Water for Elephants

Af: Per Breindahl
Dyrlæge forelsker sig i cirkusprinsesse og flygter med cirkusset til næste by.

Vi er tilbage i 1931 – depressionen sætter sit præg på USA. Selv om adskillige mere eller mindre lødige cirkus søger at underholde befolkningen og kalde smilet og drømmene om bedre tider frem, ja så er det også hårde tider for cirkus. Færre og færre har råd til at lægge betalingen for billetten, og mange små cirkus må lukke og lade deres stjerner – dyr som artister - i stikken.

Jacob (Robert Pattinson) læser til dyrlæge, men mister alt, da forældrene omkommer, og banken tager, hvad der er tilbage af familiens ejendele. Jacob ser ingen anden udvej end at flygte med det cirkus, der netop passerer byen. Her er der god brug for hans evner som næsten dyrlæge.

Men cirkus har også en smuk cirkusprinsesse, Marlena (Reese Wintherspoon). Hende forelsker vores hovedperson sig hovedkulds i. Uheldigvis er Marlena gift med den noget ældre og meget temperamentsfulde cirkusdirektør August (Christoph Walts).

I filmen følger vi de tos udvikling, følger kærligheden vokse og oplever, hvordan de begge modnes og tager mere og mere ansvar. Det er klart, at der må komme en kulmination, et opgør, et krak eller en katastrofe. Illusionen kan ikke fortsætte.

Illusion er nøgleordet for denne film
Cirkus er en illusion. Klovnene ser sjove ud. Artisterne ser mere adrætte ud end alverdens eliteidrætsfolk. Dyrene ser ud, som om de elsker det, de gør. Det ligner en drømmeverden. Glitter og spotlys. Paradis for en aften. Men alt er en illusion, som August så præcist siger det i filmen.

Selv tegner August sig i høj grad for alt det, der ikke gør cirkus til et paradis. Han er mester i at opbygge illusionen – det er ham, der skaber de fantastiske numre og oplærer artisterne. Men det er også August, der sørger for, at dårligt fungerende cirkusarbejdere dræbes ved at blive smidt af cirkusvognen om natten, mens toget kører fra by til by. Det er ham, der praktiserer, at dyrene skal lære at optræde ved at blive pint, til han får sin vilje – især den gamle hunelefant Rosie må tage imod nogle drøje hug fra Augusts elefantkrog.

Augusts menneskesyn giver ikke plads til næstekærlighed og solidaritet. Kan man ikke bidrage til fællesskabet, er det ud. I kontrast til dette står Jacob og nogle af de øvrige artister, der gerne hjælper de syge og svage – uanset om det er en gammel artist eller en syg cirkushest. Mennesker og dyr har en værdi i sig selv uanset om de har noget at bidrage med. Alle har ret til et værdigt liv og en værdig død. Filmens morale er, at dette er værdier, man må kæmpe for.

Filmen er værd at se af mange grunde: Først og fremmest er den en fantastisk godt fortalt historie i en virkelig flot ramme. En ramme, der på den ene side udgøres af det fortryllende cirkusmiljø, og på den anden side 30'ernes depression. Og så er det en rigtig varm og romantisk kærlighedshistorie.

Både Robert Pattinson og filmens to oscarvindende skuespillere Reese Wintherspoon og Christoph Waltz, leverer en flot præstation i denne film. Det fortælles i filmens ekstramateriale, at Reese Wintherspoon var i en længere praktik i en rigtigt cirkus for at kunne levere den perfekte illusion om at være en rigtig cirkusprinsesse.

---