Wall Street - Money Never Sleeps

Af: Michael Agerbo Mørch
En stjerneparade står klar til at følge op på Oliver Stones 80'er-succes. En film om penge, magt, begær og kærlighed.

Bibelen siger: "Kærlighed til penge, er roden til alt ondt." Gordon Gekko siger: "Greed is good" (grådighed er godt).

Oliver Stone skabte i 80'erne en film om Wall Street. Pointen var faktisk at advare mod pengegriskhed, og iscenesætte en ny kultur med fokus på andet end profitmaksimering. Filmens pointe blev dog i den grad misforstået, og i stedet blev ovenstående citat mottoet for en hel ny generation af yuppier på Wall Street.

Det er måske grunden til, at Oliver Stone lader opfølgeren være en anelse mere gennemskuelig. I hvert fald er man ikke i tvivl om, at pointen med filmen er at vise, at essensen af livet er andet end en bugnende bankkonto.

Jake Moore (Shia LeBouf) er fremstormende børsmægler for sin mentor Louis Zabels (Frank Langella) firma. Men da Zabel bliver presset ud og begår selvmord, er Moore optaget af hævn. For det bliver hurtigt klart, at nogle har haft urene motiver for at smadre Zabel. Imens bliver Gorden Gekko (Michael Douglas) løsladt efter otte år i fængslet, efter en ganske penibel sag, hvor underslæb endte med at ødelægge hans karriere. Vi finder dog ud af, at også dér har stærke kræfter haft deres at skulle have sagt i strafudmålingen. En lille finte mellem alle disse magtsystemer og pengeglade mænds spil er forholdet mellem Gekkos datter Winnie (Carey Mulligan) og Moore. For Winnie bryder sig bestemt ikke om sin far, som efter hendes mening bærer al skylden for familiens tragiske fortid.

Midt i alt dette skal Moore finde løsninger på det hele. Han skal have taget hævn over Zabel, løse konflikten i Gekko-familien, overvinde frygten og fri til Winnie. Der er altså meget, der skal nås på filmens rundt regnet to timer.

Filmens klare fokus er det griske børsmarked, som konstant ønsker at maksimere profitten. Deraf undertitlen "Money Never Sleeps". Man får en stærk fornemmelse af, at det ikke er løgn, da Gordon Gekko meget levende fortæller Jake Moore, hvordan kærligheden til penge styrer hans liv; det er som en dame, man tager med i seng, og som holder én vågen... Jeg tænkte uvilkårligt på et vers fra Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente: "… men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove" (kap. 5 vers 11b).

I det hele taget får man indtryk af et univers, der for mig er totalt fremmed, men som alligevel virker troværdigt skildret. Man følger beslutningerne, hvor bankdirektørerne med få underskrifter kan tjene enorme summer, og man ser griskheden i deres blikke og savl på hagen, fordi udsigten til kontanter er så reel. Det er faktisk ret skræmmende at se!

Nogle gode ting er filmens fokus på familien, det totale fravær af seksuelle scener og en vægtlægning af tilgivelsen og forsoningens "magt" og betydning. Det er dejligt at se disse temaer blive udspillet.

Filmen er måske til tider en anelse patetisk, og jeg tror, det skyldes, at Stone ønsker at undgå, at filmen skal blive misforstået på samme måde som sidst. Mange mener, at det netop er de personer, som Stone uforsætligt inspirerede med sin første film, der nu står bag finanskrisen. Et tema han også forsøger at behandle i nærværende film.

Filmen kan give anledning til rigtig mange gode samtaler om syn på penge, griskhed, nærighed, gavmildhed og en snak om, hvad man bør prioritere højest i livet.

Som kristne må vi sige, at der intet forkert er i at eje meget; men det forhold, man har til det, man ejer, kan snildt blive forskruet. Jesus lærer os, at alt, hvad vi ejer, er gaver fra Gud, som vi må dele gavmildt ud af. Og efter at have set denne film, har jeg faktisk lyst til at dele mere ud. Så måske virker filmen, som den skal.

For hvad er egentlig roden til alt ondt? Penge? Eller kærligheden til penge/griskheden? Oliver Stone er i hvert fald ikke i tvivl.

---