AT TRO PÅ EN UTROLIG GUD
Denne film bygger meget tæt på virkelige begivenheder, hvilket understreges af, at den virkelige Jeremy Camp og familie har en lille hilsen efter filmen. Camp har flere guldplader og mange hitliste-succeser i sin karriere i den kristne del af musikbranchen i USA. Samtidig er han præst. Du kan finde hans musik på Spotify.
Kærlighed med komplikationer
Filmen beskriver Jeremys (K. J. Apa) gennembrudsår, hvor han i 1999 begynder på universitet i Californien for at læse teologi. Hans store lidenskab er musik, og gennem den møder han Melissa (Britt Robertson) og forelsker sig i hende. Samtidig møder han et af sine musikidoler: Jean-Luc (Nathan Parsons), der bliver hans mentor som sangskriver og musiker. Problemet er bare, at Melissa og Jean-Luc er kærester. Flere problemer støder til, idet Melissa får en dødelig kræftsygdom. Hvis du ikke tidligere har hørt beretningen, skal jeg ikke afsløre den her – se den selv. Jeg er bestemt ikke til "tudefilm" – men måtte indrømme, at denne film alligevel kaldte på den slags følelser – så tag lommeletter med.
En stjerne fødes
I filmen spiller stjernehimlen en stor rolle for Mellissa, og undervejs spilles der mange gange på billedet med stjerner. Dels som et billede på Guds uendelige storhed. Og dels som et billede på, at hvert menneske er en af de utallige stjerner i Guds fantastiske maleri (ligesom en stjernebesat nattehimmel er Guds maleri). Billedet bruges også af Melissa til at finde en mening med de voldsomme ting, der på kort tid sker i hendes og Jeremys liv. Samtidig er det beretningen om, hvordan en stjerne på musikscenen blev til. Men også - ifølge Melissa og andre - en stjerne, der var skabt af Gud med det formål at lyse for mange gennem Jeremys sange og vidnesbyrd om Gud.
Den utrolige Gud
For Jeremy og Melissa - både de virkelige personer og de roller, der tildeles skuespillerne i filmen - skal Gud afgjort være den vigtigste hovedperson. Gud beskrives som utrolig. Både som den, der kan udføre utrolige mirakler og besvare "umulige" bønner – den Gud, der næsten ikke er til at tro, når samme slags bønner ved andre lejligheder besvares ganske forskelligt. Det er noget, alle kristne til alle tider har levet i og kæmpet med – at Gud er større, end vores forstand kan rumme. Men kan vores tro klare det? Må den ikke gi op, når alt ser for mærkeligt og uforståeligt ud? Melissas svar blev det, som Jeremy kort efter hendes død formulerede i sangen, der har givet filmen navn: "I still Believe" - "Jeg tror stadig."
Her vil vandene nok dele sig markant i biografsalen. Hvis man ikke tror på en Gud, der kan helbrede overnaturligt, vil man afvise filmen som en fuphistorie. For lige at citere en anden anmelder, der ser denne del af filmens handling som "hokuspokus filifællesbøn-mirakler". Hvis man derimod er så heldig, at man tror på, at Gud kan helbrede, er filmen endnu en af de mange tusind beretninger om Gud og hans vej med mennesker. Der er nogle guldkorn i Melissas tolkning af meningen med det, der sker i hendes liv. Ordene er værd at tage med videre i livet, når Gud næste gang viser sig som utrolig.
Kan ses på blockbuster.dk.
Erwin-brødrene står også bag filmen I Can Only Imagine.