"Derfra min verden går" Hvordan mon det er at være født og leve i et fængsel og have dét som hele sin forståelsesramme, ud fra hvilken man lærer alt at kende, og i hvilken man tilbringer de vigtigste af ens læringsår, slår rødder og føler sig hjemme? Det er virkeligheden for 5-årige Jack i "Room" – alt han kender, findes inden for et kvadratisk rums fire vægge. Fortællingen greb mig totalt om hjertet og gav mig de mest våde kinder, jeg meget længe har haft til nogen film – fem gange gav mine øjenlåg efter og måtte lade tårekanalerne få frit løb!
Eventyr eller virkelighed? Jack bor i Rummet med sin mor, Joy. Stemningen i filmen er lys og munter, og der er ingen flashbacks eller voice-over til at skyde fortællingen i gang, bare en in medias res-indgang i karakterernes tilværelse. Historien drives frem ud fra devisen "show, don't tell", hvorfor fortællingen er herligt subtil i sin måde at formidle, hvad der foregår. Langsomt går det op for én, hvad der er sket, men selv om sandheden er umanerligt barsk, så fremstår den ikke som sådan, for Joy har skabt en fiktiv virkelighed for Jack, så han (og hun) kan holde tilfangetagelsen ud. Hvad er virkelighed, og hvad er leg og eventyr? For Jack er det ikke til at skelne.
Filmen har et adstadigt tempo, og da vi aldrig får noget at se uden for Rummet, kommer vi som publikum, i takt med at minutterne går, længere og længere ind i den klaustrofobiske og trivielle oplevelse af faktisk at være tilfangetaget. Tilværelsen i Rummet ses primært fra Jacks lyse barnesinds perspektiv, og det er det stærkeste ved denne film at se, hvordan et lille barn får denne verden til at give mening. Eller nærmere - det stærkeste er at se Jacks og Joys virkeligheder støde sammen, for Joy kender til verden udenfor, og hun har planer om at vende tilbage dertil. Igennem en stærk scene får Joy overbevist Jack om, at der findes en verden udenfor, og at de må slippe derud. Uden at røbe for meget af filmen kan jeg sige, at den todelt, sådan at vi ca. halvvejs inde i filmen får lov at se Jacks første møde med verden udenfor og Joys tilbagevenden til den efter syv års fravær. Filmens anden del, hvor Jack, Joy og deres familie må lære hinanden, sig selv og verden at kende igen, er mindst lige så stærk som første del!
Ekstremt troværdig og stærk Skuespillet er balstyrisk stærkt! Tremblay som Jack leverer en af de mest overbevisende præstationer fra en barneskuespiller, jeg nogensinde har set, men Brie Larson som Joy er ikke mindre formidabel. Den ekstreme fortælling til trods virker alt troværdigt, og replikkerne og tempoet i filmen er forrygende. Filmen lykkes - pga. dens opbygning - storartet med først at få dig til at føle, hvor lille verden er, for bagefter at få dig til at indse, hvor enorm den er.
Platon, Benigni, Alice og Jack "Room" er på sin vis en filmatisering af Platons hulelignelse om mødet med sol og træer uden for hulen efter kun at have kendt til bål og skygger inde i hulen. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på Roberto Benignis Livet er smukt om en forælder, der forsøger at skærme sit barn ved at gøre den barske virkelighed til en leg. Eller - som Joy selv sammenligner deres situation med: Alice i Eventyrland i forsøget på at forklare Jack, hvad virkeligheden er - kan man også drage interessante paralleller. Slutteligt en oplagt parallel er til Hans og Bønnestagen (på engelsk: Jack and the Beanstalk"), der handler om, hvordan Jack kravler ind i en verden, hvor alt er stort og nyt og farligt sammenlignet med hans trygge tilværelse.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.8 af 6. 5 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
