• TESTAMENTE: HISTORIEN OM MOSES (serie) nu på Netflix

  • SOPHIE SCHOLL - DE SIDSTE DAGE nu på filmstriben.dk udover dvd

  • FEM IKKE-PÅSKEDE PÅSKEFILM fx Gran Torino

  • SONING DR2 | 31-03-24 | kl. 17.40

  • POOR THINGS nu på dvd og blu-ray

  • FEM PÅSKEFILM bl.a. THE LAST TEMPTATION OF CHRIST

  • DEN KÆRLIGHED SOM SÆTTER FRI nu på Netflix

Alle anmeldelser - Action

Squid Game sæson 1 (serie)

456 sydkoreanere, der alle er håbløst fallit, tilbydes en chance for at blive mangemillionær! De skal spille med i et hemmeligt spil, som de personligt inviteres til. Men de ved slet ikke, hvad de i virkeligheden går ind til.

ActionDramaThrillerTEMA Serier
Produktionsår: 2021
Varighed: 492 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Hwang Dong-hyuk,
Medvirkende: Lee Jung-jaePark Hae-sooWi Ha-Joon,
Stikord:
 Vold,
 Valg,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 07.12.2021



ET SPIL HVOR BLODET FLYDER 

Serien har fra dens start vundet en popularitet som næsten ingen andre serier fra Netflix. I begyndelsen følger vi Seong Gi-hun (Lee Jung-jae), der er en typisk taber. Han nasser på sin gamle mor, har spillet alt for mange penge op og har i en skilsmisse mistet sin datter. Hans gæld er så stor, at en bande får ham til at skrive under på, at han skal afgive sin ene nyre, hvis han ikke betaler meget snart. Men så passes han op af en mystisk mand og får en invitation til et spil …


Blodigt spil
Uden at afsløre for meget, ender Seong og 455 andre på en øde ø, hvor et gigantisk arrangement huser dette spil. På seks dage skal der spilles seks spil, alle inspireret af koreanske børnelege. Taber man, bliver man skudt. Ja, du læste rigtigt: man bliver endda skudt i hovedet lige foran alle de andre. Serien er på den måde helt usædvanlig voldelig. De rødklædte og maskebærende arbejdere skyder folk, som var det et spørgsmål om at sende dem uden for banen i et almindeligt spil. Det bliver hurtigt en rutine.

Psykologisk overlevelsesfilm
Selvfølgelig lægger den slags spil op til mange psykiske reaktioner hos spillerne. Serien udnytter mange af dem og viser både sammenhold, egoisme, kynisme og masser af angst. Undervejs er der stille øjeblikke, hvor samtaler mellem spillerne giver os lidt information om deres baggrund for at have meldt sig frivilligt til spillet - og for frivilligt at fortsætte det dødsensfarlige spil. Først og fremmest er serien vel nærmest god underholdning – med masser af neglebidende spænding, voldsomme dilemmaer, overraskende nye vinkler på spil og personligheder osv. Der er fuld skrue på underholdningen. Samtidig prøver serien vel også at beskrive et samfund, hvor mange mennesker kan få det så dårligt, at de er villige til at satse deres liv i et kynisk spil.

Vi møder en iskold ung kvinde, Kang Sae-byeok (Jung Hoyeon), der viser sig at være afhopper fra Nordkorea og en gammel mand, Oh Il-nam (Oh Yeong-su) med hjerne-tumor og kort levetid foran sig – for bare at nævne to af de ca. 10 spændende personer, der fylder meget i serien.

Man skal nu ikke forvente det store karakterskuespil – det er ret stereotype roller og adfærdsmønstre, der udgør hovedparten af repertoiret. Dog med enkelte undtagelser, idet især Seong får lov til udfolde sig nuanceret og spændingsfyldt. Han er således oftest den, der indfører etiske overvejelser i den ellers ret kyniske kamp for overlevelse.

For voldsom?
Mange har påpeget, at den kyniske og ”selvfølgelige” dødsvold, der vises igen og igen og igen, kan virke afstumpende på især unge. Det er en velkendt bekymring, og eksperterne er altid uenige. Men jeg kan i hvert fald tilslutte mig, at der er usædvanlig meget og usædvanlig tydelig dødsvold (og lidt selvmord) i serien. Men for en del af os virker det nok endnu mere skræmmende at få aftegnet et samfund, der kan producere så mange mennesker, der er i så håbløs en situation, at et spil på liv og død virker mere tiltrækkende end at fortsætte deres normale liv. Serien forsøger at vise os et samfund, hvor nogle har alt for mange penge og andre har alt for lidt. Hvordan det kombineres til "Squid-Game" (blækspruttespil), og hvorfor spillet har fået det navn, afsløres i sidste episode.

Kritisk overfor kristne
Religion spiller ikke en stor rolle. Man skulle måske ellers forvente, at spillerne både ville tænke på og snakke om, hvad det var at dø, og hvad der skete bagefter. Men det virker som noget, man ikke arbejder med. En del karakterer taler om ”helvede”, men vist ikke i en klassisk religiøs forstand. Derimod har serien virkelig set sig ond på kristne. Hele tre gange i serien præsenteres vi for kristne, og alle tre gange er de gennemført modbydelige, hykleriske, fordømmende og egoistiske. Intet godt anføres om dem, og deres ondskab kobles tydeligvis til deres tro. Det er ikke så tit, at vi ser det skildret så ensidigt og voldsomt. Dette skal dog næppe tages som et udtryk for al koreansk filmvirksomhed – se bare "Hellbound" – en anden populær Netflix-serie fra Korea, der også samler mange seere lige nu. Her behandles både tro generelt og kristendom specifikt på en helt anden måde.

Kan ses på Netflix.dk



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.6 af 6. 5 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer