• DUNE: DEL 2 i biografen

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • Bedste film ved Oscar-uddelingen blev OPPENHEIMER

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Drama

Ritualet

The Rite

En veldrejet gyser om dæmonuddrivelse – baseret på autentiske begivenheder. Men forsøget på at skildre karakterernes kristne tro bliver aldrig helt troværdig.

DramaGyserThriller
Produktionsår: 2011
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Mikael Håfström,
Medvirkende: Anthony HopkinsColin O'DonoghueAlice BragaCiarán Hinds,
Stikord:
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 11.03.2011



I en tid, hvor der er flere og flere i Folkekirken, der efterlyser, at præsterne er rustet til at imødekomme folks behov omkring oplevelser med fjendtlige ånder, er det ekstra spændende med en film om dæmonuddrivelse.

Den unge Michael Kovak (Collin O'Donoghue, der sprang fra tv-serier til rigtige film i "The Euthanizer" og nu åbenbart er blevet opdaget i film-verdenen) er ud af en familie, hvor man enten bliver bedemand (som sin far) eller præst. Kovak vælger præsteseminariet – men med planer om at stoppe inden han afgiver præsteløftet. Han har ikke tro til at blive præst – uddannelsen er bare hans vej ud i verden.

Da han indsender sin udmeldelse, overtaler en af hans lærere ham til at tage et kursus i Rom i eksorcisme! Derefter kan han beslutte, om han vil fastholde sin udmeldelse – og for øvrigt dermed opleve, at kirken omdanner hans stipendium til et studielån, han skal tilbagebetale! Så Kovak tager klogeligt til Rom, skønt han hverken tror på Gud eller Djævelen ...

Her møder han journalisten Angeline (Alice Braga), der går på samme kursus for at skrive om emnet. Hans lærere opdager hans skepsis og sender ham til en gammel, erfaren eksorcist, Fader Lucas (Anthony Hopkins).

Kovak bliver praktikant hos Lucas og oplever ham i aktion. Kovak er dog stadig dybt skeptisk og mener, at der er mere brug for en psykiater end for en præst, men Lucas er dybt overbevist. Kovak følger især behandlingen af en gravid ung kvinde. Det ender med, at kvinden dør under meget mystiske omstændigheder. Lucas er helt slået ud. Og her krakelerer hans tro, og han går helt i stå.

Hurtigt går det op for Michael og Angeline, at der er noget rivende galt med Fader Lucas: De opdager, at han er besat!

Djævelen har efterhånden talt til Michael gennem flere besatte og fortalt ting, som ingen andre kunne vide om ham og hans fortid – og forudsiger også hans fars død (hvilket sker ganske kort efter). Michael tvivler stadig, men nu er Angeline overbevist og hjælper Michael, så han til sidst griber troen og uddriver dæmonen af Lucas.

Filmen slutter med en tekst, der fortæller, at den er bygget på virkelige begivenheder, og at både Lucas og Kovak har praktiseret eksorcisme i mange år.

Instruktøren Mikael Håfström, der tidligere bl.a. har givet os Jan Guillou-filmatiseringen "Ondskab", er ikke ude med de store virtuelle sving med animationsprogrammerne. Der er ikke mange specialeffekter – gyset i filmen ligger mere i det at forestille sig de lidelser, de besatte udsættes for. Der er undervejs flere steder, hvor en del af os hoppede i biografsæderne – men ikke på grund af specialeffekter. De forvandlinger af øjne og hud, der sker med den besatte person er meget effektfulde, men er ikke vildt overdrevet, sådan som de digitale muligheder i dag ellers let kan friste til at benytte sig af. Der er simpelthen noget godt gammeldags gys i denne film.

Både Hopkins, O'Donoghue og Alice Braga spiller godt, om end manuskriptet mest går på ret voldsomme sindsstemninger. Men de små lune nuancer skinner dog også igennem sine steder.

Filmen stiller spørgsmålet: "Findes dæmonbesættelser virkelig?" Og dermed naturligvis spørgsmålet: "Er eksorcisme fup eller fakta?" Filmen svarer tydeligvis, at de findes, og at eksorcisme er den eneste hjælp mod dem.

Det kan man jo mene om, hvad man vil, alt efter trosoverbevisning.

Men, hvis man nu tror på det – er det så en realistisk fremstilling af det? Eller mere præcist: Er det et realistisk portræt af den katolske tro og praksis omkring emnet.

Langt hen ad vejen er svaret ja. Den katolske kirke er verdens største og mest brogede kirke, hvor der er enorme lokale variationer. Men det er bestemt ikke yderligtgående praksis, der beskrives her. Og alle de ting, der forekommer i filmen, genkender jeg fra autentiske beretninger. Naturligvis er de udvalgt til lejligheden og sammensat, så der bliver en god spillefilm ud af det, men de kunne godt være autentiske: Dæmonen har en overjordisk viden om mennesker og bruger det bl.a. til at angribe eksorcisten ved at udbasunere hans synder; den besatte kan tale i andre stemmer og sprog, den besatte kan få overnaturlige kræfter osv.

Også de eksorcistiske handlinger som bøn, korsdragning, befalinger osv. er almindelige. I filmen angives dét at kende dæmonens navn som en betingelse for at uddrive den. Det er der delte meninger om blandt eksorcister, men en del hævder det, så det virker også autentisk.

Det, jeg savner i denne film - som i de fleste andre, der prøver at gå under huden på kristne, er det personlige forhold til Gud. Michaels vej fra tvivl til tro er egentlig hovedtemaet i filmen. Men det skildres på en lidt stiv, ydre måde, som om hverken instruktør eller skuespiller kender til det personlige, fortrolige samvær med Gud. Ikke at jeg skal bedømme deres trosliv – men i hvert fald mangler det personlige, fortrolige forhold til Gud i filmen. Vi oplever aldrig nogen af hovedpersonerne i personlig samtale med Gud – det skulle vel ellers ikke være så svært at fremstille. Og i fremstillingen af selve eksorcismen er der for lidt vægt på den dybe afhængighed af Guds Ånd, der jo altid er den magt, der smider dæmonerne ud.

Men ud over at være en forholdsvis veldrejet gyser med en happy end, er filmen altså en lidt overfladisk, men alligevel ret okay introduktion til en af de måder, den katolske kirke i dag håndterer besættelser på. Og bortset fra diverse Ave-Maria'er ligger den ikke så langt fra den praksis, en del evangeliske præster har.

Se artiklen Film med eksorcisme.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer