• INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • LADY BIRD nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • NEXT GOAL WINS på dvd og blku-ray samt Disney+

  • OFFICIAL SECRETS DR2 | 19-04-24 | kl. 20.00

  • 3 BODY PROBLEM Netflix-serie

  • THE OLD OAK nu på dvd

Alle anmeldelser - Gyser

Nope

Jordan Peele's tredje gyserfilm er en dragende og kryptisk genrebastard, men filmens mening bliver aldrig tydelig. Det er både dens styrke og dens svaghed.

GyserKomedieScience fiction
Produktionsår: 2022
Varighed: 130 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Jordan Peele,
Medvirkende: Daniel KaluuyaKeKe PalmerBrandon Perea,
Stikord:
 Gys,










Anmeldelse:

Af: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen - 22.08.2022



JORDAN PEELE ER TILBAGE 

Jordan Peele sparkede ikke bare døren ind, men lossede den også af sine hængsler, da han i 2017 blæste filmverdenen omkuld med sin debutfilm "Get Out". En bidende satirisk og dybt forstyrrende gyser om raceskel i det moderne Amerika. I 2019 fulgte han op på succesen med den nervepirrende US, som endnu engang kommenterede på racespørgsmål og uligheder, set gennem gysets blodstænkte linse. Siden da har han siddet i producerstolen på serier som"‘Lovecraft Country" og den relancerede gyser-serie "The Twilight Zone", men er nu aktuel med sin tredje spillefilm "Nope".

En kryptisk genrebastard
"Nope" åbner med et citat fra Nahums Bog kapitel 3 vers6, hvori der står "Jeg dænger dig til med skarn, jeg fornedrer dig og stiller dig til skue." Således opløftet bliver man introduceret til Peele's seneste rejse udi menneskets mørkeste afkroge. Filmen følger søskendeparret OJ (Daniel Kaluuya) og Em (Keke Palmer), som på hver deres måde prøver at finde sig til rette efter deres fars død. Sammen har de ansvaret for den fædrene gård; en hesteranch med heste brugt i diverse filmproduktioner. Da strømmen på gården pludselig begynder at gå, og heste begynder at forsvinde, bliver det dog hurtigt klart for dem begge, at ikke alt ånder fred og idyl på den gamle ranch.

Jordan Peele's tredje spillefilm er en dragende, krøllet og kryptisk genrebastard, sådan som han har for vane at lave dem. Denne gang lugter det hele dog mere af western og science fiction, end det gør i hans vanlige gys. Dette betyder dog ikke, at gyset ikke er tydeligt til stede - det er det, og det endda på en meget effektiv og gruopvækkende facon. Udover legen med genren er det også denne gang tydeligt, at Peele har ambitioner om at formidle og kommentere på basale menneskelige tendenser, men hvor de to foregående værkers pointer nærmest stod bøjet i neon, er "Nope" anderledes vag.

Er der mening med galskaben?
At Jordan Peele afviger fra sine vanlige budskaber og allegorier er lige dele forfriskende og forvirrende. At der ligger mange tanker og idéer bag filmens historie er tydeligt, men denne idérigdom mudrer desværre også vandene i en sådan grad, at forvirringen til tider bliver større end fornøjelsen. Hvad der er den egentlige mening med galskaben, bliver derfor aldrig tydelig. Det er en af filmens største svagheder, men overraskende nok også en af den største styrker - i hvert fald for den del af publikum, som nyder at udfordre de små grå efter en film. Temaer som menneskets sameksistens med naturen, vores evindelige jagt efter ussel mammon eller vores instinktivt voldelige væsen i mødet med det fremmede, er alle tydeligt fremherskende i filmen, uden nogensinde at blive åbenlyst udfoldet.

“Jeg fornedrer dig og stiller dig til skue”
Med "Nope" har Jordan Peele endnu engang formået at skabe en velreflekteret og mangefacetteret oplevelse, som er både dragende og frustrerende. Dens mange budskaber stikker i så mange retninger, at det er svært at afkode nogen entydig mening, men at den fordrer refleksion, er ikke til at komme uden om. Peele's jerngreb om det moderne menneskes væsen er ikke til at tage fejl af, hvorfor bibelcitatet fra filmens åbning synes nærmest at spejle, hvad der måske var hans egentlige ambition fra starten af: at dænge sine karakterer til med skarn, fornedre dem og stille dem til skue, i et forsøg på at vise os den menneskelige ondskab i al sin magt og vælde. Uanset, hvad budskabet måtte være, er hverken filmens fortræffeligheder eller Jordan Peele's indiskutable talent til at komme udenom.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer