World Trade Center

Af: Henrik Højlund
Ved at følge nogle få politifolks evakueringsforsøg begriber man langt bedre omfanget af det menneskelige drama.

Hvor lang tid går der, før vi har en film om tsunamien i Sydøstasien i 2004? Hvor lang tid bør der gå? Hvor mange vil ikke se den? Jeg er ret sikker på, at blandt andet end del danskere vil afstå fra at se den. Om der så går 15 år.

Nu har vi den anden spillefilm om 11. september 2001. Er det for hurtigt? Hvad har tid i det hele taget med sagen at gøre? Tåler vi det bedre, er det mere rigtigt om 10 år? Svaret er både ja og nej. Tiden læger på en vis måde visse sår. Det brede folkelige traume omkring en sådan begivenhed læges med tiden, det kan ikke nægtes. Men hos nogle vil en sådan film formodentlig altid være for meget. Og man kan aldrig helt befri sig fra følelsen af en form for kommercialisering af tragedien, når man ser den slags.

Som sagt: Den anden film om terrorkatastrofen i New York 2001, hvor USA for første gang blev angrebet på egen jord. En begivenhed med allerede stærkt mytologiske undertoner.

Oliver Stone, filminstruktør med hang til de store dramaer ("Platoon", "JFK", "Alexsander"), står bag filmen. Og det er han kommet godt fra. Rigtig godt endda. Instruktøren har valgt at afstå fra hele det politiske drama. Filmen fokuserer helt og holdent på det menneskelige i dramaet. Og det gør han ved at stille skarpt på nogle få personer. Netop dét greb synes at være helt rigtigt. Vi begriber langt bedre omfanget af det menneskelige drama ved at følge nogle få politifolks evakueringsforsøg i ét af World Trade Centers tårne. Evakueringsforsøget ender med, at politigruppen selv forulykker i tårnet, da det styrter sammen. Og resten af filmen udspilles i regelmæssigt skiftende scener mellem to overlevende, fastklemte politimænd og deres familier derhjemme.

Vi er vidne til enormt stærke og realistiske scener både i det voldsomme ydre drama og det lavmælte indre drama. Realismen omkring scenerne med tårnene, der rammes og styrter sammen, får én til næsten uvilkårligt at dække for sig med hænderne. Ligesom samtalen mellem de to fastklemte dybt nede mellem murbrokkerne i al deres banalitet virker ægte og stærk. I enkelte scener er der dømt ren Hollywood, men ellers klarer filmen sig hæderligt fri af det sentimentale, hvilket ikke er det samme som, at tårerne ikke ofte presser sig på. Der tværes heller ikke i de fysiske lidelser. Det er nok at se ansigterne.

At filmen er tæt på overlevendes beretninger, gør den kun bedre.

Vi er i USA, så naturligvis – fristes man til at sige - spiller det trosmæssige en rolle. Ikke som et stort tema, men som en antydet, naturlig grundklang for flere af personerne. En af de nødstedte politimænd har faktisk på et tidspunkt en nærdødsoplevelse med en vision af Jesus.

Filmen er værd at se.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 40/2006

---