Walk The Line

Af: Johannes Korsholm Poulsen
Et originalt portræt af en unik sangskriver, Johnny Cash.

Jeg hører til den generation af musikelskere, som først rigtigt nåede at opdage Johnny Cash lige inden han døde. Det var med udgivelserne af hans American Recordings-plader, hvor han fortolkede moderne rock- og popsange, at jeg for alvor lærte "The Man in Black" at kende. Og jeg faldt fuldstændigt for ham. Hans afgrundsdybe stemme, der kunne fortælle drabelige historier, så man følte sig hensat til en lovløs eventyrverden i Sydstaternes USA. Den dybfølte, men dystre religiøsitet, som gennemsyrede alle hans sange. Og ikke mindst den følelse af, at her var en mand, der havde prøvet det meste, og var kommet ud på den anden side med tro, medfølelse og integritet i behold.

Det var derfor med en blanding af forventning og skepsis, jeg for første gang satte "Walk the Line" i dvd-afspilleren. På den ene side glædede jeg mig til at få et indblik i, hvordan filmen ville fremstille og fortolke Johnny Cash og de begivenheder, der formede hans liv. På den anden side kunne jeg ikke forestille mig, hvordan nogen skuespiller skulle kunne genskabe den udstråling og mystik, som var så karakteristisk for ham.

Netop filmens tilgang til at genskabe en så kendt person som Johnny Cash er helt fantastisk. Fra første gang, Joaquin Phoenix toner frem på skærmen er det helt tydeligt, at han ikke forsøger at skabe en eksakt kopi af sit forlæg – der er ikke gjort meget for at få ham til at ligne rent kosmetisk.

Phoenix vælger i stedet for at fokusere på det indre. Og få skuespillere i dag kan gøre det bedre end ham. Hans øjne ulmer filmen igennem af den indre kamp for at gøre sig fri af sine barndomsminder og nederlag, som sender mr. Cash ud på den ene nedtur efter den anden.

Hans redning bliver June Carter (Reese Witherspoon), som er det fyrtårn, han sigter efter, fra første gang de mødes. Sammenspillet mellem Phoenix og Witherspoon slår gnister, så man føler man virkelig får et indblik i Johnny og June Cash's betingelsesløse kærlighed til hinanden (og alle de ulykker den fører med sig). Det er altså det dybt originale portræt af filmens hovedpersoner, som virkelig bærer den igennem. For historien lider under det åbenlyse problem, som mange af de senere års musikbiografiske film har haft: Filmens bagmænd er simpelthen så opsatte på at yde musikgeniets minde retfærdighed, at man til tider føler sig hensat til en temalørdag på DR2.

Der er ekstremt mange detaljerede scener i filmen, og tempoet er konstant i fare for at blive for trægt. Det medfører desværre, at man nok skal være lidt af en fan for at holde koncentrationen hele vejen igennem. Er man til gengæld en rigtig musiknørd, er der masser at komme efter. En af filmens helt store gimmicks er nemlig, at den ikke bruger gamle optagelser af musikken, men lader Phoenix og Witherspoon og alle de andre synge og spille selv!

Johnny Cash's tro får ikke voldsomt meget plads i filmen. Det er mest hans religiøse opvækst og hans ide om at udvise kristen næstekærlighed ved at spille for mordere og forbrydere i Folsom-fængslet, som får plads i filmen. Og det er egentlig godt, for filmen kan ikke bære mere indhold, end der allerede er. Vil man vide mere om Cash og hans tro, vil jeg kraftigt anbefale at købe "Walk the Line" i 3-disc versionen, hvor præster, familiemedlemmer osv. fortæller en masse om hans forhold til kristendommen. Under alle omstændigheder er filmen et køb værd, dels for selve fortællingen om Cash's vej ind og ud af stofmisbrug, rampelys og selvhad, dels for Joaquin Phoenix og alle de andres musik og skuespil.

Til drøftelse
1. Johnny Cash kæmper i filmen med sig selv, sin skyldfølelse og sine dårlige vaner. Men han kommer ud på den anden side, takket være June og hendes familie. Diskuter værdien af at få hjælp af andre til at kæmpe med ens indre "dæmoner".

2. Cash er ikke en typisk kristen rollemodel. Hvordan kommer hans kristentro til udtryk i filmen? Giver det nye perspektiver på vores tro?

3. Cash bliver af sin pladeproducer bedt om at holde op med at synge gospelsange, fordi de ikke virker autentiske i forhold til Cash som person. Hvordan har autenticiteten det i kristen musik, kunst og skønlitteratur i dag? Kan autenticitet eller mangel på samme have indvirkning på, om et kunstnerisk vidnesbyrd gør indtryk på folk?

---