Walkabout

Af: Jacob Engholm Bøytler Rahbek
To børn strander i den australske ødemark, hvor de kommer i kontakt med en aboriginer.

En familiefar tager sine to børn med en tur ud i den australske ørken. Straks bilen standser, løber drengen ud af bilen og begynder at lege. Hans storesøster begynder at pakke picnickurven ud, mens faderen lunter rundt omkring bilen. Pludselig begynder han at skyde vildt efter drengen. Storesøsteren reagerer hurtigt og når at få sin lillebror i sikkerhed bag nogle klipper. Scenen slutter med, at faderen sætter ild til sig selv og bilen. Børnene reagerer helt usandsynligt fattet og begynder blot at gå af sted i ørkenen.

De har ikke andet med end deres skoletøj, som de går i, samt nogle enkelte rester fra picnickurven. Vi følger dem på deres færd i ørkenen, hvor de efterhånden begynder at blive trætte. Det varer dog noget tid, inden trætheden sætter ind, så de begynder at blive mærkede af den ubarmhjertige tur. F.eks. vedbliver pigens skjorte at være hvid gennem hele filmen ...

Da de kommer til en oase, beslutter storesøsteren, at de vil vente her i håb om redning. Redningen kommer fra en lidt uventet kant, da de møder en af de indfødte aboriginere, en dreng der er ude på sin såkaldte walkabout, en overlevelsestur i ørkenen, der skal gøre ham til en mand. Selvom de to vestlige børn og den lokale dreng ikke kan kommunikere verbalt, opstår der alligevel en form for kommunikation mellem dem. Om det ikke er gået op for den lille dreng, at aborigineren ikke forstår ham, skal være usagt, men han fortæller ham i hvert fald lystigt historier.

De tre børn har tydeligvis forskellige planer med at følges. Hvor den vestlige pige har en blind tro på at blive ført tilbage til civilisationen, har aborigineren tydeligvis andre hensigter med turen. Tydeligst illustreret da han leder dem lige forbi en gård, uden at børnene lægger mærke til det. Kulturforskellene og turen i ørkenen viser sig at få vidt forskellige konsekvenser for de tre børn.

Filmen er fra 1971, og det bærer den naturligvis præg af. Historien fortælles langsomt og med stor vægt på det visuelle. Der er ikke mange replikker i filmen, men til gengæld er der mange flotte naturbilleder. Dette vil utvivlsomt tiltale nogle, men på mig virker det en anelse søvndyssende.

Flere gange kniber det med realismen. F.eks. stiller drengen stort set ingen spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal gå i ørkenen, hvor de skal hen, og hvor deres far blev af. Og at pigen kan vedblive at bære den samme totalt hvide skjorte understreger blot, at der er enkelte detaljer, der ikke er gennemtænkte.

Hvad kan man lære af filmen? Tja, den fortæller om forskelle mellem civilisationerne, og man ender som altid i den slags film med at sidde tilbage med en lidt flov smag i munden over at være vestlig. Om der er grund til det, må det være op til den enkelte at vurdere, men jeg oplever, at det er filmens hensigt.

---