West Side Story

Af: Peter E. Nissen
Steven Spielbergs flotte version af den klassiske musical vidner om en sikker filminstruktør, men det er mere en handlingsfilm end en musicalfilm. Filmen er en fin introduktion til klassisk musik.

EN KLASSIKER TIL DET 21. ÅRHUNDREDE 

Steven Spielberg har valgt at indspille en ny filmudgave af den kendte klassiske musical "West Side Story" fra 1957. Den handler om to bander af fattige unge mænd, som kæmper om magten og æren i et kvarter på den vestlige del af Manhattan i 1950'ernes USA. Det er de hvide Jets og de mørke Sharks. På tværs af deres dagsorden bliver en af the Jets, Tony forelsket i pigen Maria fra den anden side. Det skaber konflikter både internt og mellem banderne, og det ender i en stor krig, som Tony og Maria forsøger at redde sig ud af.

Filmen er berømt for sin musik af Leonard Bernstein med mange hits så som Maria, I feel Pretty, America med flere. I modsætning til de fleste musicals, er udgangspunktet her den klassiske musiks univers. Filmen kan derfor tjene som en god introduktion til klassisk musik for den, som ikke er så vant til at lytte til det.

Forgængerens skygge
"West Side Story" er blevet filmatiseret i en legendarisk udgave fra 1961. Den film vandt blandt andet 10 Oscars, og det er stadig en flot film. Spielberg har været særdeles modig, når han vælger at lave en ny udgave. Filmen vil derfor på mange måder blive sammenlignet med den gamle, og det kan jeg da heller ikke undgå. Den nye udgave skulle være tættere på den originale Broadway musical end den gamle film. Der er flyttet lidt rundt på sangene og nogle scener er ændret. En sjov detalje er, at den ældre kvinde Valentina, som i filmen får en ret stor rolle, spilles af Rita Moreno. Hun spillede nemlig Anita i 1961-udgaven.

Filmen lever godt op til forgængeren, men det er min oplevelse, af der er mere handlings- end musicalfilm over den. Det er som om, musikken og dansen kommer i anden række, i forhold til handlingen. Der er et flow over filmen, som vidner om en sikker filminstruktør, men måske knap så dreven en musicalinstruktør. Det er sikkert godt for nybegyndere indenfor musicalens verden, men jeg savner, at musicalens musik og dans tages mere alvorligt. Det skal dog nævnes, at der bestemt er flotte dansescener – især imponerer danserne i deres præstation i Cool Boy, og det flotte set-up af America – i denne version i en pragtudgave ude på gaden med mange statister. Mens jeg savner mere kraft over Ansel Elgorts (Tony) stemme, leverer Rachel Zegler (Maria) en flot og smuk præstation. Man kan også diskutere Rita Morenos præstation i Somewhere. Den skal formentlig høres mere med hjertet end med hjernen.

Nutidens dagsordener
I forhold til den gamle film har Spielberg valgt at inddrage nogle dagsordener, som er mere knyttet til vores tid end 1950'erne. Filmen spiller mere på et feministisk perspektiv end forgængeren. Mens mændene generelt fremstår som rodløse og afmægtige, er det kvinderne, som skaber muligheder og forsoning. Pigen Anybody, som gerne vil være en del af banden, bliver i denne film fremstillet som transperson. Samfundskritikken i sangen Gee, Officer Krupke står stadig stærkt, og filmens voldelige baggrund er endnu aktuel. Dog spørger jeg stadig mig selv, om det virkelig er nødvendigt at lave en ny filmudgave af lige denne musical – når der er så god en version i forvejen, og når mange andre musicals aldrig er blevet filmatiseret. Så meget nyt tilføjer denne film ikke i forhold til den gamle.

Størst er kærligheden
Selvom filmen er noget voldelig, holder den sig på den gode side i forhold til, hvad de fleste kan holde til. Dog overvejer jeg, om censuren på 11 år er sat for lav. Musicalen minder os om, at vold ikke er nogen rigtig løsning på noget som helst, og at det skaber mere ondt end godt. Over for det står kærligheden, som kan skabe forbindelse og forløsning, hvor det ellers kan være svært at finde en vej. Man kan endda dø med et smil på læben, hvis kærligheden får overtaget. Et budskab, som har kristne rødder.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---