Walking with the Enemy

Af: Henrik Højlund
Ungarsk variant til "Schindlers liste" om en jøde, der optrådte i SS-uniform for at redde jøder. Værd at se, men filmen har ikke samme kvalitet som Steven Spielbergs berømte film.

FORDREJNING AF HISTORIEN?

"Walking with the Enemy" er en slags ungarsk variant af Schindlers liste, Steven Spielbergs meget stærke film om Oscar Schindler, som reddede næsten 1200 jøder ved at ansætte dem på sin fabrik.

Ungarn havde også en "Schindler", Pinchas Rosenbaum, som selv var jøde og mistede hele sin familie i KZ-lejre. Han reddede tusindvis af ungarske jøder på en næsten endnu mere spektakulær måde end Schindler. Han snød gang på gang nazisterne ved selv at optræde i SS-uniform og beordre jøder, som var taget til fange, ud af nazisternes klør, øjensynlig med henblik på afhøringer eller andet lignende, men i virkeligheden gemte han dem.

Historien gør filmen seværdig
Historien er i sig selv 4 stjerner værd. Men som film er den ikke i nærheden af Spielbergs "Schindlers liste". Spielbergs film har en intensitet og et fokus, som gør den helt særlig. "Walking with the Enemy" er temmelig ordinær som film. Skuespillet er på det jævne. Alt er holdt på engelsk, med det velkendte og temmelig primitive forsøg på at gøre det "udenlandsk" ved, at alle taler lidt gebrokkent. Men selve historien er som sagt så stærk i sig selv, at det trods alt gør filmen seværdig.

At se Pinchas Rosenbaum, som i filmen kaldes Elek, til sidst græde over, at han ikke reddede flere har noget af samme bevægende styrke, som da Schindler i slutningen af Spielbergs film overrækkes en guldring af lederen af de reddede jøder med ordene: "Den, der redder ét menneske, redder hele verden". Men Schindler står ikke stolt og bevidst om sin fantastiske gerning. Tværtimod bryder han sammen i gråd over ikke at have reddet nogle flere. Den, der redder ét menneske, vil redde én mere. Og én mere.

"Walking with the Enemy" tager sig mange friheder i forhold til den sande historie. Efter sigende var den sande historie endnu mere dramatisk end filmen. En af de friheder, filmen tager sig, er fremstillingen af Ungarns forhold til Nazi-Tyskland og i den sammenhæng den ungarske premierminister Horthy, spillet af Ben Kingsley.

Søgte hemmelig alliance
I filmen får man indtryk af, at Ungarn havde et ret anstrengt forhold til Tyskland gennem det meste af verdenskrigen, og at jødedeportationerne var højst uønskede, og at Horthy var foregangsmand i begge dele. Det er meget langt fra sandheden. 500.000 jøder blev deporteret fra Ungarn, og det med Horthys velsignelse. Han hadede efter sigende jøder. Ungarn var med på Tysklands side helt til 1944, hvor Horthy og regeringen i al hemmelighed søgte alliance med de allierede, da man indså, at Tyskland ville tabe. Det blev opdaget af nazisterne, som straks besatte landet og indsatte en ungarsk Quisling som premierminister. Det skal retfærdigvis siges, at Horthy standsede deportation af yderligere 200.000 jøder. Men det har formodentlig hængt sammen med forsøget på alliance med de allierede.

Hensyn til nutiden
Man undrer sig over denne filmiske fordrejning af historien. Den lugter af en besynderlig hensyntagen til den meget store gruppe af mennesker i Ungarn i dag, som forsøger at fremhæve Horthy som en forbilledlig ungarsk landsleder. Blandt andet med den nuværende meget højredrejede premierminister Viktor Orban i spidsen, som forsøger at neddæmpe Ungarns delagtighed i nazisternes krigsforbrydelser og forbrydelser i almindelighed mod jøder og hele menneskeheden.

Den ungarske regering indviede i 2014 et monument, der fremstiller landet som et offer for Nazi-Tyskland under anden verdenskrig. Den jødiske menighed i Ungarn boykottede indvielsen.

---