Wild

Af: Henrik Højlund
Med kun en rygsæk går 26-årige Cheryl Strayed flere tusind kilometer for at komme fri af relationer, som har trukket hårde veksler på identitet og selvværd. Komme fri af sorg. Komme fri af sig selv.

VANDRING FOR LIVET
Den amerikanske film "Wild" kan minde en del om Sean Penns film med en titel, der lugter ret meget af det samme: Into the Wild fra 2007. Også den australske film Tracks bevæger sig ad samme spor.

Alle tre film handler om et menneskes trang til at forlade alt det velkendte og kontrollerede og give sig naturen i vold. Komme ud i den store, vilde og uregerlige natur og se, hvad der sker. Komme fri af relationer, som har trukket hårde veksler på identitet og selvværd. Komme fri af sorg. Komme fri af sig selv. Blive ene med sig selv i naturens store stilhed. Nå til nye erkendelser om livets mening.

Alle filmene bygger på sandfærdige historier. "Into the Wild" ender ulykkeligt. "Wild" ender lykkeligt.

Jeg vil ikke afvise, at netop det sidste er medvirkende til, at jeg faldt mere for "Wild" end "Into the Wild". "Wild" ender i et smukt lys. Men dertil kommer, at "Wild" er afviklet på én gang skarpere og mere komplekst end "Into the Wild" og for den sags skyld "Tracks".

Reese Witherspoon spiller rollen meget fint som den 26-årige Cheryl Strayed, der vandrer af sted i næsten hundrede dage på den flere tusind kilometer lange stillehavsrute. Fra begyndelsen er hun komplet uvidende om vandringens vilkår. Hendes rygsæk er tung som et ondt år. Man forstår hende, når hun efter få hundrede meter overvejer at opgive. Og man undrer sig over, at hun faktisk fortsætter. Og bliver ved og ved.

I Cheryls tunge sæk er der mere end tøj, telt og tørmad. Der er også morens død, et forlist ægteskab, en voldelig far og afhængighed af mænd og heroin. Filmen klipper virkelig fint og skarpt mellem vandringen og fortidens spøgelser. Meget bliver fortalt i billeder uden pædagogiske overforklaringer. Kompleksiteten bevares. Her er ingen simple forenklinger og lette løsninger.

Ved enden af vejen er der vokset en visdom frem, som handler om at tage imod livet, som det er, og gribe alt det lyse, der findes, frem for at opholde sig i mørket. Livet er forunderligt, uigenkaldeligt og helligt, lyder det til sidst fra Cheryl. Cheryl forsoner sig med sit liv, som det er blevet.

Jeg overvejede lidt, om der i denne forsoning blev for lidt plads til selvopgør. Om det hele blev for udjævnet i accept af alt, både det onde og det gode. Men for at kunne svare ordentligt på det, kræver det nok læsning af Cheryl Strayeds egen beretning. Den har jeg fået lyst til at læse. Og den findes heldigvis i dansk oversættelse.

---