Whiplash

Af: Ketty Dahl
En ung ambitiøs trommeslager bliver opdaget af en musikprofessor, som kræver det perfekte, men er det hele prisen værd? Filmen er et rystende psykologisk drama.

EN HØJ PRIS
Hvor går grænsen mellem at være blandt de bedste og blandt de allerbedste inden for et bestemt felt? Hvad kræver det af en mentor at frem’elske’ geniet og eneren i sin elev? Hvor meget når man at sælge ud af sig selv i kampen for at blive mester, og er det prisen værd? Dette er nogle af temaerne i den oscarvindende film "Whiplash".

Filmen handler om den unge og ambitiøse trommeslager, Andrew Neiman, som bliver opdaget af den (ære)frygtindgydende musikprofessor i jazz, Terence Fletcher (J. K. Simmons), der er underviser på USA's bedste musikcollege. Fletcher er ubetinget skolens dygtigste jazzunderviser og samtidig frygtet af alle for sine tårnhøje krav i Fletchers bigband, hvor perfektionen er det eneste acceptable.

Det er J. K. Simmons, der som den ene af filmens to hovedkarakterer, løb med en Oscar for bedste mandlige birolle i 2015, og det er fuldt fortjent, for han brillerer som den arrogante og sadistiske jazzunderviser.

19-årige Andrew Neiman (Miles Teller) får en dag en enestående mulighed for at træde ind i Fletchers prestigefyldte elitebigband på Shaffer Musikkonservatorium. Andrew er parat til at øve sig næsten bogstavelig talt ihjel for at nå til tops i jazzverdenen, og ja, ikke alene opnå at høre til iblandt eliten, men at indskrive sig i jazzhistorien som en af de allerbedste – den nye Charlie Parker eller Louis Armstrong. Terence Fletcher er med sin kompromitterende og kompromisløse ledelsesstil parat til at presse sine elever ud til kanten af livet og sammenbruddet for at blive guru for en af jazzens enere. Fletcher er kynisk, hans sprog er brutalt og beskidt, og han presser gang på gang eleverne på en sadistisk og psykopatisk måde (der giver mindelser om "Det forsømte forårs" lektor Blomme), så de unge simpelthen nedbrydes for øjnene af de andre i orkesteret. Det ene øjeblik nyder eleverne hans gunst og suger den begærligt til sig, det næste sender han dem i gulvet med en tirade af ukvemsord. Det ene øjeblik ødelægger han deres personlighed for i det næste at opbygge den i sit eget billede. Der er ikke plads til fejl i hans nærvær, men samtidig er Fletcher nogle gange utrolig charmerende og tillidsvækkende. Man kan et eller andet sted ikke tage helt afstand til ham, for han fascinerer på en hypnotiserende og uhyggelig måde. Det er også denne fascination, der driver den unge trommeslager, Andrew, og besættelsen af det perfekte, det sublime, binder dem sammen. Passion og perfektion. Efterhånden udvikler deres indbyrdes forhold sig til en decideret magtkamp, og det er, som om alting omkring dem bliver ligegyldigt, når de står som i en duel over for hinanden; hvem har den stærkeste psyke, og hvem knækker først? Lærlingen eller mesteren, der ikke vil træde til side medmindre der kommer en, der stærkere end ham selv.

Alt imens tempoet i trommehvirvlerne stiger til en nærmest umenneskelig præstation, stiger intensiteten i filmen til utrolige højder. Der er fantastisk jazzmusik undervejs, men det her er langt mere end "bare" en musikfilm; det er et højpsykologisk drama med en intensitet, jeg ikke har set meget længe. Når filmen er forbi, er man næsten fysisk udmattet og anspændt i skuldrene, som om man selv har trommet sig til tops undervejs.

De to hovedrolleindehavere spiller fantastisk, ikke mindst J. K. Simmons som med sit markante ansigt og sin eminente mimik hele tiden veksler mellem det charmerende og det diabolske. Dette er vel i virkeligheden, hvad der er et kendetegnende træk ved det psykopatiske, at man aldrig helt ved, hvor man har vedkommende. Han er totalt uberegnelig og umulig at stille tilfreds. Alligevel er man nogle gange i tvivl, om han virkelig er psykopat, eller om der er en højere mening med hans vanvittige fremfærd. For hvad kræver det at få det sublime frem i en branche styret af 'survival of the fittest'?

"Whiplash" er en af de mest nervepirrende, dybt rystende og intense film, jeg har set meget længe. Når filmen ikke får seks stjerner, skyldes det, at det sproglige trækker den ned. Det rå sprog kunne have været minimeret i filmen, uden at det havde kostet filmen styrke.

Filmen rummer mange lag, og vejen til den absolutte top koster personlige ofre undervejs. Men man må efterfølgende spørge sig selv: Var det det værd? Hvad er en sand mester gjort af?

---