm for børn – en del triste og farlige øjeblikke. Her er det godt at sidde i nærheden af de mindste seere. Men meget hurtigt opløses situationerne: man bliver venner igen, faren driver over osv. Vi har de sædvanlige roller fordelt: de lidt dumme og sjove (fx to af kamelerne) og de kloge, der forklarer det hele med en hovedrysten (fx den tredje kamel). Vi har de friskfyragtige og klovnene, og så har vi de lidt mere sammensatte karakterer. Bo er på mange måder hovedpersonen og i ham udkæmpes flere kampe. Han kæmper mellem mindreværd og en trodsig bevidsthed om, at han nok skal blive til noget vigtigt. Han kæmper mellem drømmen om den kongelige karavane og så sit ansvar for (og kærlighed til) Maria og den lille, der er på vej. Han kæmper mellem impulsen til at stikke af fra alt det farlige og så impulsen til at blive og redde Maria og hendes lille familie. Bo beder til Gud undervejs, og han tænker på Gud. Ligesom Josef har Bo svært ved at se Guds plan og mening i alt det, der sker. Maria har en stærk tiltro til, at Gud har styr på det, og at de en dag vil se, hvad planen går ud på. Dette smitter efterhånden af på hele flokken.

Juleevangeliet
Filmen er naturligvis bygget op omkring juleevangeliet i Bibelen og følger det faktisk ret tæt. Eneste væsentlige afvigelse er, at kongens soldater, der myrder alle drengebørn i Betlehem, er blevet til jægeren og hans to hunde, der forfølger Maria og Josef. Dette fif er et godt valg, som får filmen til at hænge sammen, og som tilfører en konstant  spænding – og det forstyrrer på ikke ingen måde budskabet, som ofte er med næsten direkte citater fra Bibelen:

Om Guds søn, verdens konge, frelseren, Jesus – det er ham, der er Marias baby.

Stjernen, som Bibelen omtaler meget, spiller til at begynde med ikke så stor en rolle i filmen, men fylder mere og mere, efterhånden som vi nærmer os fødslen. Bo kæmper også mellem lysten til at lade de to jagthunde smage deres egen medicin, da han får muligheden, eller i stedet at redde dem. Han vælger det sidste, hvilket forandrer dem til gode hunde. Jo, der er happy ending overalt – undtagen for jægeren, men man ser ikke direkte, at han dør. Det hele ender med en lykkelig flok forenet omkring den nyfødte – alle badet i strålerne fra den store stjerne,

Mange plusser og et minus
Bliv endelig siddende under filmens afsluttende rulletekster. Her ser vi i tegninger af, hvordan den lille Jesus vokser op og bliver en stor dreng. Det er et ekstra plus til en film, der i mine øjne fortjener store plusser for teknik, grafik, fortællemåde, indhold osv. Et lille minus: der er lagt gode danske stemmer på filmen. Men de mange julesange, der fylder baggrunden undervejs, er originale, dvs. på engelsk. Så dem får børnene kun stemningen med fra. Men det ville naturligvis blive meget dyrt at gøre soundtracket dansk – så det må vi leve med.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray - skriv "The Star" (Star, the) i hjemmesidernes søgefelt. Kan ses på fx Blockbuster.dk, hvor der skrives "Stjernen" i søgefeltet.

Læs om filmens producer, Devon Franklin.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.1 af 6. 7 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer