FØLELSER GENOPLIVES - MAN SIDDER MED I JAGTEN
Gammelt venskab ruster aldrig – medmindre det oplever en slags saltvandseksponering, som i "Dobbeltfejl", hvor Anne Sofies (Sidse Babett Knudsen) og Saras (Sofie Gråbøl) sønner bliver involveret i et påstået seksuelt overgreb. I noget, der virker som en helt almindelig provinsby, bliver tre familiers liv ændret radikalt fra den ene dag til den anden. Oscar tisser i bukserne ved tanken om at skulle have idræt med de to drenge, Frederik og NC, som aftenen inden havde udsat ham for et overgreb på skaterbanen. Frederik har endda kendt ham, siden de var babyer.
Hvad sandheden i denne påståede ugerning er, bliver der hele tiden sat spørgsmålstegn ved, og udviklingen i relationerne mellem hovedpersonerne driver filmens drama. Ligesom i Jagten (2012) ser man her, hvordan et lokalsamfund kan mobilisere holdninger, og hvordan man gerne vil være på den rigtige side af sandheden. Plottet er dragende, og man sidder næsten foroverbøjet i biografsædet for at følge med i, hvad der er op og ned i denne overgrebssag.
Brillant skuespil fra den danske top
Hovedpersonerne er det, der gør "Dobbeltfejl" til en bedre film end så mange andre tilsvarende danske dramaer. Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl spiller mesterligt og dybt overbevisende deres roller som mødre, der vil gøre alt for deres børn. På både godt og ondt. Også Asta Kamma August, der spiller Ulrikke, brillerer som en ressourcesvag, ung mor. Hun får dog ikke så meget scenelys som de to andre.
Filmen behandler problemet med, at forældre projicerer sig selv ned i deres børn; at de spejler sig selv i deres afkom, som derfor spejler deres forældre ud til omverdenen. I alle tre mor-søn-dynamikker ses det, hvordan drengene har taget karaktertræk fra deres forældre, eller rettere, hvordan de har fået karaktertræk presset ind fra deres mor, far eller morfar for den sags skyld.
Social"realisme"
Denne mekanisme synes dog også at have sit tag i instruktør Amalie Næsby Fick og manuskriptforfatterne Nikolaj Arcel og Sara Isabella Jønsson. Det opleves flere gange, hvordan nogle af børnerollerne er præget af voksnes tankegang. Eksempelvis har jeg aldrig mødt et barn som Frederiks lillesøster i virkeligheden, måske lige bortset fra Greta Thunberg. Hun har nemlig replikker, man ikke hører mange preteens have, som da hun taler om, hvordan hun ikke vil til skolefest, fordi de serverer kød, og at hun angiveligt lugter lidt af dødsbo (fordi genbrugstøj …).
Generelt er der en tendens til tvivlsomme sociale træk i "Dobbeltfejl", og når filmen netop skal være en socialrealistisk thriller, svækker det troværdigheden. David (Thomas Hwan) leverer en totalt inkompetent skolelederrolle, hvor tavshedspligt åbenbart mere er en mulighed end en pligt. I en komedie havde denne rolle været passende, men her giver den en tvetydighed i filmens tone.
En medrivende film – dog ikke uden fejl
Forventningerne er høje, når man har at gøre med en film med blomsten af danske skuespillere og et hold bag kameraerne, der blandt andre tæller Nikolaj Arcel, som har adskillige store blockbustere bag sig.
Derfor er det svært at se bort fra ridserne i lakken, som "Dobbeltfejl" har. Når man sidder og tænker: ”Det er jo ikke realistisk," er det altså ikke til UG. Selvom Sidse Babett Knudsen gør sit for det!