World War Z

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Gerry Lane (Brad Pitt) skal opspore et virus, der forvandler ofrene til morderiske zombier.

Hvorfor vil zombierne som en niche i filmgenren ikke dø? Det kan være fordi, de moderne zombier vil mere end at sprede uhygge og bide mennesker til døde. Zombier fungerer som allegori for noget andet. Som fx i "Dawn of the Dead", hvor de repræsenterer moderne forbrugerisme, i "28 dage senere", hvor de repræsenterer terrorisme eller i den mere ungdommelige Warm Bodies, hvor zombierne er symbol på mennesker, der ikke er til stede på grund af sociale medier.

Men hvad skal zombierne så lære os i "World War Z"? Vi er selv lidt i tvivl. For der gives aldrig et tydeligt svar på zombie-virussens opståen. Til gengæld er menneskenes forsvar og tackling af zombie-invasionen lagt op til debat. Og det er her, der skal graves efter budskabet.

Den tidligere FN-observatør, Gerry Lane (Brad Pitt), trækkes pludselig (men ikke overraskende) ind i sit gamle job, da en zombie-invasion rammer. Her skal han bruge den ekspertviden, kun han besidder, for at opspore zombie-virussens oprindelse. Han vil dog langt hellere beskytte sin familie, men som den gode amerikaner, han er, indser han, at familien først er sikker, når verden er det.

Verden er faldet fra hinanden, ædt op af dens egne, er blevet til den fjende, de bekæmper. Og da Gerry Lane med sin familie bringes i sikkerhed på statens sikre hangarskib, skal mysteriet opklares. En lovende virolog, med verdens bedste bud på et svar, dør tragikomisk ved sit eget vådeskud, da han glider i regnvejret. Her er verden ubarmhjertig og nådesløs, som de tankeløse levende døde.

Israel har været snarrådige, fordi de har været udsat for mange farer gennem tiden. Omkring Jerusalem har de bygget en kæmpe mur, som holder zombierne ude. Helt Hollywood-typisk går det selvfølgelig galt, og forsvarsværket bryder sammen. Det indebærer - sammen med den efterfølgende flugt i flyet - filmens mest tempofyldte del. Herefter bliver tempoet noget langsommere, men spændingen bedre.

Zombierne er hurtige til bens og farer af sted som store insektsværme. Det er ulig de klassiske zombier (og desuden også bogen, som filmen er baseret på), men skaber naturligvis mere adrenalinpumpet action i filmen. Til gengæld dvæler filmen ikke i den eksplicitte vold.

Overordnet set hersker darwinismen, men under overfladen sejrer det menneskelige sammenhold (dog godt hjulpet på vej af helten Brad Pitt). Og måske behøver man endda ikke at sætte hårdt mod hårdt? Gerry Lane viser vejen som en opofrende helteskikkelse, og mennesket bliver kaldt til kamp mod det onde for at bevare familien. Hermed kunne zombierne endnu engang fortælle os noget, mens de æder verden.

---