• THE ZOOKEEPERS WIFE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • VALLEY OF TEARS HBO-serie

  • SOUND OF FREEDOM nu på Blockbuster.dk udover dvd og blu-ray

  • FRIT FALD nu på Blockbuster.dk

  • CIVIL WAR i biografen

  • BIRTHDAY GIRL i biografen

  • THE ZONE OF INTEREST nu på dvd og blu-ray

  • DEN GRÆNSELØSE nu på dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Adventure

Elementært

Elemental

Jeg vidste godt, at Pixars nye animationsfilm behandlede emnet racisme, men det var overraskende, hvad filmen endte med at sige mig.

AdventureAnimationKomedieFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 år
Produktionsår: 2023
Varighed: 99 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Peter Sohn,
Medvirkende: Danske stemmer:Alvin Olid BursøeZelma Lewerissa,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Christian Thomsen - 06.07.2023



KAN MENNESKER LEVE SAMMEN TRODS FORSKELLIGHEDER? 

Pixars nye animationsfilm tager os med til Element City, hvor de fire elementer, vand, ild, luft og jord bor sammen. Vi forstår, gennem et lille tilbageblik, at vandmenneskene var dem, som grundlagde byen. Senere kom jord og luft til, og så starter filmen ellers med, at et ældre ild-ægtepar ankommer til byen. De er på flugt og vil gerne slå sig ned her.

Det er dog tydeligt, at byen ikke er bygget til dem, og de har svært ved at finde fodfæste. De ender med at købe et hus, hvor de starter en lille forretning. Så følger en montage, hvor vi ser deres datter vokse op, og flere og flere ild-mennesker slår sig ned i bydelen. En bydel som ligger nede under gade-niveau (helt nede ved kloakken) og udenfor den respekterede del af Element City. Her holder man sig for sig selv og mænger sig ikke med de andre elementer.

Filmens egentlige hovedkarakter, datteren Ilena er nu en halvvoksen pige, som snart skal overtage sin fars forretning. Hun kæmper med et voldsomt temperament, som er årsagen til, at der sprænger nogle vandrør, og kælderen bliver fyldt med vand. Pludselig dukker vand-mennesket, Evan op. Han arbejder som inspektør for kommunen og kan med de lovovertrædelser, han ser i bygningen, faktisk få lukket forretningen ned. Ilena forsøger at overtale Evan til at glemme sagen, og snart finder de ud af, at der er en større trussel for ild-bydelen: Der er en lækage et sted i kloaksystemet, hvilket vil resultere i, at hele bydelen oversvømmes, og dem, som bor der, vil slukkes. Nu kæmper det umage par Ilena og Evan sammen for at finde lækagen og redde bydelen. Undervejs forelsker de sig i hinanden, og det går op for Ilena, at hendes drøm slet ikke er at overtage sin fars forretning, men at skabe sit eget liv og bruge sine egne evner.

Problematisk Pixar-pointe
Disney og Pixar er ikke kendte for at være kontroversielle ift. de budskaber, deres film har. Ofte lægger de sig i slipstrømmen på tidens tendenser og holdninger og laver film med et liberalt budskab om rummelighed, næstekærlighed og medmenneskelighed. Som f.eks. med filmen Coco, der omfavner den mexicanske kultur, og som udkom et par år efter, at en stor mur mellem USA og Mexico havde fyldt mediebilledet. Eller med Luca, som behandler emnet homoseksualitet i årene, hvor LGBT+ er på alles læber. Derfor forventede jeg også en film, hvor Vestens ofte uvenlige adfærd overfor udefrakommende minoritetsgrupper i samfundet ville blive udstillet og forsøgt lært en lektie. Det fik jeg ikke. Vandfolket, som repræsenterer Vesten, er nemlig uden fejl. Evan og dennes familie har ingen usympatiske træk. De er rummelige, kærlige, følsomme og åben overfor andre.

Ilena og (især) familien fremstilles derimod som forstokkede, stædige og meget fordomsfulde over for de andre elementer. Ilenas far beordrer hende til at holde sig fra Evan, da hun ikke skal mænge sig med andre elementer end ild. Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at dem, som kommer udefra, det være sig flygtninge eller immigranter, må lære at forstå, at der ikke er noget galt med OS, og at de må gøre op med deres fordomme, hvis de vil passe ind. Hvis filmen har en anden besked, fangede jeg den ikke. Jo, selvfølgelig er der også et budskab om, at vi ikke skal bedømme hinanden på overfladen, men se hvilke værdier, vi rummer inderst inde. Men igen, det er faktisk kun Ilena og familien, der skal lære det, for det går ret hurtigt op for Evan, at han gerne vil have Ilena, selvom de er forskellige. Og det har han ikke noget problem med. De ENESTE, der skal lære noget i "Elementært", er ildfolket.

Skyder forbi målet
Jeg er ikke særlig interesseret i politisk korrekthed og tidens tendenser. Men jeg er interesseret i, hvilke budskaber der prædikes til mig og mine børn, når vi sætter os og ser en Pixar-film. Min datter på 12 år kunne uden min hjælp sætte ord på tre ting: 1) Filmen handler om racisme. 2) Vi er vandfolket og dem, der kommer til vores land, er ildfolket. 3) Ildfolket er racister. Det var sådan, hun tolkede det, hun havde set. I en verden og et samfund, som på mange måder er splittet, finder jeg dette budskab besynderligt. Mon ikke vi i den vestlige verden også har et par ting, der kunne trænge til et eftersyn? Møder vi virkelig altid fremmede med tolerance, overskud og næstekærlighed? Det synes skaberne af "Elementært" at mene. På overfladen ligner det en hyggelig lille film med et budskab om, at der er plads til os alle, og at racisme er en grim ting. Men dykker man bare lidt ned, ser man, at filmens lykkelige slutning kun blev en realitet, fordi de, som kom udefra, ændrede deres forkerte holdninger og tilpassede sig. Og så ender filmen faktisk med at være ret ... Ja, racistisk.

Jeg tror, at vi alle trænger til at blive mindet om, at hvis vi skal leve sammen i en verden, som stadig bliver større, og hvor forskellige kulturer og trosretninger ofte støder sammen, så skal vi møde andre, som vi selv vil mødes. Det er meningen, at jeg skal identificere mig med vandmanden Evan. Det har jeg utrolig svært ved. For Evan er et menneske uden fejl, og det er jeg ikke.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.8 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer