Welcome

Af: Michael Agerbo Mørch
En kurdisk knægt, der vil til England, når til Calais og kan ikke komme videre. Han bliver ven med en svømmetræner, der gerne vil hjælpe den unge flygtning. Fransk film giver et fint bud på venskabets kampe og sejre.

Integrationspolitik fylder en del i disse år. Måske først og fremmest politisk; men for manges vedkommende er det også noget, der fylder i hverdagen. Arbejdspladser, skoler, foreninger osv. er efterhånden solide fællesskaber på tværs af etnicitet, religion, farve etc.

I "Welcome" er disse spørgsmål de vægtige - både det politiske og det mellemmenneskelige. Bilal er flygtning fra Irak, fra det kurdiske område. Han er kommet til Calais i Frankrig og vil nu forsøge at komme over den Engelske Kanal for at finde sin kæreste Mina. Mina er lillesøster til Mirko, som er Bilals fodboldven fra Irak.

I Calais møder Bilal Simon Calmat, der er en lokal svømmetræner. Han er midt i en skilsmisse og har det meget svært med det. Grundet en politisk frygt for, at Calais skal blive én stor flygtningelejr, slår politiet hårdt ned på dem, der hjælper de illegale flygtninge. Det er derfor ikke uden risiko, da Bilal beder Simon om hjælp til at lære at svømme. Hans plan er nemlig at svømme over den Engelske Kanal!

Filmen belyser som sagt et højaktuelt tema, og den gør det på sober vis. Måske rammer den faktisk den skarpeste nerve i hele spørgsmålet om flygtninge/indvandrere/integration. De mennesker, som involverer sig i flygtningenes liv, føler, at loven er for stram og umenneskelig, mens politikerne, som måske ikke helt har en mellemmenneskelig føling i deres behandling af spørgsmålet, er nødt til at opretholde lovens ord.

For mig at se er det ene ikke nødvendigvis bedre end det andet. Det er klart, at lovens ord skal holdes, og man kan diskutere, om både Frankrigs, Englands og Danmarks integrationspolitik er for stram. Det er den efter min mening. Men nerven er jo netop, at de følelser, der er involveret i venskaber, ikke har deres plads i politik. Det viser filmen meget elegant i Simon og Bilals møder med diverse statsmænd.

Manuskriptet er rigtig godt skruet sammen, og man føler sig ikke manipuleret af de stærke temaer. Når filmen alligevel ikke får flere stjerner, så er det, fordi den taber sit fokus en smule mod enden. Hvor den langt på vej er ætsende i sin undertone mod en umenneskelig lovgivning, ender den med at blive en smule for pladderromantisk. Det er ærgerligt, for dens fokus bliver twistet lidt, og det sker næsten umærkeligt, men det gør, at man sidder med en halvtom fornemmelse efter filmen.

Skuespillerne leverer ikke toppræstationer, men de virker naturlige. Simon Calmat er opgivende og modløs, og små glimt af livsglæde viser sig, når han kommer tæt på Bilal. Bilal derimod er meget svær at fange. Måske er han genial, måske er han gennemført middelmådig. Grunden til de store spring findes måske i hans alder (ca. 17). Nogle gange er han perfekt afstemt med hensyn til stemmeføring og det mismodige blik. Andre gange virker han for kæk på tidspunkter, hvor han burde nærme sig randen af sammenbrud. Det er lidt frustrerende.

En fin finesse, filmen fanger, er de store drømme, som ofte sidder i kroppen på folk som Bilal. Bilal vil gerne til England, for han mener, der er en plads til ham ved siden af Christiano Ronaldo i Manchester Uniteds angreb (Christiano Ronaldo spillede på daværende tidspunkt i Manchester United). Men da nogle afghanere senere spiller fodbold ved siden af nødhjælpsmadkøen, og bolden ryger hen til Bilal, tager han bolden op og jonglerer med en overbevisning som nok ikke rækker til Manchester United.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er instruktørens mening, at han skal virke som et fodboldgeni, for flere af Bilals venner omtaler ham som en stjerne i Irak over for Simon. Men jeg kan ikke få det til at passe i forhold til hans kunnen, og derfor ser jeg det som et billede på de ambitioner, som sidder i kroppen på disse unge flygtninge. Illusionen fra magasinernes forsider trænger åbenbart igennem på tværs af etniske skel.

Alt i alt er det en helstøbt film, som Lioret har lavet. Den er meget brugbar til at sætte gang i en snak om integration og flygtningepolitik, og ikke mindst hvordan vi selv omgås disse personer, når vi møder dem. For det gør vi alle sammen efterhånden. Bibelen har en klar etik og opfordring om ikke at gøre forskel på folk. Det er en enorm udfordring for den moderne dansker, men ikke desto mindre er det den presserende opgave, vi skal varetage.

---